Samsara

Still-billede fra filmen Samsara af instruktøren Pan Nalin. Shawn Ku vandt en pris for at spille munken Tashi.

Nogle gange sker der det fantastiske på rejser, at fortid, nutid og fremtid væver sig sammen i en enkelt oplevelse og giver en form for klarsyn over tilværelsen. Det var på en måde dét jeg oplevede for nogle uger og tusinder af kilometer siden, hvilket jeg har fået lyst til at dele - sammen med en filmanmeldelse.

Det starter, hvor mit sidste blogindlæg ender, nemlig højt hævet over Kathmandudalen, hvor jeg går omkring mellem små stentempler, brændende røgelseskar, grå duer, aber, turister og munke. Over mig hænger der rovfugle i luften og en brændende sol på en hvidlig himmel. Det er tæt på middag, og jeg får pludselig øje på en dvd-film, jeg ofte har drømt om at købe efter at have set den i biografen i København for over ti år siden, da jeg stadig studerede:

"Samsara", hedder filmen af den indiske instruktør Pan Nalin. Et begreb buddhisterne bruger om det jordiske liv præget af evig lidelse, der gentages hver eneste gang, vi genfødes. Det handler om lidelse kendetegnet af et evigt begær båret af illusioner og uvidenhed hos det uoplyste menneske, der endnu ikke har fundet den balancerede buddhistiske vej.

"Samsara" ligger i en turistbod ved stupaen på Swayambhunath, også kendt som abe-templet, og selvom jeg først ikke vil give 250 nepali rupees for filmen, der ville koste 150 nede i byen, giver jeg mig efter noget tid, da sælgeren ikke er til at forhandle med.

Og jeg fortryder det ikke. For Samsara er præcis lige så smuk og klog og sanselig, som jeg husker den. En film så lækker at man får lyst til at male den, når filmfotograferne dvæler ved Himalayas bjerge, de vajende bedeflag i vinden, bølgende kornmarker, rindende vandløb og klingende armbånd om kvinders slanke håndled, for ligesom at holde fast i den bevægelige skønhed, der gennem øjnene rører sindet, så det føles behageligt.

Jeg tager mit kamera frem på Swayambunath over Kathmandu-dalen og fotograferer rovfuglen.

Den flyver også ind i den første scene af Samsara og smider en sten, som slår et får ihjel, så bonden græder. Samsara handler om, hvordan livet strømmer igennem os her på jorden, uden at vi kan fastholde det. Og det gør vi så alligevel, og så mister vi, og så bliver vi så kede af det... som bonden, der græder de bitre tårer over tabet af sit får.

Og hele den meningsløshed må vi jo så forsøge at fortælle os ud af; for hvordan skulle man ellers kunne holde det ud, tænker jeg, og ser på mine egne træperler om håndleddet, som jeg har båret som en talisman på talrige rejser verden over: Først ud af en arabisk suq i Jerusalem... siden over Arlington-kirkegården i Washington... og så ud på savannen i Kenya:

Oplevelser jeg trækker med mig som perler på en snor i den livshistorie, jeg så ivrigt er ved at fortælle: Stærkt præget af denne rejsen omkring drevet af begæret efter at se og opleve alt, hvad der er fremmed og skønt og kan bringe en forståelse af, hvad der giver mening - uden for mig selv.

Men så står jeg altså her midt i livet med mine perler om håndleddet og Samsara i hånden på toppen af Swayambunath i Nepal. Jeg har lige sagt et job op, efter i 7 år at have arbejdet målrettet på at få det, kun for at erkende, da det lykkedes, at det på ingen måde var lykken. Nu breder verden sig ud foran mig igen: Stor og forunderlig fremmed med nye horisonter, der er ved at tone frem som de slørede bjerge, der omkranser dalen. Et øjeblik jeg på en måde kan genkende i "Samsara" om munken Tashis liv:

For Tashi følger sit hjertes lyst og stiller spørgsmålstegn ved visdommen i sin buddhistiske opdragelse. Han går fra den yderste askese til varmeste passion, men ro finder han ikke i livet. Han melder sig ud eller lader sig rive med af strømmen, for så at blive uendeligt bange og kæmpe imod, når den ikke giver mening for ham. Når hans begær tager overhånd og sårer andre, eller belønningen for en stor indsats udebliver eller tages fra ham.

Jeg ser på en rovfugl, der nu svæver under mig ved højen. Den ligger stille i luften, båret oppe af vinden omkring det hellige Swayambunath. Måske den har kig på et bytte længere nede i alt det grønne på skrænten. Den har tydeligvis ingen brug for perler på en snor.

Se indledningen til "Samsara" her:
http://www.youtube.com/watch?v=jLg_f4O-h5A

En rovfugl svæver ved Swayambunath, fotograferet ved stupaen på toppen af stedet kendt som Abe-templet.