For 14 dage siden var jeg i New Orleans og gik på fotosafari i området omkring hovedgaden St. Charles Avenue, hvor den gamle sporvogn kører. Det er før Mardi Gras festlighederne herovre - 46 dage inden påske. Mardi Gras er en oprindelig fransk tradition og dagen for den store drikke- og spisefest omtales også som Fat Tuesday herovre.
Der bliver allerede her lige efter nytår solgt mardi gras-kager fyldt med sukkerglimmer i lilla, grøn og guld og med sød creme indeni. Men meningen med hele halløjet omkring "mardi gras season" er udover de kommercielle interesser i at sælge kostumer, perlekæder og kager, at markere den sidste dag, inden den store faste går i gang efter kristen skik. Biblen beskriver Jesus' fasten i ørkenen, hvor han fristes af satan i 40 dage op til indtoget i Jerusalem, der starter ved Palmesøndag og ender med hans korsfæstelse Langfredag.
Jeg tænker over, hvor betydningsfulde den slags store fester må være for den fælles identitet i en by som denne, hvor der modsat i Danmark, på ingen måde synes at være nogen form for homogenitet i livsform og -mønstre. Jeg ser det i hvert fald ikke her på parallel-gaden "Magazine Street", hvor jeg fotograferer huse:
Det er naturligvis et pænere kvarter i byen, og biler og husstørrelser er deraf langt fra de skumle trailer parks, hvor jeg ikke engang har været tæt på. Men når det så er sagt, så er hvert eneste hjem sit eget her - på en måde så det stråler ud af verandaerne om det er afmagt eller overskud, der præger beboerne bag facaden. En hvid sydstatspragtvilla, et nærmest gotisk sten-hus, frønnet træværk og opløsning. Farver og skilte og pynt og gyngestole med lænker om.
Det er så tydeligt, at man gør noget ud af at være sig selv her. At man i denne her amerikanske sydstatskultur virkelig lægger en ære i at tage sig ud og klæde sig selv ud og sit hus: I bambus og perler og sten. At vise, at man er unik og kreativ og former sit hjem derefter:
Det er meget inspirerende og på en eller anden måde også lidt mærkeligt at opleve et karneval af huse, men også fint, når jeg nu er her i området omkring St. Charles en kølig, søvning januar-dag, længe før de feststemte mennesker og karnevalsparader indtager avenuen og smider perlekæder fra sig som nu hænger i tusindvis ned fra træernes løv langs vejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar