Barbecue

Der er ”family dinner” i saloonen og alle spiser på forskellige tidspunkter ved runde borde på forskellige måder forskellige småretter. Det er sådan set ikke anderledes end tagselvborde så mange andre steder, men jeg bliver slået af min danskhed, da jeg mærker trangen til orden ved middagsbordet indeni. Hov: Hvorfor sætter vi os ikke lige lidt ned samlet. Og har en eller anden form for andagt over for måltidet? Sådan mærkes det indeni, selvom jeg af princip elsker alt hvad der er anderledes en rutiner og traditioner. Men her er vi ved en kerne i fællesskabet. Når det hele flyder som dette måltid gør, så giver det uro for én, der er vant til noget andet.

Men så går det op for mig – på et senere tidspunkt – hvad det er med det her måltid, som jeg måske ikke helt har forstået. Måltidet handler nemlig ikke om at sætte sig ned og spise sammen. Det handler i høj grad om at tilberede maden sammen og spise den, når den er bedst.

The smokers
Den sidste dag i det gamle år står jeg sammen med Kris, Carlos og Heath ved den store rustne smoker udenfor og ser dem arbejde med at få gang i ilden, så grillen kan fyldes med røg. Kødet skal ligge der i den varme røg i timevis. Det tager hele dagen, og de fortæller mig begejstret, hvordan en rigtig smoker skal være. Carlos har én hjemme, han ikke er tilfreds med. Det er noget med ristens konstruktion, der skaber uens opvarmning af kødet. Han vil derfor have en ny og bedre, men det forstår hans kone ikke helt. Sådan en smoker er en ”big deal” hernede sydpå. Gutterne fortæller mig, hvordan folk hiver dem med ud, når de skal til store begivenheder.

Når der er sportsstævner og fester, så handler det om at have den bedste og største smoker. Så man kan ryge sit kød til perfektion. Der er meget at sige om det kød. Marinaden betyder noget. I Texas er den lettere – og gerne krydret. I Louisiana og Alabama er den sød og tyk.Og når kødet så er færdigt, så bliver det spist – måske stående, gående, mens andre laver noget andet. Måltidet starter med forberedelsen og tilberedelsen. Selve indtagelsen er ikke det fællesskabsskabende punkt. Så hvis man på dansk maner tror, at man kan sætte sig til bordet og så træde ind i fællesskabet der – med kniv og gaffel – så er det lidt sent, kan jeg fornemme.

Tamale

Jeg opdager det, da James giver mig tamale-mel og "corn husks" i gave til kufferten og sætter mig til at lære at lave de her majsbladsomvundne indbagte kødfyldte majspandekager. Dejen bliver smurt ud på majs-bladet, som så bliver foldet sammen og dampet. Det er en mexicansk ret, der er meget populær i Texas, og den kan både være med sød desertdej med frugtfyld i eller som nu med mad-dej med olie og majsmel og salt og vand og en trevlet kødfyld.

Så snart tamale-pandekagerne er blevet dampet i en gryde og klar til spisning bliver de delt rundt til, hvem der er sultne. Det er sen eftermiddag, og jeg tænker straks: Hov: Skulle vi ikke gemme dem til ”aftensmaden”? Igen bliver jeg konfronteret med den indre andægtighed jeg åbenbart føler for måltidet. Måske det med de afmålte mængder på bestemt ”tid” er noget vi går særligt op i i Danmark, mens en ”meal” er et helt andet begreb i USA. Et ritual der bygger mere på tilberedelse og næring end mål og tid? I en barbecue-kultur er det i hvert fald omkring smokeren fællesskabet foregår og ikke bænket omkring bordet.