Gaverne til børnehjemmet

Vi er på besøg med gaver på det lokale børnehjem. Onsdag den 4. april. En tidligere frivillig hos Mellemfolkeligt Samvirke her i Kenya har købt en mængde bamser og dukker i Danmark og sendt dem herned. Så nu går Marie, Mathilde og jeg over savannens gule græs for at hilse på Mary og Ann og Francis på børnehjemmet i den lokale landsby tæt ved kirken.

Snottede unger
Der bor 32 børn på børnehjemmet. Forældreløse børn, der løber rundt i en flok. Børn med gult snot tørret ind under deres små næser og små beskidte hænder, som de rækker frem. De møder os ude på savannen og cirkler rundt om os og kigger og griner.

Hvad ønsker de fattige sig?
Og så kommer jeg igen til at tænke på, hvor svært jeg synes, det har været, at købe gaver til mine afrikanske bekendte hernede, inden jeg tog afsted:

For hvad giver man mennesker, der ingenting har? Hvad er dit behov og dine ønsker, når du er en kvinde i starten af 20’erne og bor i et blikskur med 10-11 søskende og kun har job fra dag til dag: En taske, et tørklæde, en neglelak, et skønhedsprodukt?

Ofte siger vi til hinanden i den vestlige verden: Hvad skal man give een, der har alt? Sådan ser jeg mig selv, når folk spørger mig, hvad jeg ønsker mig til min fødselsdag. Jeg kan jo købe det jeg mangler. Og hvad skal jeg med flere ting, når jeg har nok til at fylde 42 flyttekasser?

Ingenting
Men her på savannen er horisonten lidt anderledes. For her er ingenting - ud over det fantastiske, tørre golde landskab.

Et af børnene ved børnehjemmet sidder med nogle små plasticflasker. En anden står nede i et hul med enormt beskidt vand. Et af de huller folkene i landsbyen har gravet, så de kan plante træer til, når regntiden kommer lige om lidt.

Fra frottetæppe til mudderpøl
Mon ikke nogen af alle de farvestrålende bamser ender hernede om lidt, hvis børnene får dem? De er jo syet og farvet til et liv på lyserøde frottetæpper og ikke et barfodet liv med snot og myrer og mudder. Tanken med bamserne er sød – og kunne lige så godt være min. For man vil så gerne give noget. Dele sit overskud. Gøre en forskel.

Men måske det er derhjemme, vi skal gøre en forskel ved at begynde at udvikle en ny og mere bæredygtig livsstil, så der også er ressourcer nok til, at de her børn en dag kan få et liv med samme frihed og rettigheder og muligheder, som vi er vant til.

For når man står på savannen med de her børn og tænker på snakken om alarmen over finanskrisen i Europa, så opleves det altså lidt absurd, at vi er så bekymrede for at miste den enorme købekraft, vi er blevet vant til.

Fremgang i syd
For lige nu er omkring tre fjerdedele af verdens vækst noget, der foregår i udviklingslande som Kina, Indien, Brasilien og Rusland og efterhånden også her, hvor Kenya har vækstrater på 8-9 procent på et år, så er det jo i virkeligheden fantastisk:

Måske de her børn vokser op og flytter til byen og får et arbejde, så de kan give deres egne børn sko på fødderne i fremtiden?

Det kan godt være, at det betyder mindre af den samlede kage til os i de traditionelt rige lande. Og at det måske er ved at være slut med, at det bare er os, der giver gaver. Men det kan jo være, at de gaver vi kunne få retur i sidste ende ville være afsavnet værd.

Bolde
På vej tilbage til Daraja Academy spørger Mathilde vores tolk James, hvad der ville bringe mest glæde – og gøre mest gavn, hvis man skulle give børnehjemmets børn en gave. Han har selv ni børn og to koner i et hus på sletten lidt borte fra, hvor vi bor:

Bolde er en stor lykke, siger han. Bolde - og måske også papir og blyanter, tilføjer vi selv. Hvad så med de lidt større børn? Der kommer ikke rigtig noget svar. Det er åbenbart ikke så let at forestille sig, hvad man har brug for, når man er vant til at klare sig uden. 

Børnehjemmets køkken..

På vej til børnehjemmet. James, Mathilde og Marie med gaverne.

Børnenes soveværelse. Så vidt jeg kunne tælle var der ikke en seng til hver.