Strictly come Dancing

The Shoreditch quarter in London. Just around the corner from New Yards Inn, where Frame is situated. Very cool neighborhood.

Engang imellem skal man hjem fra en rejse før man begynder at forstå, hvad man har lært af at være på farten. Det er tilfældet denne gang, hvor jeg har tilbragt en travlt skrivende og dansende uge i London på besøg hos gode venner. En uge der endte med at blive særdeles lærerig ikke mindst på grund af en bitchet danselærer.

Mandag eftermiddag befandt jeg mig i en dansesal i Shoreditch-distriktet i det østlige London til en "Music Video Beginner"-time. Instruktøren med de rappe hoftevrid forrest ved spejlene var en høj, slank fyr i sportige sko med runde snuder.

Han var overraskende nok iført en lang grå striktrøje i den varme dansesal og løse joggingbukser, som han trak ivrigt op i for at vise, hvordan vi præcis skulle skyde vores hofter til den ene eller anden side præcis på det rigtige sted, lige inden eller lige efter beatet.

You are not children?
Efter at have instrueret os i de samme 40 sekunders dans til en bestemt sang igen og igen, stillede han sig op med armene over kors og hænderne foldet om albuerne og kiggede skeptisk på os med sine fyldige læber og kønne øjne.

Og så skældte han os ud:  - Can you please concentrate - all I ask of you is one hour of your concentration. Why are you somewhere else? Come on - You are not children, are you?

Det er man så ikke helt vant til - slet ikke som dansker. Men selvom jeg lige startede med at veksle et skævt smil med hende, der dansede ved min side, kunne jeg ikke lade være med at føle den der barnlige skamfuldhed og tænke: Han har jo ret. Ind med bagdelen. Ud med armene. Step på beatet. Der. Sådan.

Og den små-bitchede attitude hjalp overraskende. Nu bevægede vi os faktisk synkront i salen med de røde murstensvægge og den lettere rumlende lyd udefra af toget, der kørte over jernbroen ved Shoreditch Station. Bag den sukkersøde sangerindes heftige beats og "I will love you like this..."

Timing - føling - fejl
Og efter at have forstået det her med fokus og rettet min fulde opmærksomhed mod den grå striksweater endte det med, at jeg samlede det ene guldkorn op fra dansegulvet efter det andet:

• Læren om timing: At bruge den tid, der er, og ikke forcere tempo af angst for ikke at nå næste trin. 
• Læren om at fortolke og engagere sig i musikken, ikke bare at bevæge sig efter koreografien. 
• Læren om ikke at bruge god hjernekraft på at forsøge at kopiere andre, der selv er ved at lære. 
• Og læren om at se sig selv i spejlet og se sine fejl i øjnene. Så man kan rette dem.

Efter jeg er kommet hjem har jeg haft hans ord i hovedet på tennisbanen et par dage i træk. Og selv her hjælper de mig til fremskridt hele tiden: Ved at iagttage min skygge, når jeg træner slag. Ved virkelig at holde fokus på bolden. Ved at give mig tid til at forberede slaget, inden jeg rammer.

Måske briterne har en særlig sans for denne her timing. Og måske det er tilfældigt, at det er i et dansestudio i Shoreditch i bedste Flashdance-stil at jeg skal have sådan en aha-oplevelse af, hvad det vil sige, at lære sin krop nye bevægelser.

Når det ikke er godt nok
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den runde og bløde danske pædagogik, med evindelige opmuntrende kommentarer, faktisk berøver mig og andre herhjemme muligheden for virkeligt at lære noget ved at have den anden side med: Den side, der hedder: Det er ikke godt nok, det der! Men nu skal du se, hvordan det skal gøres.

Under alle omstændigheder skal jeg helt sikkert tilbage til "Reliance Square", næste gang jeg tager til London. Man kan godt blive afhængig af at være et sted, hvor man er i konstant bevægelse og for alvor føler at man rykker sig. Fysisk såvel som mentalt.

Apropos Britisk dans. Så er "Strictly come Dancing" BBC's udgave af "Vild med dans":
http://www.bbc.co.uk/strictlycomedancing/

Og hvis du er vild med dans og skal til London, så tag forbi Frame:
http://new.moveyourframe.com/