Det hellige træ

Når man rejser meget og langt - især med fly, hvor man ikke kan nå at opleve ændringerne i landskabet - er det at nå frem de første dage engang imellem som at drømme. Min første dag i Kathmandu er ingen undtagelse.

Trafikken buldrer afsted omkring mig. Biler og motorcyler strømmer larmende og svirrende forbi som hvepse og humlebier. De dytter hver gang de skal om et hjørne eller kører frem mod nogen med ryggen til. Og det vil sige hele tiden. Støvet efter regnen gør, at folk går med masker. Mit første køb i Kathmandu er en maske, jeg kan have for munden, så jeg ikke bliver forkølet af støvet.

Så går jeg gennem byen og passerer folk med samme masker, der får mig til at tænke på Michael Jackson, som så ofte blev fotograferet med sådan en halvmaske på, der dækker mund og næse og sidder fast med to løkker omkring ørerne. Det er ikke tid for monsun, men det har alligevel regnet de sidste dage i Kathmandu, hvor temperaturen er lun.

Dyttende biler og motorcykler, mennesker med masker og paraplyer og regn over vejkantens kæmpebambus, der hæver sig som store træer, får alting til at virke uvirkeligt for mig, der lige er landet fra et solrigt dansk forår adskilt af en nat i Qatars ørkenvarme.

Og da jeg får øje på en halvåben port med et skilt om ikke at må tage kamera med inden for på det hellige område, får jeg lyst til at slippe væk fra byens støj:

Regnen tager til, mens jeg går rundt og ser på statuer og figurer, jeg ikke kan forstå, indtil jeg genkender et træ. - Fra en drøm.

Det er et vældigt træ med en enorm krone i hjørnet af gården tæt ved den afsatte nepalesiske kong Gyanendras tidligere bolig. Det vokser på en stenopsats og er så tykt, at det tager 15-20 skridt at komme rundt om det. Men jeg genkender det med det samme fra en besynderlig drøm jeg havde for syv dage siden, inden jeg rejste.

Jeg står under kronen og prøver at kigge op, mens det tordner. Og træet her er akkurat som i min drøm. Det hæver sig på rødder over jorden, som om det strejker sig og rødderne slynger sig om hinanden opad i tre store bundter, der bliver til stammer, så vældige, at de nederste "grene" er lige så store og tunge som selvstændige træstammer. Og ned fra disse stammer hænger løv, der ligner tynde grene og rødder, selvom kronen er grøn.

Det drypper mig i øjnene, når jeg prøver at kigge op, men træet er så fascinerende, at jeg ikke kan lade være med at stå og kigge længe på det i tordenen. Det minder mig om Yggdrasil fra den nordiske mytologi, og når nepaleserne kommer og efterlader blomsterhoveder og grønne blad-skåle her ved rødderne, er det da også dets helligdom, der trækker dem ind under kronen.

Buddha opnåede sin særlige indsigt eller "oplysning" om man vil netop under sådan et træ med denne type højtstående rødder i Indien, et Bodhi træ. Og i hinduismen er der en historie om guden Vishnu, der blandt andet associeres med visdom og som i en historie gemmer sig for dæmoner i sådan et træ.

Mens jeg står og ser på træet fra min drøm, piler et egern ned fra en af stammerne og står helt stille med vejrende næsebor ud for mig. Længe. I det øjeblik jeg mister tålmodigheden og kigger væk forsvinder det i et splitsekund. Det er som at se hele universet på een gang. Som om det giver sig og udvider sig, jo mere man ser på det. En billedrigdom dagligdagens computerskærme aldrig kan imitere.

Måske man kun kan vågne af drømmen ved at blive et sted som her  under et træ og se længe nok på det til virkelig at forstå verden, og alt hvad der er i den? Så stilner tordenen af. Jeg ser to små gudinde-statuebilleder ved foden af trærødderne, inden jeg går ud af den tomme tempelgård for snart igen at forvilde mig ind i en ny afkrog af Kathmandu... The Garden of Dreams, som mit næste blogindlæg handler om.