Jeg er blandt guder, guruer og dyr.
Min guide ved et af verdens helligste Shiva-templer i Kathmandu hedder Arjun, og han fører mig sikkert gennem sol og støv, aber og aske, hunde og hellige mænd ved Bagmati-floden, hvor hinduistiske pilgrimme valfarter til.
Pashupatinath er et kulturcentrum for hinduer, hvor rituelle ofringer, familiefester, konsultationer hos de hellige mænd sadhuerne og ligbrænding forenes. Samtidig lever der et rigt antal hjorte, hunde, duer, aber og køer på området - fodret og beskyttet af menneskene.
Da jeg kommer gående i støv og sol en mandag formiddag på min ugentlige fridag står der en stor kraftig sort-hvid tyr på gaden; og ligesom så mange andre steder i Kathmandu er jeg straks klar over, at jeg ikke helt kan regne med, hvad der sker her.
Tyren indgår i Shiva-kulten, forklarer Arjun mig. En gammel legende om denne hovedgud inden for hinduismen fortæller, at Shiva en overgang levede her i skoven ved floden i skikkelse af en hjort sammen med een af sine hustruer Parvati.
De andre guder ledte efter ham og under denne jagt tabte Shiva-hjorten et horn, der siden blev et frugtbarhedssymbol lingam'en, der er alle vegne sammen med Shivas trefork. Lingam'en er et shiva-symbol. Et billede på Shivas magt over alt liv på jorden, fortid, nutid og fremtid. Det fallos-lignende symbol som inde i selve templet, der er forbeholdt hinduer, har fire ansigter, er ofte boret ned i det kvindelige symbol yoni'en og kan i al sin livskraft ses som et hindustisk billede på den aktive maskuline energi og den kvindelige kreativitet i forening.
Arjun viser mig den største lingam på stedet som et af de første ting. Barnløse par valgarter hertil fra Indien, fortæller han, mens jeg ser på toppen af lingam'en, der som så meget andet helligt i Kathmandu bærer præg af rød farve og gule blomster. Så ofrer de til lingam'en og kvinden skal røre ved den, så parret kan blive frugtbart.
Herre over alle dyr
Efter eventyret ved Bagmati-floden tog Shiva sig tilnavnet "Herre over alle dyr", og Shivas horn i form af en lingam blev fundet af hinduerne i jorden ved at en hellig ko blev ved med at lade sin mælk sive ned i jorden et ganske bestemt sted.
Måske det er netop den lingam en række hinduer i klassiske klæder bærer vand til i templet. Jeg ser mænd med sølv og bronze-kander, fyldt med vand fra en hellig brønd. Vand, som Arjun foræller, skal hældes på lingam'en og den store guld-tyr, der ligger foran Shiva-templet, hvor kun hinduer har adgang.
Pashupatinath er et mylder af liv. I skoven omkring den på denne sommer-årstid meget tynde flod, er der en gravplads for visse kaster, som vi går igennem med aber overalt.
Der er vel omkring 120 kaster i Nepal, forklarer Arjun mig og nævner nogle af de højeste: Ghurkaerne, de berømte krigere, Brahmin'erne, Shrestaerne. Og allernederst er der så de kasteløse. Og for lige at gøre tingene endnu mere komplicerede, så er der omkring 3 millioner guder i hunduismen. Og guderne forekommer også i flere skikkelser - reinkarnationer - som nu Shiva som hjort her på stedet.
Det er vanskeligt at blive klog på, men en del af kulten her på stedet handler om at undgå genfødsel som et dyr, og dermed længere nede i livets hierarki end menneskekroppen med al dens bevidsthed.
Folk kommer for at spørge nogle af de hellige mænd, sadhuerne, til råds i spørgsmål om for eksempel psykisk sygdom eller for at opnå frugtbarhed eller for at sende deres familiemedlemmer eller venner godt videre i livshjulet, når døden er indtruffet.
Lig-brænding langs flodbredden
Langs floden er der afbrændingspladser. Den kongelige plads, som ikke bruges mere efter den sidste kong Gyanendras afsættelse i den maoistiske revolution i 2006. Og så højkaste-gravpladsen, hvor et bål brænder, da jeg står og ser den fra skovbrynet på den anden side af floden.
Og så er der den til alle de almindelige mennesker. En gruppe unge mænd kommer gående med en rød kiste, der skal brændes ved floden. Asken ryger derefter i vandet, fortæller Arjun mig. Sammen med affald og abe-afføring og alt muligt andet, der føres med den beskedne strøm af beskidt vand.
Lidt længere nede af floden står en kvinde og vasker tøj. I døde mennesker, tænker jeg forundret.
Sex og menneske-ofringer
Pashupatinath er i det hele taget et besynderligt sted. Et sted hvor det hellige og det profane smelter sammen. Og hvor liv og død også gør det. Før i tiden ofrede man mennesker her, fortæller Arjun mig, da vi er inde i en tempelgård, og jeg står og ser ind af gitteret til templets indre med 7 gudindefigurer indeni og med sex-friser, der viser samlejer forfra og bagfra udskåret i træ og malet oppe under pagodeloftet.
De frække scener er til for at beskytte templet, forklarer Arjun mig. Det er noget med, at tordengudinden er jomfru, så hun bliver genert ved synet, hvilket sikrer templet mod at blive ramt af torden og lynild. Men jeg ved ikke, om det er den fulde forklaring.
Jeg tænker på, om man har skåret halsen over på børn eller kvinder her på stedet, som man gør med dyr, der bliver rituelt slagtet under gude-ofringer. Så giver al den røde farve mening, hvis den skal simulere blod. Så er der straks mere fredeligt andre steder ved Pasupatinath:
Hvid sorg og hvide templer til alderdommen
Arjun viser mig en gård, hvor sørgende ægtefæller iklædt hvidt vasker sig og sidder i skyggen af træer for at meditere over tabet af deres nærmeste. Der er også et alderdomshjem på området med fem hvide templer i en gård i midten. Her bor små gamle nepalesere med og uden handicap i to etager. Inde ved et af templerne sidder en tilhænger af den vegetariske gud Ram: En hellige mand - en sadhu - som de kaldes, og messer i skrædderstilling.
Dem er der i det hele taget mange af ved Pashupatinath. Nogle ligger og ryger hash under nogle halvtag et sted på området tæt ved alle lingam'erne. Nogle bor i jordhuler gravet ud af skrænten lidt længere oppe af Bagmati-floden end afbrændingspladserne for ligene.
Nogle af dem er guruer, der har disciple, som følger dem. Og så poserer de gerne sammen med turister mod en rupee-seddel af den betydelige størrelse, hvor det er en tiger eller en elefant, der pryder papiret.
Der er millioner af sadhuer i Indien og de hinduistiske guruer synes netop at befinde sig et sted mellem det hellige og profane. De har forsaget det jordiske liv med familier, formuer og forpligtelser af den hverdagslige slags, for i stedet at leve et simpelt liv - som Shiva i skoven, Buddha eller yogien Milarepa - med meditation og hjælpsomhed over for almindelige mennesker og dyr, der har brug for god karma, der kan give en nådig genfødsel til et nyt liv og en ny død lige her i mylderet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar