Edens Have

Jeg gik en tur ude på landet Langfredag. Det var sent på dagen. Inden solnedgang, hvor skyggerne bliver lange. Det var varmt, og regnen, der havde ligget i luften, var forsvundet uden at blive til vand.

Tornebuske
Jeg gik for mig selv og tænkte på Biblen og menneskets oprindelse. Ude på savannen langs hegnet, der indhegner pigeskolen Daraja Academy og MS Action Aids hytter. Over den knoldede, røde jord med lave langtornede buske, der nu er så tørre, at de her helt lysegrå i farven.

Bakkedraget
Terrænnet skrånede opad, og jeg gik med tunge skridt i luften, der er tynd her på højsletten langt over havets overflade.

Til sidst nåede jeg højden på bakkedraget, hvor jeg lettere forpustet kunne se ud over de bløde dale under den mægtige himmel med tunge grå skyer og et helt særligt lys ved solnedgangstid - gult og varmt og beige og meget rigt:

Hyrder
Og så stillede jeg mig til at kigge ud over bakkedrag og dale. Det var et helt utroligt syn – nærmest paradisisk: Tre masai-hyrder var ved at drive deres gedeflok ned i terænnet for mine fødder.

Til højre var en gumlende flok kvæg på vej imellem træer, buske og kaktusser. Jeg kunne se enkelte hytter bygget af strå og kokasser og jord.

Klokker
En lille flok spurvefugle lettede fra jorden hvor kvæget kom frem. Det hele summede. Der var lyden af klokker om køernes halse. Og legende børn, der lo og larmede i en landsby længere ude til højre. Og så også lige et par kameler, der stod og spiste skud af de lave træer.

Jeg har lige siden tænkt på det syn, og på hvor priviligeret det er at være her på kloden, hvor de første mennesker på jorden siges at komme fra. Hvis man skal leve primitivt, så skulle det næsten være her. Når altså blot regnen stadig kommer.

Hvor livet begyndte
For snart vil landskabet her måske være væk. Tørken tager til år for år, træerne bliver færre og færre, siger de lokale. Regnen mere og mere sparsom. Sidste år døde alt kvæget på grund af tørken, fortæller Mathilde mig. Det er ikke et let liv, selvom det lige her og nu ser ud som selveste Edens Have.

Slange-reden

Det kribler og krabler på savannen, da jeg kommer her i april. Mathildes hus, hvor jeg bor, er udsat for en sand myreinvasion – og vi starter med at flytte min seng ind ved siden af hendes, da jeg kommer.

For sidst de fandt en slange i huset, var det netop i det hjørne, hvor sengen stod under vinduet ved den smukke blomsterbusk uden for med det viltre grenværk.

Mens vi venter på regnen
Tørken får dyrene til at komme frem af den tørre jord. På jagt efter vand. Og myrernes jagt i huset er fascinerende. De bittesmå myrer myldrer omkring indgangen til huset og gør gulvet levende, og så snart de finder noget spiseligt, er de der.

De lokaliserer en åben rulle kiks i Mathildes kamerataske i sofaen ved døren. Og så bevæger de sig frem i en klar stribe op over armlæn og hen over sofastof og forcerer velcrolukninger og lynlåse, så de kan invadere kikserullen.

Kage-jægerne
De går endda i køleskabet. Og den dedikerede holdindsats får Mathilde til mere end en gang at stå og puste på resterne af min store fødselsdags-chokoladekage uden for døren til hytten, for den finder myrerne også trods to plasticposers forsegling.

Myrerne morer mig, og jeg fascineret af at studere deres ihærdige mylder, indtil myremidlet slår dem ihjel. Til gengæld vender jeg hver taske og tøjstykke med omhu i huset vel vidende, at en af verdens mest giftige slanger – den sorte mamba – har været på besøg. Flere gange. For nylig.

Slange-reden
Mathilde taler også om, at der er en mulig Cobra-rede et sted tæt ved, men jeg har endnu ikke set slangen i paradiset. Selvom jeg står længe og ser på blomsterbusken uden for eller stirrer på det stråtækte tag for at afsløre en bugtende bevægelse, så er de der ikke.

Det nærmeste jeg kommer en slangerede de første dage er mine egne sammenfiltrede tanker.

Skær biddet ud
Men det er altid godt at være forberedt. Vores lokale masai-lærer James fortæller, at hvis uheldet er ude og man for eksempel bliver bidt i armen, så snører man så stramt til, så blodet ikke kan løbe.  Og så tager man en kniv og skærer såret ud. Godt så.

Spyttende Cobra
Men – så er der også den britiske kaserne. Her har de for nylig slået en over to meter lang spyttende Cobra ihjel, fortæller en af soldaterne os nede på restaurant Kongoni. Og han er leveringsdygtig i gode historier. Vi taler om alt det myldrende kryb hernede, og jeg erklærer frejdigt, at jeg ikke er bange for kryb. Kun slanger gør mig frygtsom.

Camel edderkoppen
Edderkopper er jeg til gengæld rimelig afslappet overfor. - Det er så, fordi jeg ikke har hørt om Camel Spideren, siger soldaten. Den er stor som en håndflade, og den er her, og den er i Irak og i ørkener generelt, og den er ikke rar:

Camel Spideren gør nemlig det, at den bedøver med sit bid. Og så spiser den kød.

Bedøvelse
Det gik ifølge soldaten ud over en anden brite under Irak-krigen. Edderkoppen gik i hans sovepose og fandt frem til de blødere dele mellem benene. Og før manden anede det, havde det mangebenede dyr fortæret en væsentlig del af hans manddom.

Hvad gjorde han så? Spørger jeg gysende. - Ja, han ringede vel hjem til konen og fortalte de dårlige nyheder, sagde soldaten.

Urban Legend
Meget tyder dog på, at vi har at gøre med en myte, når jeg går i gang med at undersøge Camel spideren på nettet. Men rar ser den ikke ud. Og jeg kan læse mig til, at den bider slemt og kan blive op til 30 centimeter i diameter med de lange ben.

Under alle omstændigheder kan den slags historier godt tage spejderglæden ved det forunderlige dyreliv omkring os på savannen væk. Men. Intet paradis uden slanger. Og myrer. Og edderkopper. Og når regnen kommer, er krybet væk, siger de lokale. I hvert fald ude af syne.

Gaverne til børnehjemmet

Vi er på besøg med gaver på det lokale børnehjem. Onsdag den 4. april. En tidligere frivillig hos Mellemfolkeligt Samvirke her i Kenya har købt en mængde bamser og dukker i Danmark og sendt dem herned. Så nu går Marie, Mathilde og jeg over savannens gule græs for at hilse på Mary og Ann og Francis på børnehjemmet i den lokale landsby tæt ved kirken.

Snottede unger
Der bor 32 børn på børnehjemmet. Forældreløse børn, der løber rundt i en flok. Børn med gult snot tørret ind under deres små næser og små beskidte hænder, som de rækker frem. De møder os ude på savannen og cirkler rundt om os og kigger og griner.

Hvad ønsker de fattige sig?
Og så kommer jeg igen til at tænke på, hvor svært jeg synes, det har været, at købe gaver til mine afrikanske bekendte hernede, inden jeg tog afsted:

For hvad giver man mennesker, der ingenting har? Hvad er dit behov og dine ønsker, når du er en kvinde i starten af 20’erne og bor i et blikskur med 10-11 søskende og kun har job fra dag til dag: En taske, et tørklæde, en neglelak, et skønhedsprodukt?

Ofte siger vi til hinanden i den vestlige verden: Hvad skal man give een, der har alt? Sådan ser jeg mig selv, når folk spørger mig, hvad jeg ønsker mig til min fødselsdag. Jeg kan jo købe det jeg mangler. Og hvad skal jeg med flere ting, når jeg har nok til at fylde 42 flyttekasser?

Ingenting
Men her på savannen er horisonten lidt anderledes. For her er ingenting - ud over det fantastiske, tørre golde landskab.

Et af børnene ved børnehjemmet sidder med nogle små plasticflasker. En anden står nede i et hul med enormt beskidt vand. Et af de huller folkene i landsbyen har gravet, så de kan plante træer til, når regntiden kommer lige om lidt.

Fra frottetæppe til mudderpøl
Mon ikke nogen af alle de farvestrålende bamser ender hernede om lidt, hvis børnene får dem? De er jo syet og farvet til et liv på lyserøde frottetæpper og ikke et barfodet liv med snot og myrer og mudder. Tanken med bamserne er sød – og kunne lige så godt være min. For man vil så gerne give noget. Dele sit overskud. Gøre en forskel.

Men måske det er derhjemme, vi skal gøre en forskel ved at begynde at udvikle en ny og mere bæredygtig livsstil, så der også er ressourcer nok til, at de her børn en dag kan få et liv med samme frihed og rettigheder og muligheder, som vi er vant til.

For når man står på savannen med de her børn og tænker på snakken om alarmen over finanskrisen i Europa, så opleves det altså lidt absurd, at vi er så bekymrede for at miste den enorme købekraft, vi er blevet vant til.

Fremgang i syd
For lige nu er omkring tre fjerdedele af verdens vækst noget, der foregår i udviklingslande som Kina, Indien, Brasilien og Rusland og efterhånden også her, hvor Kenya har vækstrater på 8-9 procent på et år, så er det jo i virkeligheden fantastisk:

Måske de her børn vokser op og flytter til byen og får et arbejde, så de kan give deres egne børn sko på fødderne i fremtiden?

Det kan godt være, at det betyder mindre af den samlede kage til os i de traditionelt rige lande. Og at det måske er ved at være slut med, at det bare er os, der giver gaver. Men det kan jo være, at de gaver vi kunne få retur i sidste ende ville være afsavnet værd.

Bolde
På vej tilbage til Daraja Academy spørger Mathilde vores tolk James, hvad der ville bringe mest glæde – og gøre mest gavn, hvis man skulle give børnehjemmets børn en gave. Han har selv ni børn og to koner i et hus på sletten lidt borte fra, hvor vi bor:

Bolde er en stor lykke, siger han. Bolde - og måske også papir og blyanter, tilføjer vi selv. Hvad så med de lidt større børn? Der kommer ikke rigtig noget svar. Det er åbenbart ikke så let at forestille sig, hvad man har brug for, når man er vant til at klare sig uden. 

Børnehjemmets køkken..

På vej til børnehjemmet. James, Mathilde og Marie med gaverne.

Børnenes soveværelse. Så vidt jeg kunne tælle var der ikke en seng til hver.

Bar-slagsmål i Nanyuki

Der hænger meget passende et billede fra Tarantinos film "Pulp Fiction" på væggen i restaurant Kongoni.

Jeg er på Ækvator. I Byen Nanyuki i Centralkenya. Nærmere bestemt på baren Kongoni, hvor jeg netop har haft en lavmælt snak med en af soldaterne fra den britiske kaserne, der ikke ville have, at hans kolleger skulle høre, at jeg spurgte ham ud om det vilde masseslagsmål hans kolleger fra kasernen var i forleden.


Sportsman Arms
Jeg ankom selv tidligere på ugen. Et par dage efter, at Nanyuki ramte verdenspressen med en historie det britiske militær lige nu prøver at lægge låg på. Det forstår man godt, når ambulancehelikoptere må flyve fem hårdt sårede soldater til Nairobi efter at være blevet skåret op af kammeraterne i et barslagsmål. I øvrigt på Sportsman Arms Hotel, hvor mine kolleger på MS Action Aids platform her i Kenya er faste gæster i weekenden. 

Det vilde Vesten
Det var de dog ikke i lørdags, for de havde fået en advarsel om, at der var et eller andet ondt i gære. Og derfor kan jeg ikke lade være med at skrive det, jeg har skrevet før: Den bedste måde jeg kan beskrive byen Nanyuki i Centralkenya er altså som en blanding af Det vilde Vesten og en Tarantino-film.  

Da jeg ankom med lejet matatu fra Nairobi forleden og blev sat af ved den britiske restaurant "The Eatery" fik jeg mig en god kop kenyansk kaffe, og satte mig til at glo udmattet ud af vinduet for lige at falde til ro: 

Æselkærren

Og blev selvfølgelig med eet vækket af mine tanker ved synet af en mand, der kom kørende på vejen uden for stående på en æselkærre med tre æsler spændt for ved siden af hinanden.

Han er ved at falde flere gange, men holder tømmen til trækdyrene i den ene hånd og en tynd primitiv pisk, der ligner en mellemting mellem en pind og et strå i den anden hånd, så han hvert andet øjeblik kan give dyrene et rap bagi, så de bevæger sig fremad i usynkron takt. 

Sniffende gadebørn
Lige der overrasker det mig så jeg kommer til at sidde og le, for det her syn er så helt og aldeles besynderligt sammelignet med udsigten fra min arbejdsplads på Amager eller Østerbro-lejligheden derhjemme, som jo på ingen måde indeholder de samme facetter som hverdagens gadebillede her i Nanyuki:

Gadebørn i rendestenen, der sidder med deres limflasker, som de sniffer af. Unge fyre, der hænger ud over deres knallerter og motorcykler på fortovet. Blinde tiggere. Monstertrucks, soldater foran indkøbscenteret Nakumatt. Støv, lugten af brændt gummi. Kø ved benzinstationen.

"Stamme-krig"
Og så til weekendens slåskamp, som faktisk indirekte har en sammenhæng med den brogede traffik. Ifølge den landsdækkende avis The Nation og en af soldaterne, jeg taler med paa Kongoni, havde kamptropperne, der endte med decideret at smide hinanden ud af vinduerne på baren, netop været i træningslejr i Samburu. Og slagsmålet var aftalt på forhånd.

Og det er ikke helt galt, når den kenyanske avis "The Nation" med typisk kenyansk humor skriver om soldater "i stammekrig” i overskriften:

Een af de udløsende årsager til det voldsomme barslagsmål var nemlig ifølge militæret selv, at skotske og irske soldater var blevet uvenner, da den ene part har drillet de andre med, at de var dårlige chauffører efter to forudgående biluheld i Nanyuki, hvor soldater blandt andet, ifølge "The Nation" var kommet til at køre en lokal politimand ned.

Flyvende flasker - og soldater
Og det var åbenbart nok til, at over 300 soldater gik i gang med at smadre hinanden med de bare næver og knuste flasker i baren lørdag aften. Flere blev smidt ud af vinduerne på 1. sal. Det lokale politi blev angiveligt holdt uden for oprydningen af det britiske militær, der helst selv ville stå for at få soldaterne hjem: 

De, der ikke blev fløjet med helikopter på hospitalet i Nairobi, måtte ifølge artiklen marchere de 500 meter hjem på kasernen i samlet flok. Og baren har fået 150.000 kenyanske shillings til at fikse de ødelagte møbler, vinduesglas og flasker af militæret - samt fået mundkurv på over for pressen.

Sikkerhed
Vi var som sagt advaret her på MS platformen. Selv sad jeg derhjemme på arbejdet og var ved at forberede en debat til radioen om søndagen, mens Sportsman Arms i Nanyuki sejlede i blod og glasskår. I en grad så man kunne læse om det på politiken.dk her midt på ugen.


Nu sidder jeg derfor meget mageligt på byens anden bar Kongoni med et glas rødvin og kigger på soldaterne med de brede overarme i baren... Jeg tror nu stadig den største sikkerhedsrisiko her i byen er manden med æslerne og den uoverskuelige trafik. Og når alt kommer til alt, så var det jo angiveligt også den, der fik det til at kokse for soldaterne.

Læs hvordan slagsmålet ramte den danske presse, her. Informationerne stammer fra de kenyanske aviser, The Nation, som ikke havde hele historien.
http://borsen.dk/nyheder/ritzau/artikel/U/3/FRA-483699/britiske_soldater_i_kaempeslagsmaal_i_kenya.html

Læs mere om mine oplevelser fra Nanyuki her:
http://verdenifolgegry.blogspot.com/2011/09/det-vilde-vesten-i-nanyuki.html

Nogle dage senere overværede jeg denne scene på gaderne i Nanyuki. En mand har uheldigvis punkteret det ene hjul på sin æselkærre. Ærgerligt. Ikke mindst fordi regnen var på vej til at stå ned i tykke tove.

Sahara

”Some day I’ll buy a one way ticket to Kenya” er titlen på et maleri min bror har malet, der hænger i min mors soveværelse. Det forestiller en blå himmel og ørkensand i fine bløde, gule, dynger. Og et lille fly af den slags man fløj rundt med i tiden omkring 1. verdenskrig. 

Ikke en stor tung KLM-maskine, som den jeg sidder i nu ved vinduet med sol og Sahara glidende forbi under mig. Motoren rumler med samme tunge kværnen som mine tanker.

Sahara fra Middelhavet og frem ser ud som en blottet havbund. Store glatte flader og for længst forladte floddeltaer med eroderede lagdelte skrænter. Mørkere sandfarver  i store plamager, som der hvor bølgerne slår ind over havet. 

Flødeskum
Det flade glatte overflader afløses af bløde gule sanddynger med fine små vuggende ubevægelige bølgeformer. Som om en heftig vind har lagt de fine gule sandkorn i samme folder som nypisket flødeskum.

Så bliver det igen mere hårdt. En stenørken i golde rødbrune farver med noprede forhøjninger.

Solceller
Det er et faktisk et smukt land. Når der engang imellem er noget, der glimter, tænker jeg over, hvad det kan være i det komplet menneskeforladte landskab:

En vragdel fra et fly. En hemmelig militær installation. Våbendele eller noget andet – der er brudt sammen over eller i ørkenen. Glimtet får mig til at tænke på solen. Det er et land for solceller. Måske fremtidige flyveture her bliver som at flyve over et mægtig glimtende hav af lys.

Blændet
Hvis det da overhovedet er sikkert og ikke blænder piloterne, så parkerne aldrig bygges, fordi folk hellere vil bygge vindmøller, hvis vinger er lavet af farlig fiberplast, der ikke kan nedbrydes men til gengæld ikke kommer i vejen for flyruterne. Det er ikke altid let at forstå, hvorfor gode ideer går til i ørkenen og knap så gode slår rod og spirer. Men der er penge i det. Og politik.

Linial
Engang imellem gennemskæres landskabet af en helt ret linie. Det ligner en flænge i ørkenen, trukket med en linial, og jeg spekulerer over, om det mon er et oliekabel, der ligger der og fører sort guld op mod Europa.

Faldskærmstropper
Jeg kommer til at tænke på min mors ven Hugo, der er gammel SAS-soldat og under 2. verdenskrig har været i faldskærmstropperne og saboteret tyskernes fly her i Sahara. Det har sikkert været længere vestpå, end hvor jeg flyver nu. Men bare tanken om at skulle kastes ned med faldskærm om natten og klare sig igennem dette land med feltrationer af vand og dadler i dagevis i en operation hvor 50 procent omkom, kan gøre mig tør i halsen.

Måske det nærmeste jeg kommer på sådan en operation er en ”One way ticket to Kenya”? Some day… 

 

Kenya III

Man siger, at tredje gang er lykkens gang. Og da jeg adskillige gange har oplevet, at livet faktisk er som i eventyrene, bruger jeg den sidste dag i mit 30. år på at flyve til Kenya for 3. gang og fejre min fødselsdag den 3. april præcis der, hvor jeg føler mig allermest hjemme: På savannen.

Om ni timer flyver jeg tilbage til Nairobi og tager nordpå til Mount Kenya ved Ækvator, hvor jeg var i september for at undervise et nyt hold højskoleelever fra Danmark og Kenya i journalistik. Jeg glæder mig meget - ikke mindst til at gense mine gode kolleger på MS højskolen og møde både nye og gamle elever.

Planen er tre uger med undervisning og udvikling af et undervisningskoncept til MS Action Aids globale højskoler. Dernæst en uge i Nairobis slumkvarter Kibera, hvor jeg skal være med i et borgerjournalistik-projekt.

Så nu har jeg pakket bøger og papirer, computer og pensler, skitseblok og romaner sammen med tøj til noget nær al slags varmt vejr og prøver at forestille mig, hvordan det bliver at være tilbage på YMCA i Nairobi i morgen aften. I en anden verden, på et andet kontinent, i en anden kultur - ja endda i en anden årstid:

Godt nok rusker vinden og regnen lige nu efterårsagtigt i København og Øresund, men vi er trods alt på vej mod lysere tider. Mens vinteren er på vej syd for Ækvator. Den store regntid starter i Kenya her i april og slutter i maj.

Og da vinter-udmattelse og pollenallergi som regel har det med at gøre mit forår træt og tungt, glæder jeg mig nu vildt til min yndlingsårstid: Efterår i Kenya.

Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at skrive om alt, hvad jeg oplever. Jeg håber I læser med, og ikke holder jer tilbage med at kommentere mine indlæg.

At være - eller ikke at være - Europæer

Fredag indkaldte den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle til et nyt møde om EU's fremtid. For Tyskland ønsker sig, at de europæiske nationer knyttes tættere sammen med en fælles grundlov og en folkevalgt præsident.

Og da den melding traditionelt har det med at sætte danske politikere i bakgear, skyndte udenrigsminister Villy Søvndal sig da også at melde fra til det forestående tyskledede møde.

Hackescher Markt

Det fik mig til at tænke tilbage på en eftermiddag i forretningskvarteret Hackescher Markt i Berlin for to år siden.

Jeg var på det tidspunkt ved at skrive speciale om EU og grundloven og danskernes manglende lyst til at afgive national magt, og jeg var i Tyskland for lige at trække vejret en gang: Det lune, lækre forårsvejr - akkurat som det er i København lige nu.

Fra vulkaner til vinterbad
Inden jeg kom til Berlin havde jeg været på De Kanariske Øer, besøgt venner i Oxford og London og rejst til Finland for at vinterbade i et par af deres tusind isdækkede søer, så jeg var både træt og forkølet og satte mig derfor udmattet af by-turisme til at kigge på folk, der gik forbi og lignede mig selv til forveksling:

Folk der kom fra toget med pap-kaffekrus og i Converse-sko på en plads, der med sine grå toner lige så godt kunne have ligget i København.

En præsident i Berlin
- Jeg er jo egentlig europæer, tænkte jeg: Det er så let og billigt at komme omkring efterhånden. Og når vi nu ligner hinanden så meget og lever så ens, er det egentlig så så slemt, hvis vi en dag fik en tysk eller fransk præsident, der styrede unionen her fra dens hjerte - det engang så splittede Berlin?

Først finanspagten

Allerede på det tidspunkt var det sådan set klart, hvad der var ved at ske. Den nødvendige økonomiske overbygning på møntunionen var på tegnebrættet, allerede inden Grækenland for alvor kom i uføre.

Det ligger nemlig i hele EU's historiske konstruktion, at det økonomiske samarbejde - ikke mindst en fælles valuta - gør det nødvendigt også at koordinere andre politikker.

Næste skridt: Grundlov og præsident

EU-præsidenten Herman van Rompuy talte allerede om en finanspagt i 2010.

Og helt tilbage ved EF's begyndelse - dengang det hed Kul og Stålunionen i 1950'erne - forestillede den franske embedsmand Jean Monnet sig, at en form for føderation mellem de europæiske lande med tiden ville vokse frem.

Ideen var ganske enkelt, at det økonomiske samarbejde hele tiden ville gøre det nødvendigt at lave fælles lovgivning på nye områder, så unionen til sidst var en realitet, uden at der som sådan var nogen, der havde taget politisk beslutning om det

Søvndal: Ikke relevant
Nu taler udenrigsminister Guido Westerwelle så om en folkevalgt EU-præsident og en ny traktat for Europa, men da det kom frem i Bella Centret under et EU-topmøde i København fredag udtalte udenrigsminister Villy Søvndal til Berlingske, at det havde han ikke tidligere hørt om, og at det ifølge hans optik ikke var relevante forslag.

En måske lidt tankevækkende melding fra formandslandet:

Ja til finanser - nej til visioner
For hvordan kan det være, at vi på den ene side skal tage EU så seriøst, at vi helt uden euro og folkelig debat anerkender en primært tysk og fransk udtænkt plan for Europas finanser, men samtidig ikke vil tage Tysklands udenrigsministers visioner for Europas fremtid seriøst?

Den tøvende Villy Søvndal over for de tyske visioner viser med al klarhed Danmarks svære position i EU fra de spæde skridt i starten af 70'erne og frem:

Vi har altid gerne villet se fællesskabet som ren økonomi. Og når det kommer til det politiske fællesskab - som er en realitet - så ryster danske politikere på hovedet, så presse og folk får indtrykket af, at det ingen gang har på jorden.

Den hemmelige europæer

Og så er jeg tilbage ved, hvad der allerede nagede mig, da jeg sad på Hackescher Markt: Jeg har nemlig ikke noget imod at være "Europæer". Jeg kan godt lide at læse "Die Welt" højt for mig selv om søndagen. Jeg elsker belgiske tegneserier. Og franske makroner og italienernes pludrende sprog.

Men der er ikke nogen herhjemme i EU's nuværende formandsland, Danmark, der har fortalt mig, at det er en identitet jeg skal til at vænne mig til at bruge til noget:

Og at Angela Merkel og Nicolas Sarkozy og et vældigt korps af bureaukrater i Bruxelles faktisk er dem, der sætter rammerne for min - og ikke bare grækernes - fremtid.

Danmark - en forbundsstat?

Ifølge vores folkevalgte politikere er det i vores interesse, at det er sådan. Og jeg betvivler ikke de gode motiver.

Men jeg tvivler til tider på den historiske bevidsthed hos politikerne - om de lange seje træk i udviklingen mod den endelige union, en føderation, der i praksis kan ende med at gøre Danmark til en forbundsstat.

S trimmer velfærden
Og det kunne jo godt pege derhenad allerede nu, hvor Socialdemokraterne stik imod tidligere politiske udmeldinger med "velfærd frem for skattelettelser", har fremlagt et sparekatalog med forslag til en ganske omfattende trimning af velfærdsstaten - umiddelbart i forlængelse af underskriften på finanspagten.

"Die Welt"

Jeg tror dog bevidstheden om den europæiske identitet er på vej mod overfladen. Den er i hvert fald ved at materialisere sig ude i gaden her i København: Fornemmelsen af at være europæer:

Foreløbig er jeg i hvert fald som avis-elsker dybt begejstret over for nylig at opdage, at de tyske visioner for kontinentet nu er lige til at tage med hjem under armen fra Østerport Station i København:

Her nåede jeg lige at få den sidste "Die Welt" med hjem fra standeren forleden. Der er åbenbart rift om dem.

Vores Europa

Solen stråler over Danmark i dag, akkurat som den gjorde, da jeg for en del år siden gik omkring i Bruxelles og nød synet af EU-parlamentsbyens fine botaniske have:

Den europæiske byggeplads 

Jeg var i byen for at besøge en veninde, der arbejdede på Socialdemokraternes kontor. Og for med egne øjne og ører at opleve "den europæiske byggeplads", der i 2005 havde været igennem et svært nederlag, da hollænderne og franskmændene stemte nej til Forfatningstraktaten - som blandt andet symbolsk skulle have indført fælles flag og hymne for unionen.

En traktat, der siden blev fulgt op af Lissabon-traktaten, som på en række områder indførte flertalsafgørelser i EU, men som ikke blev sat til afstemning herhjemme, på trods af at mange mente, at traktatteksten lignede den forrige til forveksling. En traktat daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde lovet befolkningen, at de skulle stemme om.

Velkommen til Serbien

Så vidt med vokseværket dengang. Lige nu udvider unionen sig nemlig igen i både bredden og dybden: I aftes kunne det danske formandskab meddele, at Serbien nu officielt er på vej til at blive optaget i Den Europæiske Union.  

... og finanspagten 

Og her til morgen fredag underskrev Europas nationer finanspagten, der skal sikre en stabil økonomi i eurozonen ved at forpligte landene på at minimere deres gæld.

Irerne stemmer - danskerne gør ikke

I Irland kræver landets forfatning, at irerne skal stemme, om de vil være med. Det gælder ikke herhjemme, har Europaminister Nicolai Wammen meddelt. Alligevel hænger der traditionen tro ved enhver udvidelse af EU-samarbejdet plakater med krav om en folkeafstemning rundt omkring på togstationerne i det blide forårssolskin:

For et par uger siden under statsministerens ugentlige tirsdags-pressemøde spurgte en journalist Helle Thorning Schmidt, hvorfor vi egentlig ikke skal stemme om den der finanspagt, der gør, at vi skal rette nationens indtægter og udgifter til efter EU's overordnede regler: 

Juristerne bestemmer

- Bliver vælgerne ikke forvirrede over begrebet afgivelse af national suverænitet? spurgte han: Med andre ord: Har danskerne ikke grund til at undre sig over, hvor langt vi kan gå i forhold til at flytte beslutningskraft væk fra Folketinget og ned til Bruxelles, uden at det går ud over vores basale forståelse af folkestyret?

Hertil svarede statsministeren:

- Jeg skal ikke kunne sige om, man kan være forvirrede over begrebet, men det er jo netop derfor, at vi skal være glade for, at vi har en grundlov og også har jurister, der kan kigge på en sådan grundlov og også tolke, hvad der er op og ned, sagde Helle Thorning Schmidt og fortsatte: 

Helle T: En tradition
- Og nogen gange, når vi har haft at gøre med EU, så vurderes det, at vi afgiver suverænitet – så har vi folkeafstemninger – nogle gange vurderes det, at vi ikke afgiver suverænitet, så har vi ikke folkeafstemning. Det har vi tradition for i Danmark, og den tradition viderefører vi selvfølgelig, lød det fra Helle Thorning Schmidt. 

Undtagelsen Schlüter
Det er bare ikke rigtigt. Tilbage i 1986 udskrev Poul Schlüter faktisk en folkeafstemning om en udvidelse af det indre marked, fordi Socialdemokratiet på det tidspunkt var imod mere union. Her var der ikke tale om en grundlovskrævet afstemning. Men Schlüter brugte folkeafstemningen politisk, fordi han mente, at det var i danskernes interesse at være med.

For ifølge juristernes vurdering var der ikke noget i udvidelsen af samarbejdet i EF dengang, der gjorde det nødvendigt at bruge grundlovens paragraf 20, som siger, at politikerne kun "i nærmere bestemt omfang" kan afgive dansk suverænitet til overnationale organer, hvis der er 5/6 flertal for det i Folketinget eller befolkningen bliver spurgt og siger ja. 

Angsten for et "nej" 
Til gengæld sagde danskerne ikke "ja", da vi senere blev bedt om at tage stilling til Maastricht-traktaten i 1992. Den skulle vi nemlig stemme om i henhold til grundloven. Og det endte med vores forbehold i unionen mod blandt andet euroen, som stadig er aktuelle.  

Det er op til eksperterne
Det har gjort politikerne bange for at spørge folket i EU-spørgsmål. Og det centrale spørgsmål om overførsel af beslutningskraft fra Folketinget til Bruxelles er siden blevet en juridisk spidsfindighed, som Justitsministeriets jurister tager stilling til fra gang til gang.

Men jura er ingen eksakt videnskab, og da jeg for nogle år siden skrev speciale om netop grundlovens uklare paragraf 20 og EU's udvikling, kom jeg mere og mere til at spørge mig selv, om de danske politikere af angst for en skuffende folkeafstemning skubber en svær politisk beslutning fra sig i stedet for ærligt og åbent at redegøre for, hvorfor de mener, at vi i en eller anden grad må afgive magt til fællesskabet, og hvordan vi tjener vores egne interesser ved at gøre det:

Så ville vi nemlig kunne begynde at diskutere, om unionens vokseværk i bredden og dybden på sigt vil gavne Europa og skabe den fred, stabilitet og økonomiske vækst, unionen blev sat i verden for - eller om den er med til at udvande demokratiet, og - eller - måske ligefrem gøre livet sværere for flere? 

Næppe succes uden fælles vision
Set fra et lidt naivt demokratisk synspunkt kan man i hvert fald spørge sig selv:

Hvis unionen er en størrelse vi ikke forstår, hvis grænser vi ikke har overblik over, og hvis historiske mål og med vi ikke begriber - hvordan kan vi så nogensinde bidrage til dens succes?

 

Når Østen ikke vil som Vesten

Hillary Clinton kaldte fredag Rusland og Kinas veto mod en FN-resolution mod styret i Syrien for "foragteligt" ved et møde i Tunis om optrapningen af urolighederne i Syrien. 

Bashaars bomber

Hun gav ved samme lejlighed et større millionbeløb til humanitær hjælp til syrerne, der bliver bombet og dræbt af deres præsident Bashaar al-Assaad, som lige nu slår hårdt ned på landets oprørere i blandt andet byen Homs. Der er meldinger om hospitaler, der bliver bombet, børn der bliver voldtaget, og massevis af uskyldige, der bliver hjemløse eller mister deres liv.

Kina og Rusland mod intervention

Da to vestlige journalister her i slutningen af ugen - med et vidt forgrenet netværk i Frankrig, USA og Israel - blev dræbt, fik konflikten endnu mere opmærksomhed.

Men Kina og Rusland vil ikke være med til at gribe ind og har nedlagt et veto mod en militær intervention imod præsident Assaad i FN's sikkerhedsråd.

Clintons vrede

Og det har gjort Clinton vred: Derfor lagde hun fredag ikke fingrene imellem, da hun gav udtryk for, hvor frustreret hun er over Rusland og Kinas veto. Budskabet var klart: Landene må skifte holdning og komme syrerne til hjælp i stedet for at bremse "det arabiske forår" - som mange internationale iagttagere i øvrigt mener har skræmt både Kina og Rusland, hvis økonomiske vækst er betinget af fortsat stabilitet:

"They are setting themselves against the aspirations not only of the Syrian people, but of the entire Arab Spring, the Arab awakening", sagde Clinton:

"It's quite distressing to see two permanent members of the Security Council using their veto when people are being murdered...It is just despicable. And I ask, 'Whose side are they on?' They are clearly not on the side of the Syrian people.”

http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/middleeast/syria/9105470/Syria-Hillary-Clinton-calls-Russia-and-China-despicable-for-opposing-UN-resolution.html

http://www.voanews.com/english/news/Clinton-Lashes-Out-at-Syria-Russia-China-140371953.html

Knive i ærmet

Meldingen blev opfattet som en provokation mod øst. I hvert fald kommenterede det kinesiske nyhedsbureau Xinhua lørdag på udmeldingen med formuleringer om, at USA og Europa gerne ville fremstå humanitære, men i virkeligheden skjulte "knive i ærmet". USA og Europa "are harboring hegemonistic goals" i Syrien, skrev Xinhua. 

Østens skurke

Og udmeldingerne fra Xinhua på den ene side og Clinton på den anden viser i mine øjne, at Østen og Vesten lige nu er på kollisionskurs. Samtidig bliver jeg med Clintons ord om Kina og Rusland som "skurke" også selv klar over, hvordan mit verdenssyn er forankret i en vestlig moral:

For hvordan kan man forsvare ikke at komme civile til hjælp? 

Hvem vogter moralen?

Omvendt kan man jo spørge sig selv, hvordan det er gået med hjælpen til irakerne og afghanerne og senest libyerne? Hvor meget blod har vi selv fået på fingrene i disse aktioner? Og hvor vidt har vi  kunnet overskue de moralske, økonomiske og menneskelige omkostninger?  Hvem har vi egentlig hjulpet mest?

Og direkte afledt af disse svære spørgsmål: Er der mon på nogen måde en grund til at Kina og Rusland tøver? Eller er det ren og skær totalitær egoisme, der holder dem tilbage fra - som den gæve, vestlige politibetjent - at gribe ind i alverdens konflikter; vel at mærke i verdensdele, hvor vi har interesser at forsvare. Når folk i Afrika bliver brutalt myrdet af sindssyge regimer, er vi jo som regel ikke helt så skrappe til at komme dem til undsætning, som vi er i Mellemøsten.

Østens skatte

Da jeg stod ved et julepyntet butiksvindue i Moskvas gader for et par måneder siden og nød synet af foreningen mellem vest og øst i al sin rigdom og skønhed, slog det mig hvor mange skatte, der faktisk er mod øst. Og hvor lidt vi egentlig har interesse i dem i denne del af verden. Det gælder måske også tankegods.

Her er en del af verden, der i årevis har spejlet sig i Vestens butiksruder og tilegnet sig vores måder at arbejde, handle og tænke på. Det har skabt en succes i "vores verden", der ikke er til at overse. Men mens russere og kinesere på hver deres måde kopierer og tilnærmer sig vestlig livsstil, fortsætter vi med at se dem som stereotyperne i Hollywoods fremstillinger af russisk eller kinesisk mafia og barbari.

Demokrati-krisen

Vi kritiserer Rusland og Kina for manglende demokrati. Men lige nu er vores egne hellige demokratier ikke desto mindre i alvorlig krise og tilsyneladende ude af stand til at varetage samfundenes grundliggende interesse i for eksempel at få gjort op med de systemfejl i den finansielle sektor der skaber tikkende bomber under samfundsøkonomien.

Det kunne godt føre frem til en erkendelse af, at vi måske skal skrue lidt ned for bedømmelserne af Rusland og Kinas handlinger og lidt op for velviljen til at forstå bevæggrundene for, at de gør, som de gør. Måske de ligefrem har en bedre basis for at dømme os end omvendt? - Efter at at have studeret og efterlignet os i årtier, kender de mon så ikke os en hel del bedre, end vi kender dem?

Under alle omstændigheder har jeg Kina helt øverst på min ønskeseddel over kommende rejsemål.  

Jeg tror, at det er på tide at begynde at se Østen som en kilde til inspiration frem for blot som en trussel:

Både-og

...Og med mit sparsomme kendskab til østlig filosofi er det i hvert fald ikke svært at forestille sig, at Østen er "Både-og", og ikke, som vi ofte ønsker at kategorisere alting i Vesten: "Enten-eller".

Så er det bare med at finde ud af, hvordan vi praktisk og politisk forholder os til det. Måske i første omgang ved at åbne øjnene mere for inspirationen og dermed også få en mere brugbar forståelse af truslen, når Østen ikke vil som Vesten.

Dokumentarfilmen "Putins Kys"

I Moskva samles tusinder af russere i disse dage for at demonstrere mod Putin, der spås at vinde det russiske valg den 4. marts.

Og i takt med disse marcher og de kolde sibirske vinde, der har sænket temperaturen i de københavnske gader til omkring minus 20 grader, er der al muligt god grund til at marchere i biografen og se den uhyre interessante og skræmmende dokumentarfilm "Putins Kys" om en ungdomspolitisk bevægelse i Rusland:

Nashi - hedder den. Youth Democratic Antifascist Movement: En bevægelse med omkring 70.000 tilhængere, støttet af Kreml, og arrangør af moddemonstrationer til den stadig mere højlydte opposition i gaderne:

Putins fjender er fremskridtets fjender
Og netop deres talsmænd og kvinder: De kritiske journalister, oppositionspolitikere og menneskerettighedsaktivister hører ikke til i Rusland, mener Nashi. De er fjender af fremskridtet - og det vil de unge i Nashi ikke tolerere.

Filmen af den danske instruktør Lise Birk Pedersen følger den unge talskvinde Masha, der i starten af filmen fortæller om sit store idol: Vladimir Putin, som hun som kun 19-årig får tildelt en medalje af. En medalje hun kvitterer for med et kys.

Journalist tævet halvt ihjel
Men Putins kys får en stadig mere dyster undertone i løbet af filmen, hvor den anden hovedperson, den kritiske journalist Oleg Kashin fortæller om sin udtalte skepsis for Nashi, der måske, måske ikke står bag det tæskehold af unge mænd, der en aften på gaden overfalder og tæver Oleg halvt ihjel.

Nashi er en erklæret anti-fascistisk organisation, grundlagt i 2005 af en karismatisk Vasily Yakemenko, der tilsyneladende ikke tøver med at bruge vante tricks fra manipulationens værktøjskasse med kærlige håndsrækninger og slet skjulte trusler om social eksklusion over for de unge han i starten af bevægelsens historie træner målrettet til at arbejde for Nasjis sag. 

En sag der tilsyneladende er så vigtig, at dele af Nashi ikke viger tilbage for at gribe til både vold og chikane for at gøre livet surt for Putins fjender.

Støvletramp
For mig er et enkelt klip fra en Nashi-demonstration i Moskva tankevækkende på grænsen til det kvalmende: De unge tilhængere, der for de flestes vedkommende er født efter 1989 og intet kender til Sovjet-tiden, stiller op i brede bælter i en procession med plakater af Ruslands fjender.

Så går de frem med slagord og smider plakaterne mod gaden i en bunke og tramper på dem mens fotografer knipser løs mod støvler og ansigterne på de udvalgte fjender. Så er det ikke svært at forstå, hvorfor kritikerne kalder Nashi for "Putin Jugend".

Dog skal det også siges, at Nashi er en ungdomsorganisation, med mange sympatiske aktiviteter som sportslige sommermøder, socialt arbejde med kirken og de ældre og uddannelse af unge til selvstændighed, lederskab og aktiv politisk deltagelse...Men at det ikke, er det udtalte demokratiske sindelag, den får til at spire i den nye generation, står nu alligevel helt klart, hvis man skal tage filmens dokumentation og kilder for gode varer.

Gennemslagskraft?
Eneste spørgsmål, der forbliver ubesvaret, er bevægelsens reelle gennemslagskraft? Det er trods alt kun 30.000 unge, der kører i busser ind til demonstrationerne i Moskva, så nogen reel folkebevægelse kan der jo ikke være tale om i et land med omkring 138 millioner indbyggere. Og hvor mange af de unge, der er reelt politisk vækkede forbliver også uklart?

Isnende historie
Det er dog ikke nogen munter film i en tid, hvor økonomisk depression ligger tungt over Sydeuropa,  Ungarns højreradikale parti Fidesz fifler med landets grundlove for at bevare magten, og stadig flere unge i regionen oplever arbejds- og håbløshed brede sig.

- Så man skal ikke se "Putins Kys" for at få varmen. Den isner tværtimod i nakken og stiller spørgsmål om, hvorvidt historien kan gentage sig selv.

Læs mere om Nashis indflydelse på den igangværende valgkamp i Rusland:

http://www.information.dk/293008

Russisk Forår

Bag Kreml's mure. Det russiske magtcentrum, hvorfra Putin og hans administration styrer landet som kommunisterne og tsarerne har gjort det før ham. Her med udsigt til Himmelfarts-kirken på Katedralpladsen bygget i 1475 og ramme om mange tsar-kroninger.

Dette blogindlæg er skrevet for et par dage siden men grundet det meget travle program i Moskva først redigeret til udgivelse her på bloggen d.d.

"Russisk Forår" er en drink - og måske også udsigten til et særdeles interessant præsidentvalg i marts måned.

Jeg sidder med et eksemplar af The Moscow Times og et let boblende glas med ginger ale og æblemost og isterninger i Hotel Hiltons lobby en mørk Moskva-eftermiddag torsdag, mens præsident Putin er på landsdækkende tv i et stort anlagt telefon-show, hvor borgere kan ringe til den kommende og tidligere præsident.

Og det gør de – først og fremmest for at spørge ham, hvad han mener om de store massedemonstrationer efter dumavalget, som har overrasket både i udlandet og i Moskvas magtcentrum Kreml.


Opgør med partiet af svindlere og tyve
Her i Moskva samledes omkring 50.000 mennesker på Bolotnaya Ploshchad for at gøre op med “Partiet af svindlere og tyve”, som de kalder "Forenet Rusland", Putins og Medvedevs parti, der styrer landet med fuldkomment monopol på magten.

Putin: Demonstranter blev betalt
Men den ellers på mange måde pragmatiske Putin kom ikke kritikerne i møde under den fire en halv time lange marathon tv-udsendelse. Ifølge aviserne og flere af de folk vi har talt med her i Moskva, gav han under debatten USA ansvar for at opfordre til farlig uro.

Han talte om, at studenterne var blevet betalt for at demonstrere og viste i det hele taget foragt for protesterne over det valg, der ifølge både internationale observatører, oppositionen og almindelige russere beviseligt var præget af svindel med stemmer.

Ny demonstration juleaften
Og det kan meget vel være med til at provokere til en endnu større demonstration, som oppositionen og græsrodsbevægelserne nu forbereder den 24. december.

Faldende opbakning
Det er vigtigt ikke at glemme, at Putin stadig er en populær leder i Rusland. Men hans popularitet er faldet fra omkring 64% for 4 år siden til omkring 50 % og måske endnu lavere – nogen vurderer omkring 34 % - hvis man trækker de falske stemmer ved sidste valg fra, forklarer den politiske analytiker Maria Lipman fra Carnegie Foundation, da hun gæster os på Hilton Hotel den dag Putin er på tv.

Presset Putin
Noget der sikkert hænger sammen med finanskrisens negative effekter på russisk økonomi, vel vidende at russerne har tendens til at støtte deres ledere alt efter hvordan det går med økonomien - og deraf oliepriserne. 

I Maria Lipmans øjne ser Putin træt og irritabel ud på tv. Noget den ellers så atletiske og udholdende tidligere KGB-agent aldrig tidligere har gjort.

McCains drilleri
For måske den drilske besked fra den amerikanske republikaner John McCain på twitter kan have noget på sig. Som McCain skrev ifølge The Moscow Times: “The Arab spring is coming to a neighborhood near you”?

En besked, som Putin replicerede på under tv-showet ved at indikere, at krigsveteranen John McCain har taget mentalt skade af sit ophold som krigsfange i Vietnam: “He has the blood of peaceful civilians on his hands, and he can’t live without the kind of disgusting, repulsive scenes like the killing of Gadhafi”, sagde Putin ifølge Moscow Times under debatten.

Russerne vil ikke være stemmekvæg
Den hårde tone over for amerikanerne rokker dog ikke ved, at Putins arrogance over for sit eget folk lige nu stiller ham et væsentligt mere besværligt genvalg som præsident i udsigt. 

Masser af byboere i Rusland har nemlig stemt på kommunister og nationalister, de slet ikke sympatisere med, med det ene formål at vise, at de ikke længere vil finde sig i at blive behandlet som stemmekvæg.  

Hån mod demokratiet
Da Putin og Medvedev samlet gik ud og meddelte planerne om, at de nu gør klar til at bytte plads, så Putin igen kan blive præsident og Medvedev premiere minister forregnede magten i Kreml sig i forhold til det demokratiske sindelag i befolkningen.

Det fik Facebook- og twitter-generationen, den brede middelklasse i storbyerne, til at se rødt. De er trætte af korruptionen og af, hvad de oplever som en latterliggørelse af deres “demokrati”.

Civilsamfund på vej
Og at de organiserer sig og går på gaden i en fredelig demonstration, som det der skete i weekenden, viser, at russerne i dag er i gang med at udvikle et civilsamfund, der måske med tiden kan skubbe det russiske samfunds institutioner i reel demokratisk retning, mener Maria Lipman.

I Hotel Hiltons lobby tager jeg den sidste slurk af mit glas:

Drinken "Russisk forår" er let boblende og virkelig forfriskende – langt fra den farligt stærke Kalashnikov-vodka, jeg drak til min borsch i St. Petersborg. Det hører fortiden til. Måske det russiske forår lige så stille er på vej.

Se live optagelser fra demonstrationen i Moskva den 10. december her:
http://www.youtube.com/watch?v=gQ_-glPcHLA

Kommunisternes comeback

Fredag er jeg til forelæsning ved Moskvas svar på London School of Economics: Rossiskaya Economicheskaya Shkola. I et trøsteløst kvarter uden for bycentrum – i absolut skærende konstrast til de smarte skyskrabere i business-kvarteret, rejseholdet netop kommer fra denne fredag.

Trøstesløst
Det ligner mest af alt Østtyskland med slidte boligblokke, skurvognsbutikker med billig julepynt, og brede veje med beskidte biler. Og kvarteret skulle være et meget godt billede af den russiske økonomi pt:

Rådden økonomi
Den er pilrådden, lyder budskabet fra økonomiprofessoren i korte træk. Baseret alt for ensidigt på olie og gasindtægter, som den har været i årevis. Og fremtiden er ikke lys. For magten sætter reelt den sunde konkurrence på markedet ud af spillet, og på det område er der ingen udsigt til ændringer med Putin ved magten 6 eller 12 år mere. 

...Og hvis det er i dette trøsteløse klima mange russiske studerende i Moskva skal dygtiggøre sig, så er det måske ikke så sært, at mange af dem stemmer på Kommunisterne. 

Hver femte russer stemte på kommunisterne
Ved dumavalget fordoblede kommunisterne nemlig deres stemmeantal og fik intet mindre end 19 procent af de russiske vælgeres opbakning. 

Og når man ved hvilket samfund af ekstrem fattigdom, uproduktivitet, ufrihed og blodige forbrydelser Sovjet stod for, er det alligevel en anelse underligt, at folk blot 20 år efter styrets sammenbrud nu kan se netop kommunisterne som et alternativ til Putin. 

Ønsket om uddannelse
Selv er kommunisterne ikke i tvivl om, hvorfor de har så godt fat i især de unge vælgere, som deres prognoser viser. 

Som næstformand Ivan Melnikov fortæller os, da vi besøger kommunisterne i dumaen – det russiske parlament – onsdag, så ønsker de unge sig uddannelse, de ikke skal betale for, jobmuligheder, når de bliver færdige og ordentlige vilkår for økonomisk set at kunne starte en familie.

Uden for tv
Og det mener de, at vi kan give dem, siger Ivan Melnikov, der ligesom alle de oppositionspartier og -politikere vi har talt med, fortæller, hvor umuligt, det er at være oppositionsparti i Rusland: 

Hvordan de ikke har adgang til de statsejede tv-stationer på lige fod med Putin og magtmonopol-partiet Forenet Rusland, og hvordan valgkampagner bliver forstyrret og obstrueret af falske tryksager.

Vil være svenske socialdemokrater
Problemet med Sovjet var, at magten var et monopol, og at der ikke var nogen sund dialog, lyder ræsonnementet fra næstformanden i det kommunistiske parti i dag. 

Men den slags uvæsen har partiet nu bevæget sig væk fra. Deres forbillede er de svenske socialdemokrater, siger næstformanden, uden helt klart at kunne forklare, hvad det konkret betyder for deres politik.

Museum
Men - på trods af det gode valgresultat og snakken om den omfattende valgsvindel, som alle oppositionspartierne er sikre på fandt sted – så virker matematikprofessor Ivan Melnikov set gennem mine øjne IKKE som en mand, der på tror på, at han faktisk har en chance for at få magten igen. Overhovedet. 

Det halvtomme kommunist-hovedkvarter i dumaen ligner ikke et sprudlende nyreformeret parti med fat i ungdommen – snarere emmer her nærmest af museum.

Sølvpokaler og Castro
Med sølv pokaler og runde billeder af Fidel Castro i vindueskarmen. I glasskabet ved væggen, står en bog med isskøjteløbere på forsiden. Der er et skakspil med billeder af partiets leder, et flag med hammer og sejl, og hele forkontoret med trævægge er pyntet med forstørrede glasindrammede fotos fra Sovjettiden, med glade russiske husmødre, blomster og røde faner.

Ni cremehvide telefoner
Bag skrivebordet står der omkring ni cremehvide trykknaptelefoner. Een af telefonerne er den direkte linie til Putin eller præsident Medvedev, fortæller Ivan Melnikov mig, da jeg undrende spørger, hvad han skal bruge hele ni telefoner til.

Linien fra fortiden
Hvornår den linie kommer i brug må siges at være uvist. Og at der mangler en linie ud til de mange mennesker, der gik talstærkt på gaden i sidste weekend i den historiske demonstratio mod Putin og partiet Forenet Ruslands altdominerende rolle i russisk politik er helt klart.

Facebook
Demonstranterne organiserede sig nemlig på facebook, og ifølge flere af de politiske analytikere, vi har talt med i løbet af ugen, så er ingen af de seks registrerede oppositionspartier i nærheden af at kunne repræsentere de demonstrerende byrusseres interesser.

Også derfor er det utroligt svært for de fleste at se et alternativ til det eksisterende styre, hvor der reelt ikke er noget værdigt alternativ til Putin, og hvis man skal tro alle de russere, vi har talt med: Et system, der heller ikke tillader dette alternativ at opstå.  

 

Gangsterhotellet

De spiller russisk march på Moskvas banegård, da jeg stiger ud af toget fra St. Petersborg sammen med resten af rejseholdet. Sneen hvirvler om huerne på os og musikken gør det svært ikke at gå i takt og skæve til soldater og togmyndighederne med kasketter og uniformer på perronen og være i tvivl om, hvorvidt toget var en tidsmaskine, som har bragt os tilbage til "det gode gamle Sovjet".

Samme følelse af at være i en anden tid slår mig, da jeg ser hotellet tårne sig op over byen. Et 26 etagers højt spidst tårn, der minder mig om Chicagos monumentale skyskrabere ligger som et bjerg i byen og den hvirvlende sne.

Bygget af krigsfanger
Hotel Hilton Moscow Leningradskaya er da også et monument over byen. Bygget af diktatoren Josef Stalin tilbage i 1947, som et ud af i alt syv søster-tårne, hvoraf de andre i dag huser eksempelvis et par ministerier, universitetet og et andet hotel. Stalin satte krigsfanger fra anden verdenskrig blandt andre tyskere til at bygge de kolossale tårne, der skulle markere byen Moskvas 800 års jubilæum.

Citizen Kane style
Og lige nu sidder jeg så i lobbyen med tre etager til det udskårne guldmalede loft, hvorfra der hænger gigantiske guldlysekroner. Hotellet over mig holdes oppe af kolossale marmorsøjler og lobbyen er præget af brede hvide marmortrapper, guldløver og et smukt pyntet juletræ.

Det hele minder mig mest af alt om filmklassikeren Citizen Kane, hvor aviskongen Charles Foster Kane bygger det ekstravagante pragtpalads Xanadu omtrent lige så pompøst - og helt igennem stalinistisk.

Prinsesse
Men her sidder jeg altså og skriver på min mac i en behagelig gyldent indvævet polstret lænestol med svungnee ben, der ligner kirsebærtræet, der pryder hotelgangene på de 21 etager over mig. Nyder min grønne te og de franske makroner som en servitrice har serveret for mig. Sådan må det have været at være kongelig i en anden tid. At være Katarina den Store af Rusland - eller en prinsesse i et større europæisk konge- eller fyrstendømme - for længe siden.

Kakkelakker
Der har heller ikke været sådan her altid. Fra 40'erne og frem fik Stalins hotel ifølge vores rejseleder, der har arbejdet som korrespondent i Rusland under Sovjet, bare lov til at stå og forfalde. Dengang var der kakkelakker på væggene og gangstere i hotelsengene.

Og det virker egentlig meget passende, at et imperialistisk, gotisk byggeprojekt som dette, der faktisk er direkte inspireret af Chicago-skyskraberne fra 30'erne, også udvikler sig til et vaskeægte gangsterhotel.

Gotisk eventyrland
I dag er det til gengæld amerikanerne, der holder liv i myten her på stedet. Hotelkæden Hilton har gennemrestaureret Stalins tårn i 2008 for millionvis af dollars, så jeg i dag bliver mødt af "Stanislav" ved døren, der står klar i tyk lang frakke, sort hue og med navneskilt bare for at sige "Welcome" og åbne den tunge høje trædør med de smalle glasvinduer ind til det gotiske eventyrland, der meget hurtigt giver een lyst til bare at blive herinde: Hvor alt er kolossalt. Forgyldet og varmt. Juletræet funklende. Og baren altid åben. Hvem kunne ikke have lyst til, at det var jul hver dag?

Skærmet fra omverden
Måske det er sådan de russiske magthavere har det og altid har haft det, når først de har været ved magten for længe. Nogle af dem har ganske givet været gangstere fra starten. Andre bliver det med tiden, når kontakten med verden udenfor bliver mindre - godt skærmet, som man er her i brokadestolen fra Moskvas elektronisk båttende udrykninger, beskidte rendestene og fattige russere.

Et par forretningsmænd sidder og taler engelsk med hinanden til venstre for mig om, hvordan de kan hjælpe hinanden med deres forretninger, og hvilken indflydelse ustabilitet i Rusland vil få på deres forretninger. Så slår de over i at tale russisk.

Jeg tror lige, jeg bestiller en fransk makron mere og en kop te at gå i seng på.