At være - eller ikke at være - Europæer

Fredag indkaldte den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle til et nyt møde om EU's fremtid. For Tyskland ønsker sig, at de europæiske nationer knyttes tættere sammen med en fælles grundlov og en folkevalgt præsident.

Og da den melding traditionelt har det med at sætte danske politikere i bakgear, skyndte udenrigsminister Villy Søvndal sig da også at melde fra til det forestående tyskledede møde.

Hackescher Markt

Det fik mig til at tænke tilbage på en eftermiddag i forretningskvarteret Hackescher Markt i Berlin for to år siden.

Jeg var på det tidspunkt ved at skrive speciale om EU og grundloven og danskernes manglende lyst til at afgive national magt, og jeg var i Tyskland for lige at trække vejret en gang: Det lune, lækre forårsvejr - akkurat som det er i København lige nu.

Fra vulkaner til vinterbad
Inden jeg kom til Berlin havde jeg været på De Kanariske Øer, besøgt venner i Oxford og London og rejst til Finland for at vinterbade i et par af deres tusind isdækkede søer, så jeg var både træt og forkølet og satte mig derfor udmattet af by-turisme til at kigge på folk, der gik forbi og lignede mig selv til forveksling:

Folk der kom fra toget med pap-kaffekrus og i Converse-sko på en plads, der med sine grå toner lige så godt kunne have ligget i København.

En præsident i Berlin
- Jeg er jo egentlig europæer, tænkte jeg: Det er så let og billigt at komme omkring efterhånden. Og når vi nu ligner hinanden så meget og lever så ens, er det egentlig så så slemt, hvis vi en dag fik en tysk eller fransk præsident, der styrede unionen her fra dens hjerte - det engang så splittede Berlin?

Først finanspagten

Allerede på det tidspunkt var det sådan set klart, hvad der var ved at ske. Den nødvendige økonomiske overbygning på møntunionen var på tegnebrættet, allerede inden Grækenland for alvor kom i uføre.

Det ligger nemlig i hele EU's historiske konstruktion, at det økonomiske samarbejde - ikke mindst en fælles valuta - gør det nødvendigt også at koordinere andre politikker.

Næste skridt: Grundlov og præsident

EU-præsidenten Herman van Rompuy talte allerede om en finanspagt i 2010.

Og helt tilbage ved EF's begyndelse - dengang det hed Kul og Stålunionen i 1950'erne - forestillede den franske embedsmand Jean Monnet sig, at en form for føderation mellem de europæiske lande med tiden ville vokse frem.

Ideen var ganske enkelt, at det økonomiske samarbejde hele tiden ville gøre det nødvendigt at lave fælles lovgivning på nye områder, så unionen til sidst var en realitet, uden at der som sådan var nogen, der havde taget politisk beslutning om det

Søvndal: Ikke relevant
Nu taler udenrigsminister Guido Westerwelle så om en folkevalgt EU-præsident og en ny traktat for Europa, men da det kom frem i Bella Centret under et EU-topmøde i København fredag udtalte udenrigsminister Villy Søvndal til Berlingske, at det havde han ikke tidligere hørt om, og at det ifølge hans optik ikke var relevante forslag.

En måske lidt tankevækkende melding fra formandslandet:

Ja til finanser - nej til visioner
For hvordan kan det være, at vi på den ene side skal tage EU så seriøst, at vi helt uden euro og folkelig debat anerkender en primært tysk og fransk udtænkt plan for Europas finanser, men samtidig ikke vil tage Tysklands udenrigsministers visioner for Europas fremtid seriøst?

Den tøvende Villy Søvndal over for de tyske visioner viser med al klarhed Danmarks svære position i EU fra de spæde skridt i starten af 70'erne og frem:

Vi har altid gerne villet se fællesskabet som ren økonomi. Og når det kommer til det politiske fællesskab - som er en realitet - så ryster danske politikere på hovedet, så presse og folk får indtrykket af, at det ingen gang har på jorden.

Den hemmelige europæer

Og så er jeg tilbage ved, hvad der allerede nagede mig, da jeg sad på Hackescher Markt: Jeg har nemlig ikke noget imod at være "Europæer". Jeg kan godt lide at læse "Die Welt" højt for mig selv om søndagen. Jeg elsker belgiske tegneserier. Og franske makroner og italienernes pludrende sprog.

Men der er ikke nogen herhjemme i EU's nuværende formandsland, Danmark, der har fortalt mig, at det er en identitet jeg skal til at vænne mig til at bruge til noget:

Og at Angela Merkel og Nicolas Sarkozy og et vældigt korps af bureaukrater i Bruxelles faktisk er dem, der sætter rammerne for min - og ikke bare grækernes - fremtid.

Danmark - en forbundsstat?

Ifølge vores folkevalgte politikere er det i vores interesse, at det er sådan. Og jeg betvivler ikke de gode motiver.

Men jeg tvivler til tider på den historiske bevidsthed hos politikerne - om de lange seje træk i udviklingen mod den endelige union, en føderation, der i praksis kan ende med at gøre Danmark til en forbundsstat.

S trimmer velfærden
Og det kunne jo godt pege derhenad allerede nu, hvor Socialdemokraterne stik imod tidligere politiske udmeldinger med "velfærd frem for skattelettelser", har fremlagt et sparekatalog med forslag til en ganske omfattende trimning af velfærdsstaten - umiddelbart i forlængelse af underskriften på finanspagten.

"Die Welt"

Jeg tror dog bevidstheden om den europæiske identitet er på vej mod overfladen. Den er i hvert fald ved at materialisere sig ude i gaden her i København: Fornemmelsen af at være europæer:

Foreløbig er jeg i hvert fald som avis-elsker dybt begejstret over for nylig at opdage, at de tyske visioner for kontinentet nu er lige til at tage med hjem under armen fra Østerport Station i København:

Her nåede jeg lige at få den sidste "Die Welt" med hjem fra standeren forleden. Der er åbenbart rift om dem.