Når folk drømmer

Foto: New York Times d.d.

To dage i Danmark med snaps og kolde vindstød har endnu ikke givet mig fornemmelsen af jul. Folk er forkølede. Stemningen i gadebilledet er mat. Den rituelle julefrokost gennemføres som et rastløst ritual med lumre taler, ris a la mande og utroskab.

EU knækker
Ude i Europa er unionen ved at knække over, og de danske politikere skal i gang med den uriasopgave, de godt støttet af den nationale presse har forsømt i årtier siden statsminister Jens Otto Krag gik af efter at have ført Danmark ind i EF:

For vores egen pengepungs skyld
At overbevise os om, at det er til vores fælles bedste at afgive en del af vores nationale suverænitet for at være med i Europas forenede nationer. Hvis det altså er det... Det er svært for de fleste at se og forstå, hvad al den storladne krisesnak egentlig går ud på i en tid, hvor folk med den store kabelpakke og et kraftigt forbrug af cigaretter føler sig fattige.

Hvad skal det der fællesskab med tyskerne og franskmændene og de økonomisk uansvarlige sydeuropæere egentlig gøre godt for? Hvis de får lov til at bestemme over os, får vi så højere priser på vores smør og bacon? Når de nu er så meget mere fattige end os, er der så ikke bare en risiko for, at vi bliver trukket med ned, alt imens vores arbejdspladser bliver overtaget af flittige indere og kinesere?

Østens energi
Skal vi følge den opportunistiske linie i det nye verdensbillede, skal vi nok til at blive venner med nogle af de nye store magter. Kineserne, der bygger veje i Afrika som aldrig før, for at sikre sig leverancer af naturressourcer til det voksende storrige. Australierne, der godt kan lide vores grønne teknologi og allerede nu er i fuld gang med at købe danske vindmøller. Eller russerne, der med Putin i front har bebudet, at man skal til at energirenovere store dele af boligmassen og virksomhederne.

Det er i forvejen russerne, der skal stå for at levere en stor del af vores varme i fremtiden med al deres naturgas, så måske vi skulle satse mere på "vennerne" mod øst.

Mens vi venter
Danmark har da også for længst skruet væsentligt ned for kritikken af russernes forhold til ytringsfrihed og demokrati. Det er ikke de tider, hvor vi slår på stortromme i verden for vores idealer. For hvad har vores trang til at hævde ytringsfriheden med Muhammed-tegninger og hellig krig i Mellemøsten egentlig ført med sig (af stabile olieleverancer)?

Økonomisk krise, destabiliserede regioner, døde børn og kvinder og husdyr, og soldater der kommer hjem i ligposer eller med alvorlige sår på sjæl og krop.

Jeg synes, det føles, som om folk holder vejret lidt, og putter sig - under dynen, bag skrivebordet, hjemme i parcellen.Venter på at se, hvad den nye verden vil bringe med sig.

Tusinder demonstrerer
I Rusland putter de sig til gengæld ikke. I dag har tusindvis af russere været på gaderne med skilte, hvor de kalder præsidentkandidat Putin for en tyv. Massedemonstrationerne i de store byer som St. Petersborg og Moskva er i hele Putins æra atypiske. Nationalister og kommunister og andre grupper forener sig og går på gaden og hævder, at parlamentsvalget der gav Putins parti Forenet Rusland flertal var snyd.

Fra Tahrir-pladsen til Moskva
De organiserer sig via de sociale medier. Nu tør de pludselig at bruge deres fælles stemme. Bølgen fra det arabiske forår er nået til Rusland. Der synes i hvert fald at være en bevægelse i folket, der samler dem om en ny fælles drøm om en alternativ fremtid. Et nyt styre i Kreml.

Sammenhold mod ufred
En fælles drøm som vores politikere i Europa ser ud til at have tabt eller ligefrem forsømt at udvikle til fulde. For hvem i den unge befolkning føler for alvor den europæiske drøm om sammenholdet, der skal forhindre krigen i at bryde ud? Vel at mærke ikke en drøm, der handler om at udnytte fællesskabet for egen vindings skyld, men et fælles ønske om at leve i en fri og fredelig verden.

Dansen om juletræet
Jeg tror en masse russere er ved at tage hinanden i hænderne for at udfordre det bestående. Mens vi i Europa gør det modsatte og som briterne trækker os kraftigt tilbage i de nationale sneglehuse ved mødet med gamle systemers kollaps.

Måske derfor bliver dansen om juletræet i år et ritual herhjemme uden helt samme lys i øjnene, som når drømmen om fællesskabet er stærkere end angsten for ikke at finde den nyeste Ipad under træet.

Russisk jul
... Holder min lille teori giver det i hvert fald god mening at søge efter julestemningen i Rusland, når den nu synes at mangle så radikalt herhjemme. Jeg er i hvert fald spændt på at opleve stemningen i hvad der stadig må betegnes som "Putins rige" her lige efter parlamentsvalget, hvor folk går på gaderne og kræver forandring for første gang i mere end et årti.