REJSEN TIL KENYA III 2012

NEXT: Nordirland - Malmø - Minnesota MAJ 13: Kathmandu APRIL 13: Qatar JAN 13: New Orleans DEC 12: Texas JUNI 12: London APRIL 12: Nanyuki DEC 11: Moskva - Skt. Petersborg - Zanzibar NOV 11: Eastleigh SEP 11: Nairobi



mandag den 5. november 2012

Fra Messias til meningsmåling


CAMBIO: Change. Plakat opsat i San Francisco op til præsidentvalget i 2008.
YES WE CAN: USA's valg for fire år siden var historisk. Den første sorte præsident blev valgt. Det handlede om håb og forandring. Jeg var til Demokraternes fest på hotel Westinn St. Francis i centrum af San Francisco i staten Californien på vestkysten. Sporvognene kørte rundt og ringede med klokkerne. Folk græd og krammede hinanden på gaden.

Hvad skete der så? Ikke nok - åbenbart - til at holde gejsten oppe. Til at bevare troen på manden på toppen. Barack Obama. Godt nok er en sygesikringsreform gennemført. Homoseksualitet er blevet accepteret i hæren. Soldaterne er på vej hjem fra Mellemøsten. Osama Bin Laden er væk. Men det gør stadig ondt i finanserne.

Mange amerikanere er arbejdsløse. Flere er blevet fattige. Krisen er stadig i gang i USA. Men. Der er jo også kun gået fire år. Så: Hvorfor denne mistillid. Skuffelse. Allerede? Er det ikke lidt for hurtigt at dømme manden. Var det så det? Myten Obama, der vandt på håb og budskaber om forandring, og så var han væk igen. For så kom millionæren og mormonen Mitt Romney og fortalte amerikanerne, at han vil sætte skatterne ned - og skabe 12 millioner nye job. At han kan gøre den forskel, han mener Obama ikke har kunnet.

Washington Post skriver her til aften, at den seneste exit poll peger på, at 50 procent af amerikanerne i morgen vil stemme på Obama, og at 47 procent af vælgerne vil pege på Mitt Romney. Det er tæt løb - men med de rigtige stater og valgmænd vurderer mange, at Obama får fire år mere i Det Hvide Hus. Nu må vi se, hvad der sker.


På vej til Texas
Og jeg er ekstra spændt, for jeg skal til USA igen på bagsiden af valget. Omkring nytår flyver jeg over Atlanten, når den europæiske presse er taget den anden vej. Jeg har tidligere været i Californien, Chicago, New York og Washington: Men nu skal jeg for første gang til Syden: Jeg flyver til New Orleans og skal holde nytår på en ranch i Texas. Så det bliver spændende, om det er Obama-land eller Romney-terræn, jeg skal ud i.

Men det tætte valg får mig til at tænke over, hvor enormt meget energi og hvor mange dollars, der bliver brugt på selve denne her demokratiske handling: Valget. Og fortællingen om valget. Tæt på det absurde:

En fortælling om magtens mænd og kvinder, der bliver ved med at skuffe: Først bygget op som eneren der mod alle odds kæmper sig til tops, for så at få magten og skuffe fælt: Er det en sund styring af et samfund at dyrke den fortælling om og om igen?

Amerikanerne siges jo ellers at have en vinder-mentalitet. En dyrkelse af den stærke ener. Men når man ser tilbage, skal man helt tilbage til Clinton for at finde en lederskikkelse, der stadig har en aura af at være vinder. Bush, McCain, Sarah Palin, Hillary Clinton ... de tabte på hver deres måde. Mon ikke USA har brug for at vælge en rigtig vinder denne gang.
Francis St. Westinn: Obama er præsident. Demokraternes valgfest er i gang - iblandet malurt, fordi stemmerne afgivet samtidig med præsidentvalget også annullerede de californiske bøssers ret til ægteskaber, 2008

Vicepræsident-kandidat Sarah Palin look-alike, til Halloween fest i San Francisco, oktober 2008


Haigtht Ashbury,SanFranciscos hippiekvarter, oktober 2008 lige inden Obama blev valgt.
Demokraternes valgfest, Francis St. Westinn Hotel, San Francisco, oktober 2008


Oakland, forstad til San Francisco, tæt på Berkeley University, oktober 2008. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar