Ægteskabs-rådgivning

Jeg var til bryllup sidste lørdag. I Thika lidt uden for Nairobi. MS Action Aids swahili-lærer Jessie's datter skulle giftes anden gang med sin muslimske mand ved et stort bryllup i brudgommens forældres hus.

Og det startede akkurat som jeg har forestillet mig et afrikansk bryllup: 

Nemlig klemt ind i en matatu - afrikansk minibus - mange timer forsinket i stegende hede, skrumplende af ujævne veje mod Nairobi fra Nanyuki. Brudens far var med i matatuen, så brylluppet måtte jo nødvendigvis vente på os, selvom turen tog os godt fem timer, mod de sædvanlige tre.

Undervejs stoppede vi et utal af gange i rabatten. Ofte ved nogle af de utallige frugtmarkeder, der er langs vejen til Nairobi, og med det samme resultat hver gang. En flok af kvinder i alle aldre og størrelser. Små rynkede morliller i spraglede heldrager. Unge kvinder med babyer på armen kommer løbende alt hvad deres ben kan holde til - med frugt. 

Og så holder de bananklasser frem eller poser med udskåret ananas. Tomater, græskar, mangoer, store advocadoer - tre gange så store, som dem vi kan købe i Danmark - og tigger os om at købe dem. 

Og selvom vi sidder med skødet fyldt af minibananer købt fra det sidste stop - eller kiks købt af drengene ved Total-benzinstationen i Nanyuki, hvor vi gjorde holdt, fordi den første matatus motor var ved at brænde sammen - så bliver de ved med at tigge os om at købe lige netop deres frugt. Insisterende. Vedvarende står de med løftede bananer uden for eens vindue og bedende øjne, så vi må forstå, at det er for deres skyld vi skal købe frugten, ikke fordi vi nødvendigvis mangler den.

Da vi ankommer i Thika og endelig finder den velhavende brudgoms familiehjem bliver vi budt velkommen af hans far i lang hvid kjortel og mænd og kvinder adskilles - så kvinderne sidder på terassen og mændene i haven. Alle under telte i den bagende sol. Og så går der igen timer før brullyppet går i gang.

Sent på eftermiddagen, da alle munde er mættet af buffetten med sure syltede limefrugter og mango og grønne chilier og bønnesalater og Chapati-pandekager, begynder en del af bryllupsceremonierne med præsentation af brudens og brudgommens familier.

Mandens to maver

Og så bliver alle kvinderne inviteret ind i huset til at rådgive bruden. De nærmeste samler sig i en stolekreds i stuen og som en af de første rejser en tante-lignende, mandhaftig dame i blåt sig med brede skuldre og hår redt tilbage fra pande til nakke, og taler til bruden.

Og hun går lige til sagen - på engelsk - så alle kan forstå det. - Manden har to maver der skal mættes siger hun og peger med begge hænder på sit skridt. - Her - og så hæver hun armene til maven - Og her. Og som hustru må du sørge for altid at holde ham mæt, så han ikke går andre steder hen.

- For der står andre i kø for at mætte ham derude.

Sådan et råd får man altså, når kvinder samles til afrikansk ægteskabsrådgivning, og det er forunderligt, hvordan man som frisindet dansker kan stå og tænke, at der godt nok er langt mellem den slags snakke hjemme i Danmark, hvor jeg fornemmer at enhver snak om utroskab, trods den vide udbredelse af fænomenet, synes at være omgærdet af en hel del tabuer.

Jeg har i hvert fald aldrig oplevet, at det er blevet bragt op i en bryllups-tale, selvom det jo overalt i verden må ses som en central udfordring for ethvert ægteskab.

Andre kvinder byder ind. De taler swahili og kikuyu, så ikke engang de kenyanske kvinder ved min side kan hjælpe med at oversætte. Men de fniser og klapper i hænderne og ler højt, og jeg gætter på, at der var flere og mere konkrete råd til, hvordan man skal holde sin mand tilfreds i ægteskabet:

Så han ikke lader sig lokke, når kvinderne uden for matatuen - billedligt talt - kommer løbende og byder sig til med friske frugter.

Måske en og anden feminist derhjemme ville synes, at det var helt galt at give kvinden ansvaret for, at manden stiller sin seksuelle sult uden for ægteskabet. Men derfor synes jeg nu alligevel, at der godt kan være en vis ræson i som kvinde at påtage sig ansvaret for at tilfredsstille både den øvre og nedre sult hos den mand, man har valgt at elske.

Det kunne jo være, at det ville gøre skilsmisserne derhjemme mindre talrige, tænker jeg.

Apropos sex, så fylder de emner, vi ville kalde "kvinde-emner" i Europa, enormt meget i aviserne. De kenyanske aviser bringer hele tillæg i weekenderne helliget rådgivende artikler om kærlighedsliv og partnerskab. Om alt fra vold og HIV, børn, faderskab og jalousi og manglende lyst. Og jeg har fået fortalt, at man sågar har et meget offensivt radioprogram, hvor utro mænd bliver ringet op og afsløret live i programmet. Måske man her tager samliv, kærlighed og erotik mere alvorligt, end vi gør derhjemme?