Vi tager KKs rustne chevy til Flat Creek første gang en lørdag eftermiddag, for at vandre langs Flat Creek. Det er råkoldt og efter at være gået igennem en temmelig falsk grotte, der har været med i en efter sigende rimeligt dårlig B-film, når vi ud i det åbne landskab med det grønne vand ved klippesiderne, der rejser sig på hver side af os. Der hænger kaktusser ned fra dem som minder om, at klimaet det meste af året her er varmt og tørt, og ikke som nu sidst i december koldt og tåget.
Der gror agaver og andet grønt, der filtrer sig ind i hinanden, så man ikke bare må hoppe fra sten til sten men også over grenværk og siv, der efterlader burrer i ens bukseben og griber fat. Jeg kommer hele tiden til at se en scene fra en cowboyfilm for mig, og jeg tænker på, hvordan det må være at passere dette område på hesteryg. Mon ikke man ville lade sin hest gå ud i vandet, så man havde frit udsyn over slugten? Om ikke andet så for at være fri for slangerne, som jeg ved gemmer sig for kulden nu i deres sten- og jordhuler.
Vi stiller os og snakker ved bredden længere oppe af bækken. Der er så stille. Men så hører vi noget ruske i buskadset på den anden side af vandet. Vi er en lille gruppe af fem voksne og en lille pige. Vi bliver stille. Helt stille. Og spidser ører. Det river og rusker i budskadset overfor. Jeg nævner spøgefuldt den puma, som James har advaret mod, at man har set fodspor af på et tidspunkt: Den siges at snige sig ind på folk bagfra. Det er vist noget pumaer gør. Men dyret, eller hvad det nu er overfor, er jo heldigvis på den anden side af vandet. Vi lytter, mens blade bliver mast og krat revet til side.
Og så med eet kommer det til syne. Et bæltedyr. En lille rund tank af en forvokset rotte eller bæver. Med spids hale og de fine bælter rundt om den runde mave. Den vralter ud af buskene og ud på klippen - sikkert for at få vand. ”An Armadillo”, siger mine følgesvende og vi griner lettede over, at det lille dyr kunne lave så stort et postyr.
Det er med ret stor sikkerhed et nibåndsbæltedyr, eftersom det er den eneste art, der lever i Texas, uden for det tropiske Sydamerika, hvor dyret er mere almindeligt. Det gravende pattedyr, der er i familie med dovendyret og myreslugeren, menes at have spredt sig fra Mexico i 1800-tallet op gennem Texas, Kansas og Missouri. Det indvandrede her til Texas i 1854 og den lille immigrant stod dermed bag en af de hurtigste indvandringer i pattedyrshistorien.
Den kommer ikke til syne igen, og det kan være, at den er forsvundet ned i vandet. Bæltedyret er et fredeligt, trægt dyr, kan jeg læse mig til, men det har særlige evner, selvom det er langt fra sin storhedstid for 55 millioner år siden, hvor de pansrede dyr kunne blive på størrelse med bjørne:
For eksempel menes de første bæltedyr at have krydset Mississippi i deres spredning til USA, hvor de ellers i dag stort set er udryddet: Bæltedyret kan nemlig enten synke luft, så det flyder over vandløb eller også går det simpelthen gennem strømmen på bunden, da den kan holde vejret i omkring seks minutter.
Et døgns tid senere springer vi i det iskolde vand nytårsnat med tågen liggende over klipperne – på det tidspunkt er jeg personligt lykkeligt uvidende om, at der kan rende bæltedyr rundt på bunden… Det er som om ånder vælter ned fra bjergskråningerne og Comanche indianeres stemmer hvisker i ørene her i Texas Hill Country – omgivet af smuldrende kridt og rå klippemassiver. Her hvor der har været hav og dinosaurer og indianere. Nu er her kun ranchere med våben og kvæg. Klapperslanger, vildsvin og en enkelt puma. Og så – the armadillo – bæltedyret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar