Bydelen er særligt støvet; men det gælder sådan set alle steder. Også når man sidder i een af de små Suzuki-taxaer på vej gennem byen i al hast mellem motorcykler, køer og menneskemylder. Så ligger der et fint lag hvidt støv over instrumentbræt, tærede døre og hul-slidte sæder.
Det er værst, når det har regnet - af en eller anden grund - og det bliver bestemt ikke bedre af, at regeringen er i gang med et større projekt til udvidelse af vejene i Kathmandu. Overalt har folk fået besked på at rive mure og facader ned og rykke dem en meter tilbage for at gøre plads til veje, som man efter sigende ikke har flere penge til at anlægge.
Resultatet er, at der overalt rives vægge og rødstensmure ned med byggestøv og ledninger og dynger af sten og ler til følge. Men det er ikke kun ler- og gadestøv, der sviner i Kathmandu. Alle mennesker smider nemlig bare deres plastic og emballage fra sig, som om byen var een stor skraldespand. De smider det uden for huset. Op i dyngerne af murbrokker. Og ned i floden, som om det forsvandt af sig selv.
Og det er måske en del af forklaringen. Een af mine studerende havde nemlig en åbenlys god forklaring på svineriet fra sine rejser til Indien. Det er ikke folks vaner, der har ændret sig men affaldet, og så har folk bare endnu ikke justeret deres gamle vaner, forklarede hun:
Før i tiden var al emballagen nemlig skåle af grønne blade og ler-beholdere. Dem kunne folk frit smide fra sig i rendestenen eller skoven, uden at det gik ud over miljøet.
Men sådan går det som bekendt ikke med Snickers-papir og Cola-flasker eller billige paraplyer for den sags skyld, der godt nok beskytter ejeren mod den hårde middagssol, men så ender i en skraldedynge, hvor den på et tidspunkt måske bliver brændt af af en sariklædt husmor med blottet maveskind, mens børn og køer indånder den giftige røg blandet op med støv, der kradser hals og næsebor til blods.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar