Barne-gudinderne

Jeg er taget til Kathmandu Durbar Square for at se hende en sen eftermiddag efter undervisningen i Nepals hovedstad: Den levende barne-gudinde, kumarien. 

Der er faktisk flere kumarier i Kathmandu, der i gamle dage bestod af tre kongeriger. Også i det tidligere kongerige Patan - på Patan Durbar Square - og Bakhtapur - bor en kumari. En barnegudinde, der er buddhistisk Newari, som Kathmandu-dalens folk kaldes. 

Buddhistisk hindu-gudinde

Newari-slægten er både buddhister og hinduister og blandt andet kendt for den storslåede kultur, der gør, at Kathmandudalen har syv verdensarvs-bygninger på UNESCO-listen og omkring 2500 bevaringsværdige templer og stupaer. Og som med så meget andet religiøst jeg oplever i dalen, er kumari-traditionen en blanding af både hinduisme og buddhisme.

Som turist bliver man hurtigt inviteret inden for i den lille firkantede gård til kumari-boligen, hvor der er udsigt til tre vinduer, hvoraf det midterste er der gudinden viser sig. Kumarien tager også almindelige borgere i audiens, som vil komme og ofre til hende, og så er hun hovedperson i den årlige kumari-festival i september, hvor hun i sin egen vogn og med en kæmpe procession kommer ud på pladsen for at modtage sin hyldest.

I det midterste vindue

Jeg har en nepalesisk dokumentarist til at komme forbi nogle dage efter og vise mine Global Citizen College-studerende en dokumentarfilm om en tidligere kumari, han har lavet sammen med en dansk instruktør. Det er herfra det ovenstående billede stammer, for vi må ikke tage billeder af hende, da jeg besøger kumari-boligen på Kathmandu Durbar Square.

Da gården er fyldt op med turister, bliver vi bedt om at gemme kameraerne væk, og så kommer den tidligere royale kumari - en lille pige på i dag omkring syv år - til syne i det midterste vindue. Hun står og holder i det runde trægelænder med strakte arme, som om hun prøver, hvor godt det kan holde. Hun er ikke særligt sminket men er iført sin klassiske røde kjole og ser på en lettere apatisk måde med et strejf af modvillighed på os. 

Så er hun væk fra vinduet. De to mænd, der sidder i hver sit vindue omkring hende, gør ikke miner til at stoppe hende. 

Forbudt at bløde

Kumaritraditionen i Kathmandu-dalen er ældgammel. Og pigerne der skiftevis i en årrække får lov til at lægge krop til gudinden Kumari Devi skal opfølge en række krav til perfektion, hvorefter den rette vælges og flyttes væk fra sin familie og ind i huset her, hvor hun lever beskyttet og ophøjet, indtil hun får sin menstruation. Bløder hun, mister hun nemlig øjeblikkeligt sin guddommelige status.

Selve udvælgelsesprocessen er en kompliceret affære. En kumari må ikke have mærker på kroppen og hun skal igennem en prøve, hvor hun blandt andet siges at blive lukket inde i et rum med afhuggede dyrehoveder eller at blive forsøgt skræmt af voksne med masker. 

Menneskerettigheder

Hvis hun ikke græder eller viser tegn på angst er hun gudinde. I 2008 var der en retssag mod kumari-præsterne, som man mente overskred menneskerettighederne ved at holde liv i den gamle tradition. 

I dag er kumarierne derfor også sikret blandt andet en skoleuddannelse, hvilket ikke var tilfældet tidligere, som min kontakt, dokumentaristen Arun, fortæller os, da han besøger Global Citizen College for at vise den gamle kumari-film produceret til dansk børne-tv. 

Kumariens fremtid: It-eksperter ...eller mødre

En af de kumarier han har fulgt er blevet it-ekspert i New York. Og hun er ikke den eneste, der har valgt netop den vej, som Arun konstaterer. Den noget afsondrede tilværelse for pigerne i templerne igennem deres barneår giver kumarierne visse udfordringer med det sociale i deres liv efter puberteten. 

Men det forhindrer altså ikke en del af dem i at komme videre - som it-ingeniører eller som hustruer og mødre, hvilket i dag også er en mulighed mod tidligere, hvor man ikke gerne så at en tidligere kumari giftede sig.

Munke debatten

Natten er mørk og blød af varme på bjerget, og jeg er gået ad stentrapper og stier til spisesalen, hvor munken Karma har fortalt mig, at der er debat i aften. Et par af de andre gæster på klosteret er med, og vi sætter os i den vante skrædderstilling på de lave brune bænke ved de små pulte bag rækkerne af munke, der allerede sidder klar i deres mørkerøde tibetanske munkekutter.

De former en kantet hestesko omkring to pulte, hvor et par unge munke snart tager plads. Og så begynder debatten. En lidt ældre munk starter ud. Han står op inde i hesteskoen rettet mod de to og slynger så sit spørgsmål ud på nepalesisk. Det ender skarpt og fyndigt med at stemmen stiger og afsluttes med at armen, der er hævet over hovedet, falder med et smæld og klapper den anden hånd i hoftehøjde. Karma fortæller mig efter debatten, at det er signalet til at svaret skal falde prompte. Det er spørgsmål om Buddhas lære, der afsluttes med det bydende "Ja" eller "nej". Og hele tiden kommer der nye munke ind i kredsen.

De rejser sig, tilsyneladende ukoordineret fra deres lave bænke og pulte. Retter på klædedragten ved at trække det røde stof over den gule under-trøje godt op over skulderen. Og så klapper de synkront til sidst, hver gang nogen har råbt et spørgsmål.

For de råber, munkene. Debatten foregår med stor fyndighed. Og brede smil. Ikke latter, men entusiasme. Og jeg sidder ved min lille pult ved siden af to amerikanske kvinder, der også tilbringer lørdag aften på klosteret og bliver mindet om min tid med ju-jitsu-træning: Ikke en kamp-sport. Men et kamp-system, som klubbens patriark plejede at sige.

Jeg husker den særlige disciplin og respekt man skulle udvise i do'en - i den måttebeklædte træningssal, hvor man blev kastet til jorden gang på gang efter at have fået fejet benene væk under sig, eller selv løftede en mand op med hoften for med en een fejende bevægelse at kaste ham hårdt i gulvet.

Der er lidt samme stemning her i den rå spisesal med de mørke træmøbler og væggen, hvor over tusind små buddhaer stirrer ud på munkenes "debat" fra hver deres lille glasskab: Adrenalin og kroppe, der spændes til øjeblikkelig tackling af angreb. Verbale angreb med samme trænede "vildskab" i den fysiske spørge-disciplin som i kampen på ju-jitsu-måtten.

Kun de to siddende munke i midten, der på denne måde "afhøres", svarer spagfærdigt: Ja eller nej, formoder jeg. I hvert fald kort. Og så fortsætter begejstringen i midten, indtil den dynamiske kreds er fyldt med munke, der skiftes til at råbe højt og rablende hurtigt og så: "Klap".

Det varer en lille time. Så opløses gruppen i midten, og to nye unge munke tager plads ved forhørs-bænkene. Karma venter uden for på stenafsatsen ved indgangen, der vender mod gæstehuset i mørket sammen med en gruppe andre munke. Han er endnu ikke nået til denne klasse, fortæller han, så derfor er han og vennerne ikke med i aften. Det kommer de til. Jeg tager mine sandaler på, der ligger ved indgangsdøren. Her går man kun ind i spisesalen med bare fødder.

Puja'en

Efter frokost er der "puja" i templets store sal. Karma viser mig derop. Vi sætter skoene for enden af trappen, og jeg går som een af de første ind i salen, da de to tunge røde døre bliver skubbet til side til de hellige gemakker.

Det er som at gå ind i en foret æske, med et loft i mange lag: Baldakiner og slipse-lignende silke-baner, der hænger ned langs søjlerne. De katolske kirker hjemme i Europa virker pludseligt enkle i forhold til dette kaos af farver og ornamenter og altre med mærkelige figurer af en vokslignende substans. Væggene i templet er malede med billeder af store helgener. Som Milarepa, den hellige mand, der ifølge overleveringen en overgang levede sammen med dyrene i skoven, før han nåede sin "oplysning". Karma peger ham begejstret ud, og jeg lægger mærke til ham, da jeg senere læser i Dalai Lamas "The Way to Freedom", som jeg har købt i en museumsbutik i Kathmandu:

Conquering the delusions is the task of a lifetime, skriver Dalai Lama her: ... if we look for instant realization or instant taming of thoughts and emotions, then we will become discouraged and depressed. The eleventh-century yogi Milarepa, one of the great masters in Tibetan history, spent years living like a wild animal and undergoing great hardship in order to be able to achieve high realizations.

En mindre rar skikkelse er til gengæld det helvedeslignende mørke væsen Karma kalder "the protector"- guden for justits og død. Han har en klippe længere nede af bjerget, som munkene en gang om året skal ofre til. Her må de bære masker for at beskytte sig mod ham, siger Karma. Og endnu engang udvider og strækker mit begreb om buddhismen sig. Hvad er det for en "beskytter" munkene her frygter sådan, at de skal ofre til ham?

Karma viser mig et tredelt alter, der som en brudelagkage er dækket til af voksfigurer og konstaterer jeg smilende: Colaflasker og kiksepakker i massevis. Det er ofringer til beskytteren: Cola og kiks. Dagen efter - om søndagen - bærer munkene noget nær 30 kasser ind i templet med tomme kalorier af de langtidsholdbare slags: Jeg kan se, at der er osterejer i nogle af kasserne.  Flere ofringer til den frygtede døds-gud.

Hvad sker der med alle de her ofringer bagefter? spørger jeg Karma senere: - Vi spiser dem, siger han.

Da messen går i gang sidder jeg på en lille måtte over den hårde bænk i det airconditionerede tempel bag munkenes rækker. Foran mig står det lille lave møbel, der også er bord i spisesalen. Munkene messer med dybe stemmer, og nogen blæser i lange tynde horn, der skaber en sælsom lyd, jeg kender fra film.

Der er noget sært bedøvende over deres messen, og den for mig uigennemskuelige rytme sange og vers falder efter hinanden på. De andre besøgende trisser een efter een ud af den åbne røde port, hvor munkene ordner røgelsen ude, inden de tager den ind i templet i kar, der svinges rygende frem og tilbage over de bedende.

Også de indiske turister i glimtende sarier, der går ind af midtergangen, som munkene sidder med ansigtet rettet mod, forsvinder efterhånden, som messen skrider frem.

Jeg kan godt lide messen, fordi den taler til noget dybt inde i mig, jeg kan forstå. Jeg tænker, at det er et menneskeligt ur-instinkt: Den kropslige del af den buddhistiske bøn i templet gør mig tryg. Jeg sidder med lukkede øjne og mærker at min overkrop begynder at svaje frem og tilbage i en særlig rytme. Det er det, jeg har savnet mest af alt på min første rejse til Østen.

Det er som om dette "instinkt" ikke er så klart til stede her, som jeg har oplevet det andre steder i verden - jeg har i hvert fald svært ved at mærke det. Kulturens koder synes for mig, at styre menneskers adfærd i en grad jeg måske nok er vant til hjemme i Danmark: Men her forstår jeg ikke sprog og vaner, og derfor er identiteten som fremmed komplet.

Her i den silkeforede kinesiske æske af et kloster med tre lag af loft højt over mig med baldakiner og ornamenter, kæmpevaser og syv vældige guld-buddhaer, er der et fælleskab til stede, hvis vibrationer, jeg kan mærke. Om dét så er en illusion kan jeg umuligt gennemskue. Timer efter, hvor munkene holder pause fra den sponsorerede bøn - som en rig afdød har betalt omkostningerne for - går jeg uden for templet i sollyset. Vinden suser ind fra dalen, og jeg synes at kunne høre deres sang, derinde.

De er i gang igen, siger jeg til Karma. Nej - siger han. Der er ingen. Jamen jeg kan jo høre dem, siger jeg. Nej. Templets røde døre er ganske rigtigt lukkede og låste. Een af de små munke giver mig en klump af den dej, de former figurer af til altrene. Det dufter af sukker og vanille. Det er disse klumper de farver og laver figurer af. Jeg former et hjerte til den lille munk. Men det er ikke et symbol med nogen betydning for ham. Det er et kristent symbol.

Det er ellers det der med at følge hjertet, jeg kender Dalai Lama så godt for. Men det handler nok ikke så meget om den selvcentrerede jagt på vores egen lykke, vi dyrker i Vesten. Snarere handler det, som jeg forstår det, om at opnå frihed ved at give slip på begær og indbildninger om lykke og lykkefølelser, der efterlader smerte, når de går væk. 

Den lille munk folder hjertet sammen. Vinden blæser. Snart slår en af de store munke på den vældige messingtallerken, der er hængt op. Og så myldrer munkene ind i en vældig hast for at fortsætte deres puja.

Den sultne tiger

De mener det alvorligt med deres medfølelses-begreb, buddhisterne. Jeg er på et af de helligste steder i verden for de tibetanske munke. 40 kilometer sydøst for Kathmandu, 1750 meter oppe med udsigt til Himalaya, når der altså er klart.

Og både kinesere og indere og nepalesere ser ud til at valfarte hertil, hvor de klassiske buddhistiske rød, hvid, gule og grønne flag med tekster vejrer i luften. De samles højt oppe på en bakketop i et knudepunkt og markerer en berømt buddhistisk legende om en prins, hvis medfølelse var så stor, at han opnåede at blive en Buddha.

Det er min nye ven, munken Karma, der fortæller mig historien, efter jeg har været på klosteret et døgns tid. Han tager mig med op til et lille tempel på vejen til højen med de mange vimpler i solnedgangen. Her går en lille bitte gammel dame, som jeg tidligere har set ligge og sove på en klippe og tænder lys.

Legenden, der her holdes i live, handler om stor medfølelse. For her hvor solen går ned bag Himalaya, ofrede en ung prins for mange år siden sit liv for at hjælpe en tiger. Og derfor ligger her nu et stort rødt tempel med skinnende guldtag fyldt op med munke og vældige buddhafigurer.

Det er en voldsom historie og langt fra min forståelse af buddhismen, der med god ret kan kaldes Google-buddhisme. Jeg har altid tænkt på den venlige lille Dalai Lama og hans gode råd rettet til vestlige sind som mit: Om hvordan man kan være lykkelig og tilfreds i sit liv ved at bekæmpe grådigheden i sit indre og leve for at hjælpe andre.

Men prinsen her på bjerget går langt. Ifølge legende opdager han på en jagt med sine brødre en udsultet huntiger med unger, som hun skal til at spise. Prinsen handler storsindet og ofrer sig selv til tigeren, så hun kan stille sin sult i hans kød. Jeg tænker på Jesus, der ofrer sig for menneskeheden, og kødet og blodet, der skænkes i kirken.

Og så er denne nye "kødelige" side af buddhismen måske egentlig ikke så mærkelig her, hvor hinduismen med alle dens guder og hellige dyr med reinkarnerede ånder omfavner Buddha.

Vi må have brug for disse selvopofrende skikkelser i vores liv på Jorden, siden religionerne i den grad dyrker dem, der giver sig selv bort for andres liv.

Læs mere her:

http://sacredsites.com/asia/nepal/namobuddha.html

Namo Buddha - og vejen til friheden

Vejen til Namo Buddha fra Kathmandu går gennem store sving opad mellem etagemarkernes ris og små hytter med fattige mennesker, høns og hunde langs vejkanten. Jeg er på vej mod Thrangu Tashi Yangtse klosteret, hvor jeg har hørt, at jeg kan overnatte ved klosteret, spise med munkene og overvære deres bønner.

Min chauffør Laxman taler om tigre, da vi når til det sted, hvor vejen bliver vild, så bilen nænsomt skal køres frem over de tusind sten og klippestykker med grøn skov til alle sider. Solen kaster sine små spot ned gennem løvet, og jeg er glad for ikke at skulle gå der alene, som mine studerende har gjort før i en stor flok, da de skulle besøge klosteret. 

Så er der små børn, der løber ved siden af os med bladskåle med fascinerende orange bær i, jeg aldrig har set før. Men jeg skal som tidligere sagt ikke nyde noget af friske bær, der kan gøre mig syg. Pludselig står der en pjaltet mand midt på vejen med et ansigt forvredet af vanvid og raseri. Han siger ikke noget, og vi kører uden om ham. Jeg forstår ikke, hvad min chauffør svarer mig, da jeg spørger til, om han kunne se, hvad der var galt med manden.

Længere oppe af den stenede vej til Namo Buddha er der høns, geder og køer omkring os. Kvinder og børn sidder foran husene. De vasker tøj eller arbejder med et eller andet. Fattigdommen lugter stramt i solen - af mødding.

Da vi længere oppe bliver fri af skoven og landsbyen peger Laxman mod et bakkedrag.

Nu kan jeg se templets guldtage skinne mig i møde. Det er som at ankomme til et slot på toppen af bjerget. Vejen bliver asfalteret. og templets skønhed bliver mere og mere slående.

Lige da vi skal køre ind på parkeringspladsen ligger der en radmager mand på vejen i brune pjalter af samme farver som støvet. Han har en stok med sig, som skulle støtte ham. Men han ligger på siden, som om han ikke kan komme op.

Bare der ikke er sket noget, siger jeg på engelsk til Laxman. Han er fuld, siger han. Jeg ved ikke, hvordan han kan vide det. Men han må være vant til synet. De drikker ellers ikke meget spriritus i Nepal, efter hvad jeg har forstået. De går heller ikke i byen, når de er unge på samme måde som os vesterlændinge.

Jeg bliver vist til rette i gæstehuset, der ligger lidt afsides bag flere tunge porte og en vagthund. De overnattende pilgrimme skal ikke for tæt på munkene. Her bor en ung finne, der har lagt musikerlivet hjemme i Helsinki bag sig for en tid for at hellige sig meditationen på bjerget. Og en amerikansk kvinde fra Californien, der har taget solcelle-lamper med til munkene. Men det er ikke gået helt, som hun ventede. Ligesom jeg, har hun forestillet sig et yderst spartansk kloster for de flygtede tibetanske munke i Nepal: Ikke et sted, hvor det elektriske lys vælter ud af vinduerne om aftenen, og hvor munkene har smartphones.

Det er hurtig spisetid efter min ankomst, og efter frokosten, der indtages i en stor spisesal ved lave brune træpulte og bænke i skrædderstilling - også her med skarp adskillelse af munkenes rækker og de besøgendes række, møder jeg munken Karma: En kraftig, ung fyr på omkring 20 år, der viser mig ud på en balkon i spisesalen med udsigt til dalen foran os.

Han fortæller, hvordan livet som munk handler om at leve for at hjælpe andre mennesker, og så får jeg øje på tiggeren, der stadig ligger lille og sølle på den snoede vej under os. Gælder det også ham der, siger jeg og peger. Ham kan vi ikke hjælpe, siger Karma. Han drikker. Han ender der altid igen.

Mens jeg bor på klosteret læser jeg Dalai Lamas "The Way to Freedom" om kernelærdommen i den tibetanske buddhisme. Som jeg læser det handler det om, at gøre rent i sit sind, så man fjerner illusionerne og opnår en sand bevidsthed. Befrielsen fra den evige genfødsel og pinslen ved livet på jorden kommer via en kombination af metode og visdom. Boddhisatvaen - den hellige mand eller kvindes vej til oplysning - ligger i at undgå dårlig karma ved en række selviske og skadelige gerninger og dernæst i praktiseringen af seks kernedyder: Generøsitet, etik, tålmodighed, indsats, koncentration og visdom.

Karma fortæller om, hvor frygteligt selvmord er for munkene, da jeg spørger til de gentagne selv-afbrændinger som visse tibetanske munke griber til i desperation over forfølgelsen af dem og deres religion i det kinesisk dominerede Tibet.

Det at være født i menneskeskikkelsen og ikke som en hund eller en abe eller en myre er i denne verden i sig selv en stor gave. På en måde er der en vis barsk logik i klosterets spraglede rigdom omkring de bedende mænd og tiggerens armod dernede langt under balkonen, prisgivet som han er til sine illusioner og med udsigt til en genfødsel som et dyr - eller endnu værre et forpint helvedesvæsen - endnu tættere på støvet end han er nu.

Middelalder med motorcykler

Taxaen i Kathmandu centrum speeder op midt i en smal gågade. Jeg er på vej hjem efter et besøg på Kathmandu Durbar Square. Jeg har set den lille gudinde, der bor på pladsen og takket pænt nej til flere af de lokale, der gerne vil være guider. Jeg skal hjem til middagsmaden i Gyaneswor lidt uden for bykernen, hvor jeg bor på Action Aids platform i Nepal. Et fint stort hvidt hus tegnet af danske arkitekter midt i den støvede by.

Og det er ikke, fordi taxachaufføren decideret rammer nogen. Speedometeret ligger og vipper vildt mellem 0 og 30 kilometer i timen, og bilen bevæger sig langsomt frem i mængden, hvor folk med kærrer, motorcyklister, frugt og grøntboder på gaden og mennesker i et væk filtrer sig ind og ud af hinanden.

For lidt siden gik jeg selv på gaden mellem hunde, sariklædte kvinder med bart maveskind og guder fedtet ind i røde og gule farver. Det er, som om margenen mellem alle elementerne i dette virvar er så smal, at det hele næsten klistrer sig sammen.

Jeg mærker varmen fra en motorcykels udstødningsrør på det bare underben. Så er det hårene fra en beskidt hund, der blotter tænder. Der er røg fra en gadebod. Så er der støv, der kradser i halsen, og på dage uden masken kan give blod i næsen. En klokke ringer fra et lille tempel midt i et gadekryds. Uden for sidder mænd og sælger dynger af bær. Nu gnider de sig næsten mod min taxarude, så tæt er vi på. Jeg kunne række hånden ud og med bøjet arm tage en håndfuld.

Men det har jeg ikke lyst til. Ligesom jeg ikke har lyst til at købe de blanke fisk, en kvinde stabler op inde i en af gaderne på et lille bord i støv og 30 graders varme. Eller smage de gule kyllinger, der ligger og stritter med de fjerløse ben ud mod motorcykel-strømmen.

Det er tæt på og intimt på en måde, jeg aldrig har mærket et gadebillede før. Det trænger ind i mig, hvis jeg ikke stopper det. Jeg går med halvmaske for at holde støvet ude. Og paraply der skærmer mod solens ubarmhjertighed i middagsheden. Jeg springer til side, hver gang jeg hører dytten.

Det gør jeg hele tiden. "Nu kommer jeg", siger det insisterende horn fra de ivrige bilister og motorcyklister. Og de mener det. Speederen trædes til. Der er ikke nogen afrikansk sendrægtighed i dette mylder. Det er utålmodigt og påtrængende. Så påtrængende, at det næsten gør mig sanseløs af bar indtryk. 

Måske dette her forklarer den blufærdighed over for kritik og konfrontation mine nepalesiske studerende udviser, tænker jeg midt i myldretrafikken. Når verden trænger sig på sådan her må man nødvendigvis have nogle grænser, der sikrer - mod overgreb. Kaster, der adskiller menneskerne omkring mig - fra de fine brahminer og shresta'er til de laveste kasteløse - på en måde, jeg ikke kan se, men som jeg har fået fortalt i høj grad holdes i hævd her i Nepal. Man gifter sig ikke uden for sin kaste. Man inviterer ikke engang folk ind i sit køkken, hvis de kommer fra en lavere kaste.

Det er måske på den måde, man undgår at blive fedtet ind i dette her morads af liv, hvor ikke engang døden er en grænse, men blot en åbning til en ny begyndelse lige her på gaden. 

Min følelse i Kathmandus trafik er lidt at sammenligne med eventyrernes i middelalder-film, hvor helten skal hoppe, danse og sno sig gennem en bane af faldende økser og stikkende knive. 

Og jeg overvejer da, om denne grænseløshed er en del af forklaringen på sensitiviteten i dette samfund over for konflikter og kritik. Som den fåmælte, der kommer til udtryk fra en udenlandsk restaurantejer en aften, der klager over maoisternes regering af landet og deres håndlangere i fagforeningerne. Det er nu syv år siden Nepal afsluttede den borgerkrig, der endte enevælden under den guddommelige kong Gyanendra, hvis palads stadig ligger i Kathmandu.

Her hvor hvert øjeblik rummer muligheden for en smertelig og smittende konfrontation mellem menneske, maskine og dyr. Så jeg holder vejret en smule og springer til side, når en gal hund, en hellig ko eller en motorcykel kommer på tværs.