Kongeriget

Det er ikke så tit det sker, at man står midt i virkeligheden og får associationer til en tegnefilm. Det var ikke desto mindre, hvad der skete for mig, forleden aften, da jeg var inviteret til middag i “tårnet”, som vi kalder Daraja-skolens lederes hus. Associationer til “Løvernes Konge”:

I øvrigt den bedste tegnefilm, jeg nogensinde har set - fordi den med en grusom historie om en løveunge, der tror sig selv skyldig i sin egen fars død og vælger at leve sit liv blandt mindre farlige arter i junglen, fortæller en universel vigtig dannelseshistorie: Om at kende sin egen natur – og den svære udfordring det er for de fleste ikke bare at finde sig selv men også faktisk at træde i karakter.

Men tilbage til “tårnet”, som jeg var på vej op til i skumringen på savannen forleden:

Forbi de orange-malede skolestuer med de irrede grønne bølgede jern-tage og det afskallede gavlmaleri af en grøn elefant med store stødtænder. Over fodboldbanen, der i dagens anledning var fyldt op af en stor flok geder og en gruppe små børn, der vogtede dem. Og forbi stabens huse og affaldsdyngen, hvor hele Darajas skrald af Nakumatt-poser fra det lokale supermarked og emballage lejlighedsvis bliver brændt af.

Tordnende cikader
Og så ud i ukendt territorium: Stejlt opadgående og med en tiltagende lyd af græshopper eller cikader. En lyd, der bare blev højere og højere, indtil mine ører gjorde ondt, og mit hoved føltes, som om det skulle sprænges. Jeg har aldrig hørt en så infernalsk lyd fra naturen, helt på linje med tandlægebor og vejarbejde, så det virkede helt overnaturligt:

Men ligesom i eventyrene, hvor advarselslyde ofte høres fra djævelske magter, når målet er nær, fortsatte jeg frygtsomt videre, og akkurat som i de gode fortællinger fra barndommen, stoppede lyden brat, når jeg kom for tæt på de store syngende insekter skjult i græsset og skumringen.

Tårnet
Og så var bygningen nær: Tre rum stablet oven på hinanden med en stor terasse øverst: Tårnet er bygget næsten øverst på klippegrund, med trin hugget ud i stenen – stejlt oppe af en bakke med udsigt over det indhegnede område, savannen uden for og de støvede veje i det fjerne, hvor tunge lastbiler fragter sand, så det kan høres som en fjern buldren, der skaber store huller i den dårligt konstruerede asfalt.

Trappen slynger sig stejlt hen forbi fronten af huset og går direkte op til døren, og ind i huset, hvor gruppen af amerikanske unge, der passer huset, mens forstanderparret er i USA og fundraise, var i gang med at snitte kasawa og grønt til en karryret med ris og diskutere, hvorfor det altid er skandinaviske kvinder og italienske mænd, der render halvnøgne rundt i de stærkt muslimske områder ude ved kysten som Malindi, hvor en af selskabets deltagere, Adam, er lærer på en pigeskole.

Mus
Her i “tårnet”, er det til gengæld mus, der render rundt. En af dem pilede rundt bag tallerkener til stor opstandelse for hele selskabet, indtil Carson greb den i halen og svingede den hen over bordet, mens pigerne hvinede. Hvorefter musen bed ham, så han tabte den ned af trapperne, fra stuen til entreen.

Men det var hverken historierne om nøgne skandinavere eller pilende mus, der fik mig til at tænke på Løvernes Konge. Det var til gengæld udsigten over savannen i skumringen fra 3. rum på toppen af tårnet, hvor badeværelse og soveværelse lå:

Som fra en løve-klippe
Fra balkonen i tårnet på klippen kunne vi skue ud over hele savannen, synes det. Et sted på himlen lå et tordenvejr som en klump af mørke skyer, der i fine gule glimt blev oplyst af lyn. Som om en vældig kraft i dette afgrænsede univers var ved at tage eller fremkalde billeder.

Et andet sted kiggede de første stjerner frem, og langt under os lå hele skolen udbredt med udkig over bygninger, spisesal og MS Action Aids bittesmå hytter:

Og akkurat som en han-løve i en tegnefilm før eller efter en veloverstået kamp ville sætte sig til at trone på den højeste klippe og skue ud over sit kongerige, kunne man stå her og se ud over hele dette på en gang overskuelige og uendelige univers, mens mørket faldt på.

Daraja Academy, hvis område MS Action Aid bor på, er en pigeskole for fattige kenyanske piger. Omkring 23 af landets forskellige stammer er repræsenteret på skolen, der styres af det amerikanske par Jason og Jennie, der har overtaget byggerierne fra en tidligere drengeskole Baracka.

Dengang var det utilpassede amerikanske drenge, der kom på genopdragelse her i området: Men en sag om manglende skattebetaling fik efter sigende skolen til at dreje nøglen om, så Jason og Jennie kunne virkeliggøre deres kenyanske drøm om en pigeskole: “Kongeriget” Daraja Academy, opkaldt efter broen over floden, som man passerer på vejen: Daraja er det kenyanske ord for "bro".