Miljøminister Ida Auken var hovedperson i en lidt usædvanlig billede-reportage på side to i avisen "The Standard - Kenya's Bold Newspaper" i torsdags, den 12. april.
Billederne viser Ida Auken, der deler bønne og majs-retten githeri ud til de fattige rollinger i slumkvarteret Kibera i Nairobi:
Og til de kenyanske journalisters tilsyneladende store forundring, begyndte ministeren at græde under seancen:
- She seemed to have been enjoying herself cooking githeri and chatting with jovial Kibera children. But at some point, the Danish Minister for Environment Ms Ida Auken, suddenly turned emotional, skriver avisen og fortsætter:
- No one knows why but she was seen wiping tears from her eyes. Some speculated that she was shocked that such young children had noting else to eat besides the hard githeri. Others suspected that she was moved by the poor environment in Kibera.
Begge spekulationer fra kenyansk side kan sagtens have en sandhed i sig. Jeg har selv stået i "Chocolade Town", som Kibera også kaldes i folkemunde, fordi bydelen nærmest er grundlagt på brune banker af mudder, affald og eskrementer, og haft lyst til at tage et af de små børn på armen og give det et bad og en sut og et tæppe.
Men måske også der er noget helt særligt dansk på spil i den tårevædede maduddeling. Noget af det jeg holder allermest af ved at være i Afrika er nemlig et vilkår, der bringer een som menneske i meget tæt kontakt med sit eget følelsessystem: Det massive menneskelige "nærvær" alle steder.
Her er et mylder af folk i byerne. De er tæt på dig. Mennesker, der rækker armen frem mod dig. Smiler til dig. Vil i kontakt med dig. Jeg kender mange, der ikke har brudt sig om oplevelsen. Forleden tog jeg en matatu fra Nairobi til Nanyuki. Her delte en mor et lille sæde med sin syv-otte årige datter og sin lille baby, der fik bryst flere gange på turen.
Mathilde var tilbøjelig til at synes, at det var for meget, at udsætte medpassagerne for. Jeg kunne ikke selv få øjnene fra babyen og kunne instinktivt godt lide følelsen af, at være tæt på denne her lille familie.
Min teori er, at danskere som regel ikke er vant til den form for nærvær. Den fysiske, kropslige tæthed. Den sultne opmærksomhed. Lugten af mennesker, man ikke kender. Og derfor tror jeg, at det sætter følelser i gang hos os, vi er så uvante med, at vi enten bliver bange eller får trang til gråd. Vi bliver overvældet.
Jeg husker, da jeg ankom i Nairobi for snart to uger siden. Jeg gik ned fra flyet og mærkede varmen. Tætheden. Mørket. Fugten. Og lugten af Nairobi. Og det føltes som at få et stort varmt knus af et menneske, man holder inderligt af, og hvis lugt af sved gør een tryg. En favn man kan overgive sig i. En favn man kan græde i.
Jeg ved ikke, om det er oplevelsen af sådan et knus, der gav Ida Auken overskriften "Kibera's emotional chef" torsdag. Under alle omstændigheder, tror jeg godt, at jeg kan forstå hende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar