Karnevals kvarteret

For 14 dage siden var jeg i New Orleans og gik på fotosafari i området omkring hovedgaden St. Charles Avenue, hvor den gamle sporvogn kører. Det er før Mardi Gras festlighederne herovre - 46 dage inden påske. Mardi Gras er en oprindelig fransk tradition og dagen for den store drikke- og spisefest omtales også som Fat Tuesday herovre.

Der bliver allerede her lige efter nytår solgt mardi gras-kager fyldt med sukkerglimmer i lilla, grøn og guld og med sød creme indeni. Men meningen med hele halløjet omkring "mardi gras season" er udover de kommercielle interesser i at sælge kostumer, perlekæder og kager, at markere den sidste dag, inden den store faste går  i gang efter kristen skik. Biblen beskriver Jesus' fasten i ørkenen, hvor han fristes af satan i 40 dage op til indtoget i Jerusalem, der starter ved Palmesøndag og ender med hans korsfæstelse Langfredag.

Jeg tænker over, hvor betydningsfulde den slags store fester må være for den fælles identitet i en by som denne, hvor der modsat i Danmark, på ingen måde synes at være nogen form for homogenitet i livsform og -mønstre. Jeg ser det i hvert fald ikke her på parallel-gaden "Magazine Street", hvor jeg fotograferer huse:

Det er naturligvis et pænere kvarter i byen, og biler og husstørrelser er deraf langt fra de skumle trailer parks, hvor jeg ikke engang har været tæt på. Men når det så er sagt, så er hvert eneste hjem sit eget her - på en måde så det stråler ud af verandaerne om det er afmagt eller overskud, der præger beboerne bag facaden. En hvid sydstatspragtvilla, et nærmest gotisk sten-hus, frønnet træværk og opløsning. Farver og skilte og pynt og gyngestole med lænker om.

Det er så tydeligt, at man gør noget ud af at være sig selv her. At man i denne her amerikanske sydstatskultur virkelig lægger en ære i at tage sig ud og klæde sig selv ud og sit hus: I bambus og perler og sten. At vise, at man er unik og kreativ og former sit hjem derefter:

Det er meget inspirerende og på en eller anden måde også lidt mærkeligt at opleve et karneval af huse, men også fint, når jeg nu er her i området omkring St. Charles en kølig, søvning januar-dag, længe før de feststemte mennesker og karnevalsparader indtager avenuen og smider perlekæder fra sig som nu hænger i tusindvis ned fra træernes løv langs vejen.

Kioskejeren, Dronningen og Fælleskabet

Et essay fra New Orleans den 2. januar 2013:

Jeg leder efter et kort over byen. Efter en formiddag med en lidt for sen og lidt for tung amerikanermorgenmad i det franske kvarter og en eftermiddag på en steamboat på Mississippi har jeg fået brug for et overblik, så jeg kan navigere rundt i New Orleans. Den virkede egentlig ikke så stor byen – ikke som de andre storbyer jeg har været i i USA: San Francisco, Chicago, New York. Måske lidt mere som Washington. Til at overskue. Men alligevel mangler jeg det der billede af byen fra oven. Hvor er Lake Ponchartrain og hvor er floden?

Jeg går ind i en hjørnebutik. Det er skumring og spørger den pakistanske ejer, om han har et kort. Det har han ikke, siger han med det samme. Jeg kigger mig omkring og finder et ret hurtigt. ”Der er jo et lige her”, siger jeg så. ”Hvor er du fra?” spørger han mig: Danmark svarer jeg. Så er samtalen i gang.

Muhamed, er nervøs for udviklingen. Siger han og trækker på skuldrene. Verden er blevet så meget mindre, siger han, men det er ikke så positivt, som jeg først hører det: Det er de nye medier, han vil tale om, og dem kan han ikke lide. Selv har han ikke engang en mail. Hvorfor skulle han det. Han har sine venner og naboer og bekendte her i New Orleans. Og hvor han før i tiden skulle booke en telefonaftale til et bestemt tidspunkt om mange dage for at ringe hjem til Pakistan, så kan han bare ringe op i dag, hvis han får lyst.

Men mange af de nye medier på internettet opløser virkelighedens fællesskaber, mener Muhamed. Vi sidder og kigger i hver vores skærm og kommer ikke hinanden ved. Der er noget lidt pudsigt ved at stå i en kiosk i New Orleans og høre den bekymring, som jeg har hørt Dronning Margrethe derhjemme har taget op i sin nytårstale. Verden er i sandhed blevet mindre.

Men da jeg de følgende dage går op og ned af den fine Magazine Street og St. Charles Street i New Orleans mod downtown får jeg en fornemmelse af, hvad der måske er meget amerikansk – og på vej til at være hele verdens lod. Her bor mennesker side om side, men måske på mange måder også i deres egen verden. Kulturelt, økonomisk, mentalt.

Jeg ser en gammel mand med langt, hvidt skæg sidde i sin pickup truck på en villavej og kigge tomt ud i luften. Han ser ud, som om han er gået i stå. På den anden side er tre unge på vej ind i sin bil. Studerende, gætter jeg: En asiat, en sort og en hvid med hættetrøjer med numre på, der får dem til at se sportige ud, selvom de alle tre er rimeligt godt i stand. De ænser ikke den gamle og han ænser ikke dem. 

Jeg kommer til at tænke på Lars von Triers USA-kritiske film "Dogville", hvor hele filmen udspilles i en imaginær by, hvor husmurene blot er kridtstreger på en scene, så man kan se alt, hvad der foregår bag de små hjems døre. 

Og det er først nu her i New Orleans, jeg får øje på dette kritiske element i filmen rettet mod USA: For her kan man virkelig leve side om side uden at blive hørt og set. Det kan måske nok være, at slaveriet er ophævet, og at det multikulturelle samfund er en realitet: Men de mentale barrierer, der holder os adskilt, selvom vi er så tæt, at vi kan røre hinanden, eksisterer her i frihedens land i utroligt høj grad som usynlige mure mellem naboer.

Om det så er skærmene og de virtuelle fællesskaber i cyberspace, der tager vores opmærksomhed fra de mennesker, vi lever side om side med, skal jeg ikke kunne sige.

Kioskejeren i det franske kvarter har sin filosofi: Mennesker bliver dummere og dummere, siger han. Vi var langt mere vidende og dannede for hundrede år siden. Jeg giver ham ret, fordi jeg lige der er overbevist om, at han har ret. Nok er der blevet flere akademikere i dag. Men videns-producenter er ikke det samme som intellektuelle.

Et sted på min vej har jeg læst, at menneskets hjerne formes af vores brug af medier, og at vi med hastigheden, og de stadig flere korte beskeder mister evnen til at overskue større mængder af data og skabe synteser af dem. Det langsigtede analytiske gear kommer af at læse lange tekster, er der nogen forskere, der mener. Og når børn og unge læser stadig færre lange tekster og flere korte – så geares vores hjerner simpelthen til at tænke kortsigtet, fortæller jeg ham.

"Du er et geni", siger den pakistanske kioskejer begejstret til mig, da vores samtale er ved at ebbe ud. Så får jeg et visitkort og en gratis køleskabsmagnet med ”New Orleans” på. De mentale barrierer fra da jeg som endnu en uvidende turist var på udkig efter et kort, er brudt ned. Der skulle ikke mere end syv minutters delte bekymringer til. Og nu er Muhamed og jeg venner. Altså ikke på facebook, hvor det, som Dronningen har bemærket, mere er livets sejre end bekymringer, man deler. Men ude i det virkelige liv, hvor man kan ringe til hinanden, hvis man får lyst.

Mordene i New Orleans

Mine blogindlæg fra New Orleans udgives efter hjemkomsten men er skrevet delvis på rejsen og delvis i flyet hjem lørdag den 5. januar. Det følgende er ikke mindst tænkt som en anden vinkel på forrige indlæg om det bevæbnede USA: http://verdenifolgegry.blogspot.dk/2013/01/nytars-skud.html

På vej fra Texas til New Orleans i bil nytårsdag stopper mit lille rejseselskab og jeg ved en tankstation for lige at låne et toilet. 

Min ven hans kone, lille søn og jeg er zombier af træthed, og kroppen af tung efter en lang dag i bilen. Og måske derfor ser vi ikke først facaden af bjælker og det bur tankpasseren sidder inde i. Først da vi komme ud af det beskidte toilet med varmerør og ødelagt isolering forbeholdt "Employees" går det vist op for os, at vi måske af flere grunde ikke har noget at gøre der.

Toilettet minder mig om et sted, man kunne blive låst inde i en Pulp Fiction-film. Et sted der meget vel kunne lede om til et baglokale med torturinstrumenter og pornofilm, og da jeg med den tanke i baghovedet går ud og stirrer lidt tomt på et par brownies i plastic på en butikshylde, lægger jeg mærke til et par af de andre kunder i biksen. 

Sølvtænder
De er vist tre, men jeg når kun at se de to rigtigt: En voldsomt høj sort kvinde, i sort joggingtøj og en fængselsstribet top, hvis kæmpe bagdel afslører mere om hendes køn end det grove ansigt. Hun bevæger sig aggressivt og er vist i gang med at komme op at skændes med en væsentligt mindre sort fyr med korte dreadlocks, baggy pants og hele tandfacaden udskiftet med et skinnende sølvpanel, der ser temmelig uhyggeligt ud, da han vænner sig og blotter gebisset.

Jeg dropper instinktivt at stå i kø med brownies i den crowd, og ude i bilen er min ven bag rattet ikke sen til at træde på speederen. Vi skal slet ikke være her, bemærker han tørt, da det samtidig går op for mig, hvor grundigt armeret den lille tankstation med donuts og benzin egentlig er. Den ser ud til at være sikret mod bombeangreb. Der står en invalid mand med benet i gips om hjørnet og hænger ud. 

Løse kugler og uskyldige liv
Kriminalitet et nemlig en af New Orleans største problemer: Ikke mindst mordraten som følge af bandekriminalitet, som avisen The Times Picayuen ivrigt skriver om på lederplads i det nye års første dage. Wikipedia skriver at 97% af alle mord bliver begået af afro-amerikanere i byen – 95% af mænd. 

Det skal så også ses i forhold til byens befolkningssammensætning: Omkring 60 % er afro-amerikanere mod et hvidt mindretal på omkring 30 %. Byens borgmester citeres for at sige, at det først og fremmest er unge afro-amerikanske mænd mellem 16 og 30 år, der står bag mordene.

Og det er den vished, der giver grund til at træde på speederen og komme væk fra den tankstation, der meget vel tilhører en del af det område, hvor løse kugler kan kommende flyvede gennem luften og tage uskyldige liv. 

Mens jeg er i NOLA taler jeg med en taxa-chauffør, der forklarer de i alt 193 mord, der har været i byen i år først og fremmest er interne bandeopgør, som ikke skal gøre en turist bange, når bare jeg ikke tager ud i de belastede fattige bydele.

Men dertil kommer der lige 11 andre dødsfald, hvor uskyldige er blevet skudt ved en fejltagelse, som Times Picayuen skriver. 11 mennesker, der bare lige var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og døde af det. 

NOLA's nytårsønske
- Og nu må den vold snart få en ende appellerer lederskribent i The Times Picayuen den 4. januar: Der gik heller ikke mere end otte timer af det nye år før et ifølge politiet sandsynligvis uskyldigt mordoffer dukkede op: 28-årige studerende Antonio Lovett, der var i gang med at blive uddannet petroleums-ingeniør, blev efter nytår fundet død efter skud i sin egen sofa.

Som byens borgmester Landrieu citeres for: ”This is unacceptable”. Han har derfor lanceret en strategi, der skal få mordraten ned ”NOLA for Life” hedder den og skal andet sikre arbejde, uddannelse og psykologbistand til udsatte unge med en voldelig fortid eller potentiale i den retning.

Strategien sender også folk, der kender miljøerne, ud i marken for at tale med bandemedlemmer og forsøge at dæmme op for hævnaktioner. Jeg krydser fingre for, at det virker, så man kan købe brownies næste gang man er på tanken uden frygt for voldelige følger - i New Orleans.

Jeg kan ikke lade være med i mit stille sind at tænke på våbenpolitikken og forskellene på staterne, da vi har ladet Texas bag os med sine motorvejsskilte "Drink - Drive - Go to Jail" og er kørt gennem Louisianas sumpområderne med det ene Casino-reklame efter den anden. Måske det i virkeligheden ville være det smarteste, at det kriminalitetstyngede syd havde mere restriktive våbenlove, mens de mere velhavende og religiøse texanere kunne beholde deres våbenlicenser til jagt, sportsskydning og territorialt forsvar?

Lafayette kirkegården i New Orleans, Garden District. Kirkegården blev blandt andet brugt som kulisse i filmen "Interview with a Vampire", men de der ligger begravede her, er så vidt jeg er orienteret først og fremmest 1800-tallets ofre for gul feber - og altså hverken vampyrofre eller myrdede.

Nytårs skud

Der er run på våbenbutikken Red’s i Texas en times kørsel fra ranchen den 31. januar. Vi er nemlig langt fra de eneste der har fået ideen om at ville skyde det nye år ind – sådan for alvor. James har allerede inden min afrejse fra Danmark luftet ideen på Facebook om, at jeg da skulle prøve det her med at skyde, når jeg kom til landet. En tanke der virkede ikke så lidt politisk ukorrekt lige efter skole-massakren i Newtown, Conneticut, hvor 20-årige Adam Lanza tog sin mors våben med hen på Sandy Hook Elementary School og skød 26 børn og voksne.

MEN – på trods af den uhyggelige begivenhed, der igen, har sat den amerikanske våbenlovgivning til international debat, var jeg alligevel blevet varm på ideen om at få en rigtig handgun eller riffel i hænderne. I håb om for alvor at kunne reflektere over denne kernedel af amerikansk kultur. Og måske kunne sætte mig ind i, hvorfor især amerikanerne her mod syd absolut ikke vil opgive deres ret til at bære våben.

Foreløbig er det tætteste jeg har været på rigtige skydevåben en AK47 i Kenya, og det var bestemt nok til at få blodet op at koge. Så derfor overraskede det mig ikke, da James i forhold til at forberede Bjarne og jeg på sessionen sagde, at vi ville kunne mærke adrenalinen en del, når vi nået frem til faktisk at affyre våbnene.

Det kom vi dog aldrig til. For Red’s var fuldstændig fyldt med folk. Køen var to timer lang, da vi ankom og med nytårsaften på vej, var der ikke andet at gøre end at kaste et blik på den travle våbenshop med skydebaner og så ellers gå igen. Jeg nåede lige at tale med en af butikkens ansatte, der fortalte mig, at efterspørgslen havde været voldsomt stor de sidste uger. Helt usædvanligt. Og nu blev nytåret altså skudt ind i Texas af både børn og bedstemødre for fuldt patronhylster – eller hvad man nu siger: Bang.

Jeg ville selv have troet, at de mange diskussioner om våbnene herovre i kølvandet på Sandy Hook-massakren måske ville have fået færre til at komme i skydehaller som denne – et sted også Adam Lanzas mor tog sin knægt med hen, når de skulle øve sig i at skyde, inden den unge mand gik bersærk. Men tværtimod får al snakken om våbnene altså amerikanerne her i Texas til for alvor at gå til riflerne.

Selvforsvar mod staten
Jeg havde derfor lange snak med texanerne James og RD, begge fædre i 40’erne, om hvorfor det er så vigtigt, at have ret til at bære og bruge våben.

De pointerer hver for sig, at de går ind for retten til at bære (visse) skydevåben. Til brug for jagt men også i forhold til den grundlæggende ret til selvforsvar, som den er beskrevet i den amerikanske forfatning. The Second Amendment fra 1791: "A Well regulated militia, being necessary to the security of a free state, the right of the people to keep and bear arms, shall not be infringed".

RD fortæller mig, at han har haft adgang til skydevåben siden han var otte år. Han er vokset op med en enlig mor og har gravet mad ud af containere, da han var en lille dreng. Sådan et liv kræver, at man kan forsvare sig, siger han og fortsætter: 

Og så handler det også om at kunne sætte sig op mod staten, hvis det bliver nødvendigt. Revolutionen er ikke et eller andet utopisk fortidslevn i USA. Det er et regulært scenarie, og en i forfatningen indbygget sikring af det frie land nationen blev skabt som. Det er altså helt inde i kernen af de amerikanske frihedsværdier at retten til våben findes. Piller man ved de love, piller man simpelthen ved, hvad USA er for rigtig mange mennesker.

En anden situation, hvor James forklarer, at han kan se det fornuftige i, at der er skydevåben på private hænder, er, når naturkatastrofer sætter samfundet ud af kraft. Så skal de små samfund kunne beskytte sig selv. Og så står man over for den svære hønen og ægget diskussion: For det er jo netop vigtigt i et land, hvor der er så mange våben i omløb - ikke mindst blandt folk med potentielt ondt i sigte.

Jeg kommer naturligvis med min europæiske skepsis over, hvor grundlæggende farligt det må være med så mange våben og ammunition i en verden fyldt med fejl. Men Europa har jo også massakrer, siger RD og nævner den norske massemorder. Og så er der jo de helt åbenlyse daglige farer: Bare tag trafikken med masser af blod på samvittigheden:

Og det er jo rigtigt nok. Da vi kører fra RED’s uden selv at have skudt et eneste lille hulkort, går der ikke mange mil på den fedtede tågede landevej før to biler holder stille i rabatten med plastic, glas og metaldele spredt over vejbanen. James svinger resolut ind til siden og springer ud for at ile til hjælp. To kvinder er involveret i biluheldet. Begge biler er grundigt skadede, men ingen mennesker er kommet noget til. Bjarne og jeg taler med den ene. Hendes hånd ryster, mens hun med store øjne fortæller os, hvordan den anden bil ramte hende bagfra, så hun endte ovre i den modkørende bane. Her drejede hun rundt på den fugtigt-fedtede vej og endte her retur - halvvejs ude i grøften i en havareret bil.

Godt du slap med chokket, siger vi. Nu er en lokal sherif ankommet med stjerne på brystet af sin army-brune skjorte og hat på. Og en brandbil. Vi sætter os ind i James’ bil igen og kører retur til ranchen. Og der er mange biler i rabatten undervejs. Vejene er og bliver de farligste, når man tæller dødsofre.

FAKTA: Ifølge Die Zeit, 22. november 2012, er der i dag omkring 270 millioner private våben i USA, dvs. knap 90 våben per 100 indbygger, hvor der til sammenligning er 45 per 100 indbygger i Finland og 30 i Tyskland. I USA betyder det årligt, at fem indbyggere per 100.000 bliver skudt. Det er under én i Tyskland  - mens det noget mere voldelige Rusland har 10 dødsfald per 100.000 og Honduras er helt oppe på 91.

The Armadillo

Vi tager KKs rustne chevy til Flat Creek første gang en lørdag eftermiddag, for at vandre langs Flat Creek. Det er råkoldt og efter at være gået igennem en temmelig falsk grotte, der har været med i en efter sigende rimeligt dårlig B-film, når vi ud i det åbne landskab med det grønne vand ved klippesiderne, der rejser sig på hver side af os. Der hænger kaktusser ned fra dem som minder om, at klimaet det meste af året her er varmt og tørt, og ikke som nu sidst i december koldt og tåget.

Der gror agaver og andet grønt, der filtrer sig ind i hinanden, så man ikke bare må hoppe fra sten til sten men også over grenværk og siv, der efterlader burrer i ens bukseben og griber fat. Jeg kommer hele tiden til at se en scene fra en cowboyfilm for mig, og jeg tænker på, hvordan det må være at passere dette område på hesteryg. Mon ikke man ville lade sin hest gå ud i vandet, så man havde frit udsyn over slugten? Om ikke andet så for at være fri for slangerne, som jeg ved gemmer sig for kulden nu i deres sten- og jordhuler.

Vi stiller os og snakker ved bredden længere oppe af bækken. Der er så stille. Men så hører vi noget ruske i buskadset på den anden side af vandet. Vi er en lille gruppe af fem voksne og en lille pige. Vi bliver stille. Helt stille. Og spidser ører. Det river og rusker i budskadset overfor. Jeg nævner spøgefuldt den puma, som James har advaret mod, at man har set fodspor af på et tidspunkt: Den siges at snige sig ind på folk bagfra. Det er vist noget pumaer gør. Men dyret, eller hvad det nu er overfor, er jo heldigvis på den anden side af vandet. Vi lytter, mens blade bliver mast og krat revet til side.

Og så med eet kommer det til syne. Et bæltedyr. En lille rund tank af en forvokset rotte eller bæver. Med spids hale og de fine bælter rundt om den runde mave. Den vralter ud af buskene og ud på klippen - sikkert for at få vand. ”An Armadillo”, siger mine følgesvende og vi griner lettede over, at det lille dyr kunne lave så stort et postyr.

Det er med ret stor sikkerhed et nibåndsbæltedyr, eftersom det er den eneste art, der lever i Texas, uden for det tropiske Sydamerika, hvor dyret er mere almindeligt. Det gravende pattedyr, der er i familie med dovendyret og myreslugeren, menes at have spredt sig fra Mexico i 1800-tallet op gennem Texas, Kansas og Missouri. Det indvandrede her til Texas i 1854 og den lille immigrant stod dermed bag en af de hurtigste indvandringer i pattedyrshistorien.

Den kommer ikke til syne igen, og det kan være, at den er forsvundet ned i vandet. Bæltedyret er et fredeligt, trægt dyr, kan jeg læse mig til, men det har særlige evner, selvom det er langt fra sin storhedstid for 55 millioner år siden, hvor de pansrede dyr kunne blive på størrelse med bjørne:

For eksempel menes de første bæltedyr at have krydset Mississippi i deres spredning til USA, hvor de ellers i dag stort set er udryddet: Bæltedyret kan nemlig enten synke luft, så det flyder over vandløb eller også går det simpelthen gennem strømmen på bunden, da den kan holde vejret i omkring seks minutter.

Et døgns tid senere springer vi i det iskolde vand nytårsnat med tågen liggende over klipperne – på det tidspunkt er jeg personligt lykkeligt uvidende om, at der kan rende bæltedyr rundt på bunden… Det er som om ånder vælter ned fra bjergskråningerne og Comanche indianeres stemmer hvisker i ørene her i Texas Hill Country – omgivet af smuldrende kridt og rå klippemassiver. Her hvor der har været hav og dinosaurer og indianere. Nu er her kun ranchere med våben og kvæg. Klapperslanger, vildsvin og en enkelt puma. Og så – the armadillo – bæltedyret.

 

Barbecue

Der er ”family dinner” i saloonen og alle spiser på forskellige tidspunkter ved runde borde på forskellige måder forskellige småretter. Det er sådan set ikke anderledes end tagselvborde så mange andre steder, men jeg bliver slået af min danskhed, da jeg mærker trangen til orden ved middagsbordet indeni. Hov: Hvorfor sætter vi os ikke lige lidt ned samlet. Og har en eller anden form for andagt over for måltidet? Sådan mærkes det indeni, selvom jeg af princip elsker alt hvad der er anderledes en rutiner og traditioner. Men her er vi ved en kerne i fællesskabet. Når det hele flyder som dette måltid gør, så giver det uro for én, der er vant til noget andet.

Men så går det op for mig – på et senere tidspunkt – hvad det er med det her måltid, som jeg måske ikke helt har forstået. Måltidet handler nemlig ikke om at sætte sig ned og spise sammen. Det handler i høj grad om at tilberede maden sammen og spise den, når den er bedst.

The smokers
Den sidste dag i det gamle år står jeg sammen med Kris, Carlos og Heath ved den store rustne smoker udenfor og ser dem arbejde med at få gang i ilden, så grillen kan fyldes med røg. Kødet skal ligge der i den varme røg i timevis. Det tager hele dagen, og de fortæller mig begejstret, hvordan en rigtig smoker skal være. Carlos har én hjemme, han ikke er tilfreds med. Det er noget med ristens konstruktion, der skaber uens opvarmning af kødet. Han vil derfor have en ny og bedre, men det forstår hans kone ikke helt. Sådan en smoker er en ”big deal” hernede sydpå. Gutterne fortæller mig, hvordan folk hiver dem med ud, når de skal til store begivenheder.

Når der er sportsstævner og fester, så handler det om at have den bedste og største smoker. Så man kan ryge sit kød til perfektion. Der er meget at sige om det kød. Marinaden betyder noget. I Texas er den lettere – og gerne krydret. I Louisiana og Alabama er den sød og tyk.Og når kødet så er færdigt, så bliver det spist – måske stående, gående, mens andre laver noget andet. Måltidet starter med forberedelsen og tilberedelsen. Selve indtagelsen er ikke det fællesskabsskabende punkt. Så hvis man på dansk maner tror, at man kan sætte sig til bordet og så træde ind i fællesskabet der – med kniv og gaffel – så er det lidt sent, kan jeg fornemme.

Tamale

Jeg opdager det, da James giver mig tamale-mel og "corn husks" i gave til kufferten og sætter mig til at lære at lave de her majsbladsomvundne indbagte kødfyldte majspandekager. Dejen bliver smurt ud på majs-bladet, som så bliver foldet sammen og dampet. Det er en mexicansk ret, der er meget populær i Texas, og den kan både være med sød desertdej med frugtfyld i eller som nu med mad-dej med olie og majsmel og salt og vand og en trevlet kødfyld.

Så snart tamale-pandekagerne er blevet dampet i en gryde og klar til spisning bliver de delt rundt til, hvem der er sultne. Det er sen eftermiddag, og jeg tænker straks: Hov: Skulle vi ikke gemme dem til ”aftensmaden”? Igen bliver jeg konfronteret med den indre andægtighed jeg åbenbart føler for måltidet. Måske det med de afmålte mængder på bestemt ”tid” er noget vi går særligt op i i Danmark, mens en ”meal” er et helt andet begreb i USA. Et ritual der bygger mere på tilberedelse og næring end mål og tid? I en barbecue-kultur er det i hvert fald omkring smokeren fællesskabet foregår og ikke bænket omkring bordet.

Fra Kridttid til Det Vilde Vesten

Det ser godt ud – men det er ren facade. Ranchen har været – og jorden bliver stadig i et vist omfang – brugt til kvægdrift, men er i dag hotelværelser og store fællesrum pyntet op som en westernby og ejet af en børnefond, der hjælper børn fra mindrebemidlede hjem med oplevelser og undervisning.

Jeg ankommer sammen med den lille dansk amerikanske familie Bjarne, Jade og Dimitri fra New Orleans efter en hård køretur i 10 timer til Texas Hill Country fra Louisianas marskland og sumpe. Og jeg var ikke engang bag rattet på noget tidspunkt.

Mit værelse er det lige under kanonen, og da jeg vågner næste dag er det til et landskab taget ud af en Lucky Luke tegneserie. Der står gyngestole foran min dør, og jeg går om hjørnet på verandaen og bliver mødt af værten James, der byder på hjemmebagt brød og varm kaffe i ”Saloon’en”. Her står der stor en gammel hestedroske med kaleche.  

Vi går en tur ud til ”revet” omme bag Pedernales Hall, som hovedbygningen med pynteskiltene Jail, Bank og Lawyer hedder:
 

Kridttiden
Her viser James mig begejstret et kig ind i over 100 millioner års historie ved at hive det ene fossil af muslinger og snegle ud af den hvide kridt-skrænt foran mig efter den anden. Det her plejede at være et rev, fortæller han mig. Tilbage i kridttiden gik Golfen helt her ind og Texas Hell Country var et hav. Og derfor vælter det nu ud med så fossiler lige til at samle op og hive ud af den porøse hvide skrænt.
 
Det er et temmelig eventyrligt sted her omkring den store bæk, der løber tæt ved og giver kvæget vand. Jeg så godt nok ikke nogen af de dinosaur-fodspor, der også er blevet fundet i området. Men der er klippeblokkene omkring det grønne vand ved den falske tunnelgrotte længere nede på grunden. 

Der er to hovedbygninger og en række mindre hytter på området. Naturen er domineret af lavt krat. Nogle steder tæt og uigennemtrængeligt og knastørt. Det har ikke regnet længe på de kanter. Jorden er hvid og stenet og præget af kridt. Der bliver hevet petroleum op af jorden på grunden lidt længere oppe.


Where are you going Mam?
Jeg går en tur på grunden og læser kortet forkert senere samme dage. Solen er ved at gå ned, og jeg går ind af en port og fortsætter længe, inden til en pickuptruck kører mod mig og sagtner farten. Der sidder en dreng derinde og hans far. De skuler til mig. Jeg tænker et kort øjeblik, at de ligner folk med ondt i sinde, og hvad jeg kan gøre dér, som enlig vandrer et godt stykke fra ranchen, hvis det viser sig, at min fornemmelse holder stik.


”Where are you going Mam?” spørger manden bag rattet vredt. Jeg kvidrer noget om at komme fra Danmark. ”This is our property – Didn’t you see the sign?” ”It’s not safe here – we are shooting deer”, bjæffer manden, mens drengen ser udtryksløst på mig. Jeg får lyst til at dukke mig. Har ikke hørt et eneste skud i den stille aftenluft. Kun gået der og nydt solnedgang og stilheden og synet af en enkelt træhytte i toppen af et træ, der minder mig om Forrest Gump, og alt det jeg har set om sydstaterne på film.

Jeg undskylder mange gange og vender om. Pickup-trucken forsvinder ud af lågen. James havde godt sagt, at naboerne ikke var venlige. Mere pastiche er det altså ikke – det her vilde vesten.