Slange-reden

Det kribler og krabler på savannen, da jeg kommer her i april. Mathildes hus, hvor jeg bor, er udsat for en sand myreinvasion – og vi starter med at flytte min seng ind ved siden af hendes, da jeg kommer.

For sidst de fandt en slange i huset, var det netop i det hjørne, hvor sengen stod under vinduet ved den smukke blomsterbusk uden for med det viltre grenværk.

Mens vi venter på regnen
Tørken får dyrene til at komme frem af den tørre jord. På jagt efter vand. Og myrernes jagt i huset er fascinerende. De bittesmå myrer myldrer omkring indgangen til huset og gør gulvet levende, og så snart de finder noget spiseligt, er de der.

De lokaliserer en åben rulle kiks i Mathildes kamerataske i sofaen ved døren. Og så bevæger de sig frem i en klar stribe op over armlæn og hen over sofastof og forcerer velcrolukninger og lynlåse, så de kan invadere kikserullen.

Kage-jægerne
De går endda i køleskabet. Og den dedikerede holdindsats får Mathilde til mere end en gang at stå og puste på resterne af min store fødselsdags-chokoladekage uden for døren til hytten, for den finder myrerne også trods to plasticposers forsegling.

Myrerne morer mig, og jeg fascineret af at studere deres ihærdige mylder, indtil myremidlet slår dem ihjel. Til gengæld vender jeg hver taske og tøjstykke med omhu i huset vel vidende, at en af verdens mest giftige slanger – den sorte mamba – har været på besøg. Flere gange. For nylig.

Slange-reden
Mathilde taler også om, at der er en mulig Cobra-rede et sted tæt ved, men jeg har endnu ikke set slangen i paradiset. Selvom jeg står længe og ser på blomsterbusken uden for eller stirrer på det stråtækte tag for at afsløre en bugtende bevægelse, så er de der ikke.

Det nærmeste jeg kommer en slangerede de første dage er mine egne sammenfiltrede tanker.

Skær biddet ud
Men det er altid godt at være forberedt. Vores lokale masai-lærer James fortæller, at hvis uheldet er ude og man for eksempel bliver bidt i armen, så snører man så stramt til, så blodet ikke kan løbe.  Og så tager man en kniv og skærer såret ud. Godt så.

Spyttende Cobra
Men – så er der også den britiske kaserne. Her har de for nylig slået en over to meter lang spyttende Cobra ihjel, fortæller en af soldaterne os nede på restaurant Kongoni. Og han er leveringsdygtig i gode historier. Vi taler om alt det myldrende kryb hernede, og jeg erklærer frejdigt, at jeg ikke er bange for kryb. Kun slanger gør mig frygtsom.

Camel edderkoppen
Edderkopper er jeg til gengæld rimelig afslappet overfor. - Det er så, fordi jeg ikke har hørt om Camel Spideren, siger soldaten. Den er stor som en håndflade, og den er her, og den er i Irak og i ørkener generelt, og den er ikke rar:

Camel Spideren gør nemlig det, at den bedøver med sit bid. Og så spiser den kød.

Bedøvelse
Det gik ifølge soldaten ud over en anden brite under Irak-krigen. Edderkoppen gik i hans sovepose og fandt frem til de blødere dele mellem benene. Og før manden anede det, havde det mangebenede dyr fortæret en væsentlig del af hans manddom.

Hvad gjorde han så? Spørger jeg gysende. - Ja, han ringede vel hjem til konen og fortalte de dårlige nyheder, sagde soldaten.

Urban Legend
Meget tyder dog på, at vi har at gøre med en myte, når jeg går i gang med at undersøge Camel spideren på nettet. Men rar ser den ikke ud. Og jeg kan læse mig til, at den bider slemt og kan blive op til 30 centimeter i diameter med de lange ben.

Under alle omstændigheder kan den slags historier godt tage spejderglæden ved det forunderlige dyreliv omkring os på savannen væk. Men. Intet paradis uden slanger. Og myrer. Og edderkopper. Og når regnen kommer, er krybet væk, siger de lokale. I hvert fald ude af syne.