Kioskejeren, Dronningen og Fælleskabet

Et essay fra New Orleans den 2. januar 2013:

Jeg leder efter et kort over byen. Efter en formiddag med en lidt for sen og lidt for tung amerikanermorgenmad i det franske kvarter og en eftermiddag på en steamboat på Mississippi har jeg fået brug for et overblik, så jeg kan navigere rundt i New Orleans. Den virkede egentlig ikke så stor byen – ikke som de andre storbyer jeg har været i i USA: San Francisco, Chicago, New York. Måske lidt mere som Washington. Til at overskue. Men alligevel mangler jeg det der billede af byen fra oven. Hvor er Lake Ponchartrain og hvor er floden?

Jeg går ind i en hjørnebutik. Det er skumring og spørger den pakistanske ejer, om han har et kort. Det har han ikke, siger han med det samme. Jeg kigger mig omkring og finder et ret hurtigt. ”Der er jo et lige her”, siger jeg så. ”Hvor er du fra?” spørger han mig: Danmark svarer jeg. Så er samtalen i gang.

Muhamed, er nervøs for udviklingen. Siger han og trækker på skuldrene. Verden er blevet så meget mindre, siger han, men det er ikke så positivt, som jeg først hører det: Det er de nye medier, han vil tale om, og dem kan han ikke lide. Selv har han ikke engang en mail. Hvorfor skulle han det. Han har sine venner og naboer og bekendte her i New Orleans. Og hvor han før i tiden skulle booke en telefonaftale til et bestemt tidspunkt om mange dage for at ringe hjem til Pakistan, så kan han bare ringe op i dag, hvis han får lyst.

Men mange af de nye medier på internettet opløser virkelighedens fællesskaber, mener Muhamed. Vi sidder og kigger i hver vores skærm og kommer ikke hinanden ved. Der er noget lidt pudsigt ved at stå i en kiosk i New Orleans og høre den bekymring, som jeg har hørt Dronning Margrethe derhjemme har taget op i sin nytårstale. Verden er i sandhed blevet mindre.

Men da jeg de følgende dage går op og ned af den fine Magazine Street og St. Charles Street i New Orleans mod downtown får jeg en fornemmelse af, hvad der måske er meget amerikansk – og på vej til at være hele verdens lod. Her bor mennesker side om side, men måske på mange måder også i deres egen verden. Kulturelt, økonomisk, mentalt.

Jeg ser en gammel mand med langt, hvidt skæg sidde i sin pickup truck på en villavej og kigge tomt ud i luften. Han ser ud, som om han er gået i stå. På den anden side er tre unge på vej ind i sin bil. Studerende, gætter jeg: En asiat, en sort og en hvid med hættetrøjer med numre på, der får dem til at se sportige ud, selvom de alle tre er rimeligt godt i stand. De ænser ikke den gamle og han ænser ikke dem. 

Jeg kommer til at tænke på Lars von Triers USA-kritiske film "Dogville", hvor hele filmen udspilles i en imaginær by, hvor husmurene blot er kridtstreger på en scene, så man kan se alt, hvad der foregår bag de små hjems døre. 

Og det er først nu her i New Orleans, jeg får øje på dette kritiske element i filmen rettet mod USA: For her kan man virkelig leve side om side uden at blive hørt og set. Det kan måske nok være, at slaveriet er ophævet, og at det multikulturelle samfund er en realitet: Men de mentale barrierer, der holder os adskilt, selvom vi er så tæt, at vi kan røre hinanden, eksisterer her i frihedens land i utroligt høj grad som usynlige mure mellem naboer.

Om det så er skærmene og de virtuelle fællesskaber i cyberspace, der tager vores opmærksomhed fra de mennesker, vi lever side om side med, skal jeg ikke kunne sige.

Kioskejeren i det franske kvarter har sin filosofi: Mennesker bliver dummere og dummere, siger han. Vi var langt mere vidende og dannede for hundrede år siden. Jeg giver ham ret, fordi jeg lige der er overbevist om, at han har ret. Nok er der blevet flere akademikere i dag. Men videns-producenter er ikke det samme som intellektuelle.

Et sted på min vej har jeg læst, at menneskets hjerne formes af vores brug af medier, og at vi med hastigheden, og de stadig flere korte beskeder mister evnen til at overskue større mængder af data og skabe synteser af dem. Det langsigtede analytiske gear kommer af at læse lange tekster, er der nogen forskere, der mener. Og når børn og unge læser stadig færre lange tekster og flere korte – så geares vores hjerner simpelthen til at tænke kortsigtet, fortæller jeg ham.

"Du er et geni", siger den pakistanske kioskejer begejstret til mig, da vores samtale er ved at ebbe ud. Så får jeg et visitkort og en gratis køleskabsmagnet med ”New Orleans” på. De mentale barrierer fra da jeg som endnu en uvidende turist var på udkig efter et kort, er brudt ned. Der skulle ikke mere end syv minutters delte bekymringer til. Og nu er Muhamed og jeg venner. Altså ikke på facebook, hvor det, som Dronningen har bemærket, mere er livets sejre end bekymringer, man deler. Men ude i det virkelige liv, hvor man kan ringe til hinanden, hvis man får lyst.