Arktis magten

Der sker noget dramatisk nordpå i øjeblikket. For mens verdens politikere i Durban har haft travlt med at forhandle sig til, hvordan vi stopper klimaforandringerne, åbner de selvsamme ændringer på kloden op for et nye eventyr mod nord.

Faktisk er der et kapløb i gang, hvor vi danskere også er med. Danmark og Rusland har for nylig indgivet deres krav til kontinentalsokkel-kommissionen, der skal tage stilling til fremtidens havbundsret i Arktis, så der ikke opstår konflikter om, hvem der kan have ret til områdets råstoffer, der langsomt men sikkert bliver tilgængeligt, mens isen smelter.

Udstoppede fugle
Mandag er det nordiske rejsehold af journalister i St. Petersborg på besøg på Det arktiske Institut, AARI - Arctic and Antarctic Research Institute, i et kvarter med trøsteløst beskidte og ramponerede Sovjetblokke.

Vi kommer ind i en hall, med udstoppede mågefugle hængende over trappen op til næste niveau. Bygningen minder mest af alt om Zoologisk Museum i København og det bliver ikke mindre eksotisk af at blive ledt ned af en lang gang med døre i forskellige størrelser, både hvad angår højde og bredde.

Store og små døre
Jeg har det på en eller anden måde, som om jeg er med i en Tintin-tegneserie på jagt efter en sunken ubåd eller et isbjerg med en skat i, og det lykkes mig ikke at finde ud af, hvorfor dørene på instituttet ser ud, som om de er specialdesignet til, at en stor og tyk forsker, kan gå ind på sit kontor det ene sted, mens en lille og tynd forsker får en tilsvarende dør med skilt på lige ved siden af. 

Det kan selvfølgelig også være et skab beregnet til uønskede forskningsresultater. Eller udstoppede Arktis-dyr, der ikke længere hører til i hall'en. Men det forbliver uvist.

Gådefuldheden bliver til gengæld hurtigt afløst af en regn af fakta fra fire meget talende professorer i vores møderum, med højtidelige forskergruppe-portrætter, priser og fotos fra isstationerne mod nord på væggene.

Farlige boringer
De fortæller ganske og aldeles upolitisk og temmelig tørt om instituttets rolle i den nuværende russiske investering i forskning og udvikling af teknologi til at kunne bore i de kolde have, så store virksomheder som Total, Statoil og Gazprom kan udvide deres aktiviteter og hente olie og naturgas ud af af de kolde områder. 

Boringer, som de medgiver i tilfælde af spild, vil kunne få alvorlige konsekvenser for miljøet i dybhavet, da det er ekstraordinært svært at rydde op efter et olieudslip, når råolien glider ind isen.

Men, som de siger: Ministeriet for Særlige Katastrofer, har opsat otte nød-stationer i Arktis-området klar til at rykke, hvis det i deres øjne utænkelige skulle ske, at et udslip kom ud af kontrol. En oplysning hvis rigtighed, en kilde senere fortæller os, der er god grund til at betvivle...

Tynd is
De fortæller om opbygningen af en ny flåde atomdrevne isbrydere. Om flydende boreplatforme, der kan flyttes, hvis et af de store isbjerge, nogle på 3,5 millioner ton, kommer i vejen. Og om den nordlige transportrute, der langsomt men sikkert bliver isfri langs det mægtige Ruslands nordkyst.

Istykkelsen i området er allerede skrumpet fra 185 centimeter i 1977 til 142 centimeter i 2005. Og selvom russiske forskere generelt har forholdt sig skeptiske over for snakken om klimaforandringer, så virker disse til at bekræfte, at de i dag kan ses og måles med det blotte øje.

Den nordlige rute
Det er dog stadig konfliktfyldt farvand. Isnende mindelser om spændinger mellem USA og Rusland under den kolde krig ligger stadig friske i denne ufremkommelige del af verden. 

Rusland har store interesser både i råvarerne og sejlruten, der fremover kan gøre det muligt for Mærsks tankskibe at sejle fra Europa til Asien af den nordlige rute og dermed helt undgå Suezkanalen og de piratfyldte farvande ved Afrikas Horn.

Norge og Rusland 
Så der er i dag en markant tilstedeværelse af militære fartøjer i området. Det betyder dog ikke, at der for alvor er optræk til ballade. Det Arktiske Råds diplomati virker langsomt i retning af at få tegnet landkortet op, for at fordele rigdommene mod nord efter gældende havret.

Senest i sommer er en historisk aftale kommet på plads mellem Norge og Rusland, hvor begge nationer gik på kompromis med deres krav om, hvor grænsen i havet skulle drages, så et omstridt område på 175.000 km2 blev delt ligeligt mellem dem. 

Vel at mærke efter uforsonlige krav fra begge parter siden 70'erne, hvor Norge første gang gjorde krav på området jf. Svalbardkontrakten fra 1920 - der strider mod den gældende havret, som russerne mente skulle håndhæves.

På den måde åbnes store og små døre mod en ny del af verden, der meget vel kan byde på både ufattelige rigdomme - og ufattelige miljøkatastrofer, hvis sikkerheden ikke er i orden.