Sidst jeg var i Kenya besøgte jeg Karen Blixens farm i forstaden til Nairobi opkaldt efter hende: Karen. Farmen er i dag et offentligt museum, og det var en lidt skuffende oplevelse, for "farmen" var mest af alt en lille etplans villa, der lige så godt kunne ligge i Gentofte. Med en velslået græsplæne og nydelige runde blomsterbede, som jeg slet ikke kunne forbinde med mine forestillinger om "Den afrikanske farm".
Det fik jeg rådet bod på forleden, da jeg kørte længere ned ad vejen uden for Nanyuki, nær landsbyerne Doldol og Naibor.
Konflikten mellem masaierne og de hvide farmere
Jeg var på jagt efter en interview-gæst til en kritisk interview lektion på Global Citizens' College. Og ideen var, at en af områdets største farmere ville være en oplagt gæst. Som min kollega, James, der er masai, fortæller, så har der de sidste år været stridigheder i området mellem masaierne og de få hvide farmere, der ejer gigantiske landområder i området. Det skyldes først og fremmest konflikter om kvæg, der krydser farmenes grænser, særligt i tider med tørke. Det giver bøder til masaierne, der selv mener, at de ikke har noget valg, hvis de skal overleve.
Men konflikten er dybere end det: Under kolonitiden har masaierne underskrevet en aftale om, at de frivilligt har afgivet deres landområder til briterne. Men aftalen varede i 100 år, og derfor krævede de i 2004 deres land tilbage fra farmerne. Et krav de dog ikke har fået støtte til af den kenyanske regering.
Den britiske farmer jeg var på vej til at besøge er netop en af dem, hvis land masaierne mener, tilhører dem. Og han har da også efter eget udsagn drevet sin kæmpemæssige kvæg-ranch her i Laikipia-området lige siden kolonitidens ophør i 1963.
Tilbage til fortiden
Derfor sad jeg på passagersædet i en taxa med chaufføren Leonard ved rattet og skrumplede ud af de støvede landeveje ved 17-tiden efter en arbejdsdag ved computeren i Nanyuki. Vi kørte ud af en uendelig lang vej, hvor jeg tidligere har kørt, fordi man længere ude kan se både vilde giraffer, zebraer og elefanter. Men inden man kommer så langt, kører man forbi et kæmpe område indhegnet til begge sider.
Og da vi kører ind til ranchen og finder hovedbygningen, er det pludselig som at være kørt ind i en anden tid:
Hovedhuset er bygget af mørke træbjælker, og den første, der møder mig er en ældre kikuyukvinde, med et hvidt klæde bundet om hovedet, der kommer fra køkkenet med forklæde på. Leonard må oversætte, for hun taler ikke engelsk. Hun fortæller, at farmeren selv er ude og gå tur med hundene, og så må vi vente. Jeg kigger ind i huset, der er møbleret med store tunge træmøbler. Et vældigt bord er dækket af en rosafarvet, vævet dug. Der står et vandfad og en kande på en vitrine. Det er som at kigge ind i kolonitiden, tænker jeg, og bruger ventetiden til at gå en tur rundt om huset og kigge ind i haven.
Der er fuglesang og brusen fra floden nedenfor. Ståltrådsindhegnede haver med høns og køkkenurter. Et lille træskur med nogle for mig ukendte jern-maskiner - også fra en anden tid. Og på den anden side af huset er der en overdækket terasse, hvor vin-planter vokser vildt under taget, og duer sidder og kurrer på gelænderet. Netop sådan en terasse, hvor man kunne forestille sig, Blixen kunne sidde og fortælle Finch Hatton en historie eller to om at skyde løver eller mægle i delikate skyldsspørgsmål mellem de lokale "vilde".
Velstand og stilstand
Der er en stemning af på en gang velstand og stilstand. Luften er fugtig og alting grønt. Men antallet af indhegninger og ståltråd, der markerer grænser og udelukkelser, får stedet til at virke en anelse tamt. Fra haven kan jeg svagt skimte nogle af de lokale arbejderes boliger: "Klassiske" runde hytter opført i grå beton og med stråtag på rette linjer.
Lidt efter kommer farmeren - eller rettere ranch-ejeren, som han retter mig - om hjørnet fra vejen i sin landrover med sine to hunde, der hopper kåde ud af bilen. Leonard sidder bag rattet i sin taxa, for han er bange for hundene. Som mzungu har jeg dog intet at frygte, siger han. Og jeg klapper da også ivrigt de velholdte dyr, der logrer og springer op af mig, inden jeg hilser på farmeren, en ældre enkemand med rund mave under den ternede skjorte, shorts og et fast håndtryk.
Farmeren inviterer mig på te. Men han vil ikke give mine elever et interview. Det er sønnen, der styrer forretningen i dag, og da jeg kører længere op af vejen for at tale med ham, afviser han også min forespørgsel, da han er på vej til Nairobi. Det ærgrer mig en del. For der er mange ting, jeg gerne ville have spurgt ham om. Kan jeg ringe til ham, spørger jeg: Nej. Telefonen er i stykker.
Arbejderne
På vej hjem vil Leonard lige ud og købe en sæk af det ulovlige trækul, som medarbejderne på ranchen åbenbart sælger. Der kommer tre små børn i hullet tøj ud og kigger på mig, mens jeg sidder i bilen. Ingen af dem siger: How are you? De taler modsat børnene ude på savannen ikke et ord engelsk. Og måske de slet ikke går i skole - for som chaufføren Leonard siger: De kommer ingen steder - ranchen her er hele deres univers.
De voksne arbejdere er tynde og hærgede at se på. De taler heller ikke engelsk, på trods af, at de arbejder for en englænder. Men ranch-ejeren er kendt for at tale op til flere af de lokale sprog flydende. Det forekommer mig underligt, at en mand, der er så rig på jord og ejendom har mennesker i sit brød, der er så fattige på ord og ejendele. Og når jeg næste gang kommer på de kanter, så kunne jeg godt tænke mig at spørge ham selv om det, nu hvor jeg ikke kan ringe til ham.
Kolonitiden er måske nok forbi på papiret. Men noget tyder på, at stærke viljer og vaner faktisk kan sætte tiden i stå. Med ståltråd og elektriske hegn og brudte telefonlinjer.
Læs mere om farmerne og masaiernes uenigheder her:
http://news.bbc.co.uk/2/hi/africa/3614808.stm
http://viden.jp.dk/explorer/ekspeditioner/kenya/ekspeditionen/reportager/default.asp?cid=124912
Ingen kommentarer:
Send en kommentar