Middelalder med motorcykler

Taxaen i Kathmandu centrum speeder op midt i en smal gågade. Jeg er på vej hjem efter et besøg på Kathmandu Durbar Square. Jeg har set den lille gudinde, der bor på pladsen og takket pænt nej til flere af de lokale, der gerne vil være guider. Jeg skal hjem til middagsmaden i Gyaneswor lidt uden for bykernen, hvor jeg bor på Action Aids platform i Nepal. Et fint stort hvidt hus tegnet af danske arkitekter midt i den støvede by.

Og det er ikke, fordi taxachaufføren decideret rammer nogen. Speedometeret ligger og vipper vildt mellem 0 og 30 kilometer i timen, og bilen bevæger sig langsomt frem i mængden, hvor folk med kærrer, motorcyklister, frugt og grøntboder på gaden og mennesker i et væk filtrer sig ind og ud af hinanden.

For lidt siden gik jeg selv på gaden mellem hunde, sariklædte kvinder med bart maveskind og guder fedtet ind i røde og gule farver. Det er, som om margenen mellem alle elementerne i dette virvar er så smal, at det hele næsten klistrer sig sammen.

Jeg mærker varmen fra en motorcykels udstødningsrør på det bare underben. Så er det hårene fra en beskidt hund, der blotter tænder. Der er røg fra en gadebod. Så er der støv, der kradser i halsen, og på dage uden masken kan give blod i næsen. En klokke ringer fra et lille tempel midt i et gadekryds. Uden for sidder mænd og sælger dynger af bær. Nu gnider de sig næsten mod min taxarude, så tæt er vi på. Jeg kunne række hånden ud og med bøjet arm tage en håndfuld.

Men det har jeg ikke lyst til. Ligesom jeg ikke har lyst til at købe de blanke fisk, en kvinde stabler op inde i en af gaderne på et lille bord i støv og 30 graders varme. Eller smage de gule kyllinger, der ligger og stritter med de fjerløse ben ud mod motorcykel-strømmen.

Det er tæt på og intimt på en måde, jeg aldrig har mærket et gadebillede før. Det trænger ind i mig, hvis jeg ikke stopper det. Jeg går med halvmaske for at holde støvet ude. Og paraply der skærmer mod solens ubarmhjertighed i middagsheden. Jeg springer til side, hver gang jeg hører dytten.

Det gør jeg hele tiden. "Nu kommer jeg", siger det insisterende horn fra de ivrige bilister og motorcyklister. Og de mener det. Speederen trædes til. Der er ikke nogen afrikansk sendrægtighed i dette mylder. Det er utålmodigt og påtrængende. Så påtrængende, at det næsten gør mig sanseløs af bar indtryk. 

Måske dette her forklarer den blufærdighed over for kritik og konfrontation mine nepalesiske studerende udviser, tænker jeg midt i myldretrafikken. Når verden trænger sig på sådan her må man nødvendigvis have nogle grænser, der sikrer - mod overgreb. Kaster, der adskiller menneskerne omkring mig - fra de fine brahminer og shresta'er til de laveste kasteløse - på en måde, jeg ikke kan se, men som jeg har fået fortalt i høj grad holdes i hævd her i Nepal. Man gifter sig ikke uden for sin kaste. Man inviterer ikke engang folk ind i sit køkken, hvis de kommer fra en lavere kaste.

Det er måske på den måde, man undgår at blive fedtet ind i dette her morads af liv, hvor ikke engang døden er en grænse, men blot en åbning til en ny begyndelse lige her på gaden. 

Min følelse i Kathmandus trafik er lidt at sammenligne med eventyrernes i middelalder-film, hvor helten skal hoppe, danse og sno sig gennem en bane af faldende økser og stikkende knive. 

Og jeg overvejer da, om denne grænseløshed er en del af forklaringen på sensitiviteten i dette samfund over for konflikter og kritik. Som den fåmælte, der kommer til udtryk fra en udenlandsk restaurantejer en aften, der klager over maoisternes regering af landet og deres håndlangere i fagforeningerne. Det er nu syv år siden Nepal afsluttede den borgerkrig, der endte enevælden under den guddommelige kong Gyanendra, hvis palads stadig ligger i Kathmandu.

Her hvor hvert øjeblik rummer muligheden for en smertelig og smittende konfrontation mellem menneske, maskine og dyr. Så jeg holder vejret en smule og springer til side, når en gal hund, en hellig ko eller en motorcykel kommer på tværs.