Fra Kridttid til Det Vilde Vesten

Det ser godt ud – men det er ren facade. Ranchen har været – og jorden bliver stadig i et vist omfang – brugt til kvægdrift, men er i dag hotelværelser og store fællesrum pyntet op som en westernby og ejet af en børnefond, der hjælper børn fra mindrebemidlede hjem med oplevelser og undervisning.

Jeg ankommer sammen med den lille dansk amerikanske familie Bjarne, Jade og Dimitri fra New Orleans efter en hård køretur i 10 timer til Texas Hill Country fra Louisianas marskland og sumpe. Og jeg var ikke engang bag rattet på noget tidspunkt.

Mit værelse er det lige under kanonen, og da jeg vågner næste dag er det til et landskab taget ud af en Lucky Luke tegneserie. Der står gyngestole foran min dør, og jeg går om hjørnet på verandaen og bliver mødt af værten James, der byder på hjemmebagt brød og varm kaffe i ”Saloon’en”. Her står der stor en gammel hestedroske med kaleche.  

Vi går en tur ud til ”revet” omme bag Pedernales Hall, som hovedbygningen med pynteskiltene Jail, Bank og Lawyer hedder:
 

Kridttiden
Her viser James mig begejstret et kig ind i over 100 millioner års historie ved at hive det ene fossil af muslinger og snegle ud af den hvide kridt-skrænt foran mig efter den anden. Det her plejede at være et rev, fortæller han mig. Tilbage i kridttiden gik Golfen helt her ind og Texas Hell Country var et hav. Og derfor vælter det nu ud med så fossiler lige til at samle op og hive ud af den porøse hvide skrænt.
 
Det er et temmelig eventyrligt sted her omkring den store bæk, der løber tæt ved og giver kvæget vand. Jeg så godt nok ikke nogen af de dinosaur-fodspor, der også er blevet fundet i området. Men der er klippeblokkene omkring det grønne vand ved den falske tunnelgrotte længere nede på grunden. 

Der er to hovedbygninger og en række mindre hytter på området. Naturen er domineret af lavt krat. Nogle steder tæt og uigennemtrængeligt og knastørt. Det har ikke regnet længe på de kanter. Jorden er hvid og stenet og præget af kridt. Der bliver hevet petroleum op af jorden på grunden lidt længere oppe.


Where are you going Mam?
Jeg går en tur på grunden og læser kortet forkert senere samme dage. Solen er ved at gå ned, og jeg går ind af en port og fortsætter længe, inden til en pickuptruck kører mod mig og sagtner farten. Der sidder en dreng derinde og hans far. De skuler til mig. Jeg tænker et kort øjeblik, at de ligner folk med ondt i sinde, og hvad jeg kan gøre dér, som enlig vandrer et godt stykke fra ranchen, hvis det viser sig, at min fornemmelse holder stik.


”Where are you going Mam?” spørger manden bag rattet vredt. Jeg kvidrer noget om at komme fra Danmark. ”This is our property – Didn’t you see the sign?” ”It’s not safe here – we are shooting deer”, bjæffer manden, mens drengen ser udtryksløst på mig. Jeg får lyst til at dukke mig. Har ikke hørt et eneste skud i den stille aftenluft. Kun gået der og nydt solnedgang og stilheden og synet af en enkelt træhytte i toppen af et træ, der minder mig om Forrest Gump, og alt det jeg har set om sydstaterne på film.

Jeg undskylder mange gange og vender om. Pickup-trucken forsvinder ud af lågen. James havde godt sagt, at naboerne ikke var venlige. Mere pastiche er det altså ikke – det her vilde vesten.