Puja'en

Efter frokost er der "puja" i templets store sal. Karma viser mig derop. Vi sætter skoene for enden af trappen, og jeg går som een af de første ind i salen, da de to tunge røde døre bliver skubbet til side til de hellige gemakker.

Det er som at gå ind i en foret æske, med et loft i mange lag: Baldakiner og slipse-lignende silke-baner, der hænger ned langs søjlerne. De katolske kirker hjemme i Europa virker pludseligt enkle i forhold til dette kaos af farver og ornamenter og altre med mærkelige figurer af en vokslignende substans. Væggene i templet er malede med billeder af store helgener. Som Milarepa, den hellige mand, der ifølge overleveringen en overgang levede sammen med dyrene i skoven, før han nåede sin "oplysning". Karma peger ham begejstret ud, og jeg lægger mærke til ham, da jeg senere læser i Dalai Lamas "The Way to Freedom", som jeg har købt i en museumsbutik i Kathmandu:

Conquering the delusions is the task of a lifetime, skriver Dalai Lama her: ... if we look for instant realization or instant taming of thoughts and emotions, then we will become discouraged and depressed. The eleventh-century yogi Milarepa, one of the great masters in Tibetan history, spent years living like a wild animal and undergoing great hardship in order to be able to achieve high realizations.

En mindre rar skikkelse er til gengæld det helvedeslignende mørke væsen Karma kalder "the protector"- guden for justits og død. Han har en klippe længere nede af bjerget, som munkene en gang om året skal ofre til. Her må de bære masker for at beskytte sig mod ham, siger Karma. Og endnu engang udvider og strækker mit begreb om buddhismen sig. Hvad er det for en "beskytter" munkene her frygter sådan, at de skal ofre til ham?

Karma viser mig et tredelt alter, der som en brudelagkage er dækket til af voksfigurer og konstaterer jeg smilende: Colaflasker og kiksepakker i massevis. Det er ofringer til beskytteren: Cola og kiks. Dagen efter - om søndagen - bærer munkene noget nær 30 kasser ind i templet med tomme kalorier af de langtidsholdbare slags: Jeg kan se, at der er osterejer i nogle af kasserne.  Flere ofringer til den frygtede døds-gud.

Hvad sker der med alle de her ofringer bagefter? spørger jeg Karma senere: - Vi spiser dem, siger han.

Da messen går i gang sidder jeg på en lille måtte over den hårde bænk i det airconditionerede tempel bag munkenes rækker. Foran mig står det lille lave møbel, der også er bord i spisesalen. Munkene messer med dybe stemmer, og nogen blæser i lange tynde horn, der skaber en sælsom lyd, jeg kender fra film.

Der er noget sært bedøvende over deres messen, og den for mig uigennemskuelige rytme sange og vers falder efter hinanden på. De andre besøgende trisser een efter een ud af den åbne røde port, hvor munkene ordner røgelsen ude, inden de tager den ind i templet i kar, der svinges rygende frem og tilbage over de bedende.

Også de indiske turister i glimtende sarier, der går ind af midtergangen, som munkene sidder med ansigtet rettet mod, forsvinder efterhånden, som messen skrider frem.

Jeg kan godt lide messen, fordi den taler til noget dybt inde i mig, jeg kan forstå. Jeg tænker, at det er et menneskeligt ur-instinkt: Den kropslige del af den buddhistiske bøn i templet gør mig tryg. Jeg sidder med lukkede øjne og mærker at min overkrop begynder at svaje frem og tilbage i en særlig rytme. Det er det, jeg har savnet mest af alt på min første rejse til Østen.

Det er som om dette "instinkt" ikke er så klart til stede her, som jeg har oplevet det andre steder i verden - jeg har i hvert fald svært ved at mærke det. Kulturens koder synes for mig, at styre menneskers adfærd i en grad jeg måske nok er vant til hjemme i Danmark: Men her forstår jeg ikke sprog og vaner, og derfor er identiteten som fremmed komplet.

Her i den silkeforede kinesiske æske af et kloster med tre lag af loft højt over mig med baldakiner og ornamenter, kæmpevaser og syv vældige guld-buddhaer, er der et fælleskab til stede, hvis vibrationer, jeg kan mærke. Om dét så er en illusion kan jeg umuligt gennemskue. Timer efter, hvor munkene holder pause fra den sponsorerede bøn - som en rig afdød har betalt omkostningerne for - går jeg uden for templet i sollyset. Vinden suser ind fra dalen, og jeg synes at kunne høre deres sang, derinde.

De er i gang igen, siger jeg til Karma. Nej - siger han. Der er ingen. Jamen jeg kan jo høre dem, siger jeg. Nej. Templets røde døre er ganske rigtigt lukkede og låste. Een af de små munke giver mig en klump af den dej, de former figurer af til altrene. Det dufter af sukker og vanille. Det er disse klumper de farver og laver figurer af. Jeg former et hjerte til den lille munk. Men det er ikke et symbol med nogen betydning for ham. Det er et kristent symbol.

Det er ellers det der med at følge hjertet, jeg kender Dalai Lama så godt for. Men det handler nok ikke så meget om den selvcentrerede jagt på vores egen lykke, vi dyrker i Vesten. Snarere handler det, som jeg forstår det, om at opnå frihed ved at give slip på begær og indbildninger om lykke og lykkefølelser, der efterlader smerte, når de går væk. 

Den lille munk folder hjertet sammen. Vinden blæser. Snart slår en af de store munke på den vældige messingtallerken, der er hængt op. Og så myldrer munkene ind i en vældig hast for at fortsætte deres puja.

Den sultne tiger

De mener det alvorligt med deres medfølelses-begreb, buddhisterne. Jeg er på et af de helligste steder i verden for de tibetanske munke. 40 kilometer sydøst for Kathmandu, 1750 meter oppe med udsigt til Himalaya, når der altså er klart.

Og både kinesere og indere og nepalesere ser ud til at valfarte hertil, hvor de klassiske buddhistiske rød, hvid, gule og grønne flag med tekster vejrer i luften. De samles højt oppe på en bakketop i et knudepunkt og markerer en berømt buddhistisk legende om en prins, hvis medfølelse var så stor, at han opnåede at blive en Buddha.

Det er min nye ven, munken Karma, der fortæller mig historien, efter jeg har været på klosteret et døgns tid. Han tager mig med op til et lille tempel på vejen til højen med de mange vimpler i solnedgangen. Her går en lille bitte gammel dame, som jeg tidligere har set ligge og sove på en klippe og tænder lys.

Legenden, der her holdes i live, handler om stor medfølelse. For her hvor solen går ned bag Himalaya, ofrede en ung prins for mange år siden sit liv for at hjælpe en tiger. Og derfor ligger her nu et stort rødt tempel med skinnende guldtag fyldt op med munke og vældige buddhafigurer.

Det er en voldsom historie og langt fra min forståelse af buddhismen, der med god ret kan kaldes Google-buddhisme. Jeg har altid tænkt på den venlige lille Dalai Lama og hans gode råd rettet til vestlige sind som mit: Om hvordan man kan være lykkelig og tilfreds i sit liv ved at bekæmpe grådigheden i sit indre og leve for at hjælpe andre.

Men prinsen her på bjerget går langt. Ifølge legende opdager han på en jagt med sine brødre en udsultet huntiger med unger, som hun skal til at spise. Prinsen handler storsindet og ofrer sig selv til tigeren, så hun kan stille sin sult i hans kød. Jeg tænker på Jesus, der ofrer sig for menneskeheden, og kødet og blodet, der skænkes i kirken.

Og så er denne nye "kødelige" side af buddhismen måske egentlig ikke så mærkelig her, hvor hinduismen med alle dens guder og hellige dyr med reinkarnerede ånder omfavner Buddha.

Vi må have brug for disse selvopofrende skikkelser i vores liv på Jorden, siden religionerne i den grad dyrker dem, der giver sig selv bort for andres liv.

Læs mere her:

http://sacredsites.com/asia/nepal/namobuddha.html

Namo Buddha - og vejen til friheden

Vejen til Namo Buddha fra Kathmandu går gennem store sving opad mellem etagemarkernes ris og små hytter med fattige mennesker, høns og hunde langs vejkanten. Jeg er på vej mod Thrangu Tashi Yangtse klosteret, hvor jeg har hørt, at jeg kan overnatte ved klosteret, spise med munkene og overvære deres bønner.

Min chauffør Laxman taler om tigre, da vi når til det sted, hvor vejen bliver vild, så bilen nænsomt skal køres frem over de tusind sten og klippestykker med grøn skov til alle sider. Solen kaster sine små spot ned gennem løvet, og jeg er glad for ikke at skulle gå der alene, som mine studerende har gjort før i en stor flok, da de skulle besøge klosteret. 

Så er der små børn, der løber ved siden af os med bladskåle med fascinerende orange bær i, jeg aldrig har set før. Men jeg skal som tidligere sagt ikke nyde noget af friske bær, der kan gøre mig syg. Pludselig står der en pjaltet mand midt på vejen med et ansigt forvredet af vanvid og raseri. Han siger ikke noget, og vi kører uden om ham. Jeg forstår ikke, hvad min chauffør svarer mig, da jeg spørger til, om han kunne se, hvad der var galt med manden.

Længere oppe af den stenede vej til Namo Buddha er der høns, geder og køer omkring os. Kvinder og børn sidder foran husene. De vasker tøj eller arbejder med et eller andet. Fattigdommen lugter stramt i solen - af mødding.

Da vi længere oppe bliver fri af skoven og landsbyen peger Laxman mod et bakkedrag.

Nu kan jeg se templets guldtage skinne mig i møde. Det er som at ankomme til et slot på toppen af bjerget. Vejen bliver asfalteret. og templets skønhed bliver mere og mere slående.

Lige da vi skal køre ind på parkeringspladsen ligger der en radmager mand på vejen i brune pjalter af samme farver som støvet. Han har en stok med sig, som skulle støtte ham. Men han ligger på siden, som om han ikke kan komme op.

Bare der ikke er sket noget, siger jeg på engelsk til Laxman. Han er fuld, siger han. Jeg ved ikke, hvordan han kan vide det. Men han må være vant til synet. De drikker ellers ikke meget spriritus i Nepal, efter hvad jeg har forstået. De går heller ikke i byen, når de er unge på samme måde som os vesterlændinge.

Jeg bliver vist til rette i gæstehuset, der ligger lidt afsides bag flere tunge porte og en vagthund. De overnattende pilgrimme skal ikke for tæt på munkene. Her bor en ung finne, der har lagt musikerlivet hjemme i Helsinki bag sig for en tid for at hellige sig meditationen på bjerget. Og en amerikansk kvinde fra Californien, der har taget solcelle-lamper med til munkene. Men det er ikke gået helt, som hun ventede. Ligesom jeg, har hun forestillet sig et yderst spartansk kloster for de flygtede tibetanske munke i Nepal: Ikke et sted, hvor det elektriske lys vælter ud af vinduerne om aftenen, og hvor munkene har smartphones.

Det er hurtig spisetid efter min ankomst, og efter frokosten, der indtages i en stor spisesal ved lave brune træpulte og bænke i skrædderstilling - også her med skarp adskillelse af munkenes rækker og de besøgendes række, møder jeg munken Karma: En kraftig, ung fyr på omkring 20 år, der viser mig ud på en balkon i spisesalen med udsigt til dalen foran os.

Han fortæller, hvordan livet som munk handler om at leve for at hjælpe andre mennesker, og så får jeg øje på tiggeren, der stadig ligger lille og sølle på den snoede vej under os. Gælder det også ham der, siger jeg og peger. Ham kan vi ikke hjælpe, siger Karma. Han drikker. Han ender der altid igen.

Mens jeg bor på klosteret læser jeg Dalai Lamas "The Way to Freedom" om kernelærdommen i den tibetanske buddhisme. Som jeg læser det handler det om, at gøre rent i sit sind, så man fjerner illusionerne og opnår en sand bevidsthed. Befrielsen fra den evige genfødsel og pinslen ved livet på jorden kommer via en kombination af metode og visdom. Boddhisatvaen - den hellige mand eller kvindes vej til oplysning - ligger i at undgå dårlig karma ved en række selviske og skadelige gerninger og dernæst i praktiseringen af seks kernedyder: Generøsitet, etik, tålmodighed, indsats, koncentration og visdom.

Karma fortæller om, hvor frygteligt selvmord er for munkene, da jeg spørger til de gentagne selv-afbrændinger som visse tibetanske munke griber til i desperation over forfølgelsen af dem og deres religion i det kinesisk dominerede Tibet.

Det at være født i menneskeskikkelsen og ikke som en hund eller en abe eller en myre er i denne verden i sig selv en stor gave. På en måde er der en vis barsk logik i klosterets spraglede rigdom omkring de bedende mænd og tiggerens armod dernede langt under balkonen, prisgivet som han er til sine illusioner og med udsigt til en genfødsel som et dyr - eller endnu værre et forpint helvedesvæsen - endnu tættere på støvet end han er nu.

Middelalder med motorcykler

Taxaen i Kathmandu centrum speeder op midt i en smal gågade. Jeg er på vej hjem efter et besøg på Kathmandu Durbar Square. Jeg har set den lille gudinde, der bor på pladsen og takket pænt nej til flere af de lokale, der gerne vil være guider. Jeg skal hjem til middagsmaden i Gyaneswor lidt uden for bykernen, hvor jeg bor på Action Aids platform i Nepal. Et fint stort hvidt hus tegnet af danske arkitekter midt i den støvede by.

Og det er ikke, fordi taxachaufføren decideret rammer nogen. Speedometeret ligger og vipper vildt mellem 0 og 30 kilometer i timen, og bilen bevæger sig langsomt frem i mængden, hvor folk med kærrer, motorcyklister, frugt og grøntboder på gaden og mennesker i et væk filtrer sig ind og ud af hinanden.

For lidt siden gik jeg selv på gaden mellem hunde, sariklædte kvinder med bart maveskind og guder fedtet ind i røde og gule farver. Det er, som om margenen mellem alle elementerne i dette virvar er så smal, at det hele næsten klistrer sig sammen.

Jeg mærker varmen fra en motorcykels udstødningsrør på det bare underben. Så er det hårene fra en beskidt hund, der blotter tænder. Der er røg fra en gadebod. Så er der støv, der kradser i halsen, og på dage uden masken kan give blod i næsen. En klokke ringer fra et lille tempel midt i et gadekryds. Uden for sidder mænd og sælger dynger af bær. Nu gnider de sig næsten mod min taxarude, så tæt er vi på. Jeg kunne række hånden ud og med bøjet arm tage en håndfuld.

Men det har jeg ikke lyst til. Ligesom jeg ikke har lyst til at købe de blanke fisk, en kvinde stabler op inde i en af gaderne på et lille bord i støv og 30 graders varme. Eller smage de gule kyllinger, der ligger og stritter med de fjerløse ben ud mod motorcykel-strømmen.

Det er tæt på og intimt på en måde, jeg aldrig har mærket et gadebillede før. Det trænger ind i mig, hvis jeg ikke stopper det. Jeg går med halvmaske for at holde støvet ude. Og paraply der skærmer mod solens ubarmhjertighed i middagsheden. Jeg springer til side, hver gang jeg hører dytten.

Det gør jeg hele tiden. "Nu kommer jeg", siger det insisterende horn fra de ivrige bilister og motorcyklister. Og de mener det. Speederen trædes til. Der er ikke nogen afrikansk sendrægtighed i dette mylder. Det er utålmodigt og påtrængende. Så påtrængende, at det næsten gør mig sanseløs af bar indtryk. 

Måske dette her forklarer den blufærdighed over for kritik og konfrontation mine nepalesiske studerende udviser, tænker jeg midt i myldretrafikken. Når verden trænger sig på sådan her må man nødvendigvis have nogle grænser, der sikrer - mod overgreb. Kaster, der adskiller menneskerne omkring mig - fra de fine brahminer og shresta'er til de laveste kasteløse - på en måde, jeg ikke kan se, men som jeg har fået fortalt i høj grad holdes i hævd her i Nepal. Man gifter sig ikke uden for sin kaste. Man inviterer ikke engang folk ind i sit køkken, hvis de kommer fra en lavere kaste.

Det er måske på den måde, man undgår at blive fedtet ind i dette her morads af liv, hvor ikke engang døden er en grænse, men blot en åbning til en ny begyndelse lige her på gaden. 

Min følelse i Kathmandus trafik er lidt at sammenligne med eventyrernes i middelalder-film, hvor helten skal hoppe, danse og sno sig gennem en bane af faldende økser og stikkende knive. 

Og jeg overvejer da, om denne grænseløshed er en del af forklaringen på sensitiviteten i dette samfund over for konflikter og kritik. Som den fåmælte, der kommer til udtryk fra en udenlandsk restaurantejer en aften, der klager over maoisternes regering af landet og deres håndlangere i fagforeningerne. Det er nu syv år siden Nepal afsluttede den borgerkrig, der endte enevælden under den guddommelige kong Gyanendra, hvis palads stadig ligger i Kathmandu.

Her hvor hvert øjeblik rummer muligheden for en smertelig og smittende konfrontation mellem menneske, maskine og dyr. Så jeg holder vejret en smule og springer til side, når en gal hund, en hellig ko eller en motorcykel kommer på tværs. 

Vishnu paraden

En gruppe festende mennesker i farvestrålende stoffer bærer et billede af en henslængt liggende blå mand gennem byen, mens de vifter om billedet med en rund, langhåret kost og og synger messende. De er unge og gamle og børn. Mænd og kvinder, der går op i ritualet med liv og sjæl, og jeg må småløbe over murbrokker og mudderpytter, og springe op og ned fra de høje kantstene ved fortovet for at følge den ivrige forsamling gennem byen.

Det var ellers ikke lige meningen, at jeg skulle ende med at følge en religiøs ceremoni her til eftermiddag. Jeg var bare på en stille gåtur i nabolaget efter min første dag med undervisning i Gyaneswor bydelen i Kathmandu. Jeg var taget op på 9. sal i en bygning med en amerikansk tagrestaurant for at fotografere Kathmandu og byens omkringliggende bjerge.

Og deroppefra spottede jeg så denne her procession på vej gennem byen: Og så måtte jeg alligevel en tur ni etager ned igen og ud på gaden for at følge efter det farvestrålende følge med et haleslæb af dyttende biler og motorcykler, hvis vej hjem fra arbejdet nu pludselig var blokeret af processionen.

Da jeg kom hjem til aftensmaden spurgte jeg mine nepalesiske studerende ud om, hvad jeg havde set. Og i følge dem var det vist en tilbedelse, der har at gøre med en af de store primære guder i hinduismen Vishnu - eller een af hans mange inkarnationer som Krishna eller Rama. Vishnu er nemlig blå i huden og har fire arme, og figuren på billedet, som den glade menneskemængde her til eftermiddag førte gennem byen er umiskendeligt blå.

Det var tydeligvis et positivt ritual og en form for hyldest til guden, der blandt andet har den fredelige og afgørende opgave i universet at bevare det bestående, og i øvrigt at være herre over alt, hvad der eksisterer i universet samt dets fortid, nutid og fremtid.

 

 

Garden of Dreams

På vej mod turistkvarteret Thamel på gåben finder jeg tilfældigt den nyrestaurerede Garden of Dreams tæt på den tidligere nepalesiske kong Gyanendras palads. Haven er grundlagt tilbage i 1920 af en rig aristokrat Shumsher, hvis far var minister på det tidspunkt under kongen.

Og selvom haven er udtryk for en på mange måder europæisk stil - i stærk kontrast til gadens støv og støj og løse hunde og lag på lag religiøsitet med solsymboler og guder og klokker og farvede træer alle vegne - så er der alligevel en eventyrlig gådefuldhed over havens krukker for foden af træer og fliser og et skjult rum imellem to mure med rindende vand i flere niveauer.

Haven åbnede for publikum i 2007, genskabt med østrigsk bistand, og nu har velklædte udlændinge glæde af at drikke te og drinks i fine palæer i behørig afstand fra bytumlen og med wifi i hele haven. 

Det sidste er tilsyneladende også populært blandt de lokale forelskede teenage-par, som sidder tæt omslyngede med hinanden i hver en afkrog af haven. Mange med ansigterne tæt sammen over en smartphone, hvis de altså ikke kysser hinanden eller græder og vrider hænder under paraplyerne.
Man kan faktisk spotte et af parrene på billederne herunder, hvis man kigger grundigt efter.

http://www.gardenofdreams.org.np

Det hellige træ

Når man rejser meget og langt - især med fly, hvor man ikke kan nå at opleve ændringerne i landskabet - er det at nå frem de første dage engang imellem som at drømme. Min første dag i Kathmandu er ingen undtagelse.

Trafikken buldrer afsted omkring mig. Biler og motorcyler strømmer larmende og svirrende forbi som hvepse og humlebier. De dytter hver gang de skal om et hjørne eller kører frem mod nogen med ryggen til. Og det vil sige hele tiden. Støvet efter regnen gør, at folk går med masker. Mit første køb i Kathmandu er en maske, jeg kan have for munden, så jeg ikke bliver forkølet af støvet.

Så går jeg gennem byen og passerer folk med samme masker, der får mig til at tænke på Michael Jackson, som så ofte blev fotograferet med sådan en halvmaske på, der dækker mund og næse og sidder fast med to løkker omkring ørerne. Det er ikke tid for monsun, men det har alligevel regnet de sidste dage i Kathmandu, hvor temperaturen er lun.

Dyttende biler og motorcykler, mennesker med masker og paraplyer og regn over vejkantens kæmpebambus, der hæver sig som store træer, får alting til at virke uvirkeligt for mig, der lige er landet fra et solrigt dansk forår adskilt af en nat i Qatars ørkenvarme.

Og da jeg får øje på en halvåben port med et skilt om ikke at må tage kamera med inden for på det hellige område, får jeg lyst til at slippe væk fra byens støj:

Regnen tager til, mens jeg går rundt og ser på statuer og figurer, jeg ikke kan forstå, indtil jeg genkender et træ. - Fra en drøm.

Det er et vældigt træ med en enorm krone i hjørnet af gården tæt ved den afsatte nepalesiske kong Gyanendras tidligere bolig. Det vokser på en stenopsats og er så tykt, at det tager 15-20 skridt at komme rundt om det. Men jeg genkender det med det samme fra en besynderlig drøm jeg havde for syv dage siden, inden jeg rejste.

Jeg står under kronen og prøver at kigge op, mens det tordner. Og træet her er akkurat som i min drøm. Det hæver sig på rødder over jorden, som om det strejker sig og rødderne slynger sig om hinanden opad i tre store bundter, der bliver til stammer, så vældige, at de nederste "grene" er lige så store og tunge som selvstændige træstammer. Og ned fra disse stammer hænger løv, der ligner tynde grene og rødder, selvom kronen er grøn.

Det drypper mig i øjnene, når jeg prøver at kigge op, men træet er så fascinerende, at jeg ikke kan lade være med at stå og kigge længe på det i tordenen. Det minder mig om Yggdrasil fra den nordiske mytologi, og når nepaleserne kommer og efterlader blomsterhoveder og grønne blad-skåle her ved rødderne, er det da også dets helligdom, der trækker dem ind under kronen.

Buddha opnåede sin særlige indsigt eller "oplysning" om man vil netop under sådan et træ med denne type højtstående rødder i Indien, et Bodhi træ. Og i hinduismen er der en historie om guden Vishnu, der blandt andet associeres med visdom og som i en historie gemmer sig for dæmoner i sådan et træ.

Mens jeg står og ser på træet fra min drøm, piler et egern ned fra en af stammerne og står helt stille med vejrende næsebor ud for mig. Længe. I det øjeblik jeg mister tålmodigheden og kigger væk forsvinder det i et splitsekund. Det er som at se hele universet på een gang. Som om det giver sig og udvider sig, jo mere man ser på det. En billedrigdom dagligdagens computerskærme aldrig kan imitere.

Måske man kun kan vågne af drømmen ved at blive et sted som her  under et træ og se længe nok på det til virkelig at forstå verden, og alt hvad der er i den? Så stilner tordenen af. Jeg ser to små gudinde-statuebilleder ved foden af trærødderne, inden jeg går ud af den tomme tempelgård for snart igen at forvilde mig ind i en ny afkrog af Kathmandu... The Garden of Dreams, som mit næste blogindlæg handler om.

Quinde i Qatar

Om påklædning og penge i et af verdens rigeste lande

Skal jeg have tørklæde på? Og kan jeg overhovedet være her alene? Nu er det jo ikke Saudi Arabien, men alligevel, tænker jeg, da jeg arrangerer min tur til Nepal med en overnatning i Doha på vejen. I ørkenstaten Qatar, som jeg ikke engang ved, hvor ligger, før billetten er booket. Det kan jeg godt, forsikrer Qatar Airways mig om, og så booker jeg mig ind på Hotel Oryx Rotana og sikrer mig limousine service fra lufthavnen. Jeg vil jo nødig sætte mig ind i den forkerte "sheiks" bil i et patriarkalsk land, hvor jeg har en ide om, at man ikke ligefrem har den store respekt for en nordisk blondine, der rejser alene.

Det hele er gråt i gråt, da jeg lander lørdag helt tidligt på aftenen. Klokken er kvart over seks og under mig ligger ørkenen. Jeg ser olieboringstårne på vej ind over det tilsyneladende golde land, der ligner om et månelandskab i den gråtågede belysning med den nedgående sol bag disens tynde gardin.

Ikke sært, at Qatar er en nation af hovedrige handelsmænd under emir Hamad bin Khalifa al Thanis arvede styre. For kan man ikke handle, hvad skal man så gøre et sted, hvor noget nær det eneste jorden afgiver er sort klister: Man kan jo ikke spise olie – eller naturgas for den sags skyld.

Men på trods af, at der ikke er meget, der kan gro her naturligt, så går det strålende med væksten, fortæller min chauffør, der kommer fra Manila på Philippinerne. Det er arbejdet, der kalder ham og mange hans landsmænd til det lille ørkenrige. Siden 2007 har Qatar haft verdens højeste vækst i indkomsten per indbygger. En velstand der kan være en del af forklaringen på at det autoritære styre her ikke har mærket meget til det arabiske forår.

Chaufføren tager straks min taske og undskylder hotellets velkomsthilsen til Mr. Gry i lufthavnen, mens vi slanger os ud gennem mylderet foran ankomsthallen. Luften er 32 grader varm og føles som et vakuum, der slutter tæt omkring mig efter flyets kølige aircondition.

Jeg kan ikke lade være at se efter de lokale i deres lette lange kjoler: Mændene i kridhvidt med rød og hvidternede eller helt hvide gutra-tørklæder fæstnet med en sort ring, en såkaldt “agal”, og kvinderne i kulsort, abayha-kjoler og shayla-slør, som regel med ansigterne frie. De bevæger sig let og på eller anden måde gnidningsfrit hen over asfalten i deres sandaler omkring de dyre biler. Uden den plumphed, der præger turisterne: De tre russere plastret til med mærketøj fra Boss, Fred Perry og Dolce & Gabbana. Den midaldrende britiske mand i den krøllede skjorte. Og jeg selv i mine tunge Timberland-støvler og cowboybukser fra Kenya.

Og selvom det må være mærkeligt med denne ensartethed, så er der alligevel noget utroligt æstetisk over den traditionelle islamiske dragt. Da jeg senere sidder i hotellets restaurant og ser et ungt par – hun i sort og han i hvidt og skubbende en barnevogn foran sig med en sovende lille pige i – kommer jeg til at tænke over ligestillingen mellem kønnene i denne verden, hvor begge parter har sin uniform.

Hvis man ser isoleret på klædedragten, hvor undertrykkende er den så egentlig for disse elegante slørede kvinder? Næste dag ser jeg emirens anden kone Sheikha Mozah i vestligt tøj i en avisartikel om hendes arbejde for at fremme børns skolegang. Kvinder får også her i landet en længere uddannelse end mænd.

De skal så godt nok finde sig i at dele deres mænd med andre koner, som nu Sheikha, der er emirens anden ud af tre koner. Men man kunne jo også være fræk og spørge, hvor mange der i praksis gør det derhjemme, via mandens udenomsægteskabelige affærer eller elskerinder? Og da jeg vågner næste dag ved lyden af en fløjsblød mandestemmes kalden til bøn over Qatars varme månelandskab, går jeg straks i gang med at filosofere: Kunne man egentlig ikke lige så godt se vores egne samfundsnormer i Danmark med p-piller fra teenageårene og fuldtids-job livet igennem som kvindeundertrykkende? Er vores ortodoksi i forståelsen af det kvindelige og det kvindeliges plads i samfundet ikke også præget af visse blinde punkter med plads til udvidelse og tolerance over for andres ideer? 

- Is everything alright, Madam? Spørger receptionisten, da jeg tjekker ud i lobbyen med de store palmer, hvor personalet, som jeg også så på arbejdet sent om aftenen før, er i fuld gang med at gnubbe alle glasfladerne. Her er der nogle helt andre rettigheder på spil, tænker jeg:

- Ja. Det er det. Hele tiden er alting fuldstændig fantastisk let og elegant. Jeg glider ind og ud af Qatar i limousine og ønsker, at jeg kunne tage den høflige service med hjem, Jeg har selvfølgelig også Riyal-sedler med isfugle at betale med. Og man skal nok ikke underkende at netop det er med til at få alting til at glide. Uanset hvor poleret og elegant omgivelserne i øvrigt er:

Emiren Hamad Khalifa al Thani er i øvrigt også her et godt eksempel. Han er en populær herre verden over. Eksempelvis gav han et større millionmeløb til orkanofrene i New Orleans, da Katrine ramte – og finansierede opstarten af Mellemøstens uafhængige kabel-tv Al Jazeera, med base i Doha. Og så er det måske ikke så sært, at han kan være på god fod med amerikanerne samtidig med, at han har varme kontakter til den militante palæstinensiske organisation Hamas, der er svorne fjender af USA's allierede i Mellemøsten Israel.

Kilder:

https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/qa.html

http://en.wikipedia.org/wiki/Hamad_bin_Khalifa_Al_Thani

Mod Everest og Østen

I østen stiger solen op, og jeg starter dagen i morgen med at flyve direkte mod solen:

Jeg skal til Kathmandu og undervise unge på MS Action Aids højskole i journalistik i to uger og holde en uges ferie på egen hånd. Og når jeg har forhørt mig hos venner og bekendte om, hvilke muligheder der er i det eksotiske Nepal, er der nærmest ingen grænser.

En tur til den tibetanske grænse. Trekking i bjergene. Elefantridning og tiger-spotting i Chitwan Nationalparken. Og så selvfølgelig en tur i kloster og bade den vesterlandske sjæl i Østens gode karma.

Det er ikke meget, jeg foreløbig har fået tid til at læse om Kathmandu og Nepals historie. Men jeg ved, at det er maoisterne, der styrer Nepal efter en revolution i 2006. Forfatningen er fortsat ikke vedtaget, og det er et sted, hvor journalister stadig skal være meget høflige i deres arbejde, hvis ikke de vil have farlige fjender.

Jeg har aftalt at mødes med flere journalister på min rejse og glæder mig meget til at høre om deres arbejdsvilkår i denne del af verden.

Ligesom jeg glæder mig vildt til at møde mine danske og nepalesiske studerende og introducere dem til det kursus jeg har lagt tilrette med reportageskrivning, featurekonkurrence med inspiration fra The Guardians igangværende "International Development Journalism Competition", kreativ journalistik-dag i samarbejde med lokale kunstnere med forstand på sociale medier - og så skal vi selvfølgelig også arbejde med kritisk interview-teknik og debat.

Forberedelser har der været en del af, og som altid er det ikke lykkedes mig at pakke helt let: For min lykkeelefant herunder skal jo med, da den til forskel fra mig har været i Østen før, og min nyindbundne hjemmelavede skrivebog, så der ikke er nogen gode ideer, der går tabt undervejs.