Nytårs skud

Der er run på våbenbutikken Red’s i Texas en times kørsel fra ranchen den 31. januar. Vi er nemlig langt fra de eneste der har fået ideen om at ville skyde det nye år ind – sådan for alvor. James har allerede inden min afrejse fra Danmark luftet ideen på Facebook om, at jeg da skulle prøve det her med at skyde, når jeg kom til landet. En tanke der virkede ikke så lidt politisk ukorrekt lige efter skole-massakren i Newtown, Conneticut, hvor 20-årige Adam Lanza tog sin mors våben med hen på Sandy Hook Elementary School og skød 26 børn og voksne.

MEN – på trods af den uhyggelige begivenhed, der igen, har sat den amerikanske våbenlovgivning til international debat, var jeg alligevel blevet varm på ideen om at få en rigtig handgun eller riffel i hænderne. I håb om for alvor at kunne reflektere over denne kernedel af amerikansk kultur. Og måske kunne sætte mig ind i, hvorfor især amerikanerne her mod syd absolut ikke vil opgive deres ret til at bære våben.

Foreløbig er det tætteste jeg har været på rigtige skydevåben en AK47 i Kenya, og det var bestemt nok til at få blodet op at koge. Så derfor overraskede det mig ikke, da James i forhold til at forberede Bjarne og jeg på sessionen sagde, at vi ville kunne mærke adrenalinen en del, når vi nået frem til faktisk at affyre våbnene.

Det kom vi dog aldrig til. For Red’s var fuldstændig fyldt med folk. Køen var to timer lang, da vi ankom og med nytårsaften på vej, var der ikke andet at gøre end at kaste et blik på den travle våbenshop med skydebaner og så ellers gå igen. Jeg nåede lige at tale med en af butikkens ansatte, der fortalte mig, at efterspørgslen havde været voldsomt stor de sidste uger. Helt usædvanligt. Og nu blev nytåret altså skudt ind i Texas af både børn og bedstemødre for fuldt patronhylster – eller hvad man nu siger: Bang.

Jeg ville selv have troet, at de mange diskussioner om våbnene herovre i kølvandet på Sandy Hook-massakren måske ville have fået færre til at komme i skydehaller som denne – et sted også Adam Lanzas mor tog sin knægt med hen, når de skulle øve sig i at skyde, inden den unge mand gik bersærk. Men tværtimod får al snakken om våbnene altså amerikanerne her i Texas til for alvor at gå til riflerne.

Selvforsvar mod staten
Jeg havde derfor lange snak med texanerne James og RD, begge fædre i 40’erne, om hvorfor det er så vigtigt, at have ret til at bære og bruge våben.

De pointerer hver for sig, at de går ind for retten til at bære (visse) skydevåben. Til brug for jagt men også i forhold til den grundlæggende ret til selvforsvar, som den er beskrevet i den amerikanske forfatning. The Second Amendment fra 1791: "A Well regulated militia, being necessary to the security of a free state, the right of the people to keep and bear arms, shall not be infringed".

RD fortæller mig, at han har haft adgang til skydevåben siden han var otte år. Han er vokset op med en enlig mor og har gravet mad ud af containere, da han var en lille dreng. Sådan et liv kræver, at man kan forsvare sig, siger han og fortsætter: 

Og så handler det også om at kunne sætte sig op mod staten, hvis det bliver nødvendigt. Revolutionen er ikke et eller andet utopisk fortidslevn i USA. Det er et regulært scenarie, og en i forfatningen indbygget sikring af det frie land nationen blev skabt som. Det er altså helt inde i kernen af de amerikanske frihedsværdier at retten til våben findes. Piller man ved de love, piller man simpelthen ved, hvad USA er for rigtig mange mennesker.

En anden situation, hvor James forklarer, at han kan se det fornuftige i, at der er skydevåben på private hænder, er, når naturkatastrofer sætter samfundet ud af kraft. Så skal de små samfund kunne beskytte sig selv. Og så står man over for den svære hønen og ægget diskussion: For det er jo netop vigtigt i et land, hvor der er så mange våben i omløb - ikke mindst blandt folk med potentielt ondt i sigte.

Jeg kommer naturligvis med min europæiske skepsis over, hvor grundlæggende farligt det må være med så mange våben og ammunition i en verden fyldt med fejl. Men Europa har jo også massakrer, siger RD og nævner den norske massemorder. Og så er der jo de helt åbenlyse daglige farer: Bare tag trafikken med masser af blod på samvittigheden:

Og det er jo rigtigt nok. Da vi kører fra RED’s uden selv at have skudt et eneste lille hulkort, går der ikke mange mil på den fedtede tågede landevej før to biler holder stille i rabatten med plastic, glas og metaldele spredt over vejbanen. James svinger resolut ind til siden og springer ud for at ile til hjælp. To kvinder er involveret i biluheldet. Begge biler er grundigt skadede, men ingen mennesker er kommet noget til. Bjarne og jeg taler med den ene. Hendes hånd ryster, mens hun med store øjne fortæller os, hvordan den anden bil ramte hende bagfra, så hun endte ovre i den modkørende bane. Her drejede hun rundt på den fugtigt-fedtede vej og endte her retur - halvvejs ude i grøften i en havareret bil.

Godt du slap med chokket, siger vi. Nu er en lokal sherif ankommet med stjerne på brystet af sin army-brune skjorte og hat på. Og en brandbil. Vi sætter os ind i James’ bil igen og kører retur til ranchen. Og der er mange biler i rabatten undervejs. Vejene er og bliver de farligste, når man tæller dødsofre.

FAKTA: Ifølge Die Zeit, 22. november 2012, er der i dag omkring 270 millioner private våben i USA, dvs. knap 90 våben per 100 indbygger, hvor der til sammenligning er 45 per 100 indbygger i Finland og 30 i Tyskland. I USA betyder det årligt, at fem indbyggere per 100.000 bliver skudt. Det er under én i Tyskland  - mens det noget mere voldelige Rusland har 10 dødsfald per 100.000 og Honduras er helt oppe på 91.