On the Road

- Med bhangi og Bob gennem natten

Jeg blev grebet af en form for djævelsk lykke forleden. På forsædet af en faldefærdig bil. På vej fra byen Nanyuki ud på landet - totalt omsluttet af mørke – og med mystiske tågebanker, der strøg ind over forruden som skyer. Af og til afbrudt af lysende øjne i natten. Små skinnende fra de rævelignende Mongoose-dyr, der spiser de lokales kyllinger. Og store gule fra nattens lastbiler.
Det startede egentlig en times tid inden, hvor jeg befandt mig på parkeringspladsen uden for Hospitalet i Nanyuki. Klokken var cirka 23, en time senere end vores normale hjemkomst-tid ude på landet. Bilens ruder var tonede, og bag rattet sad en mand med hvide tænder og røde øjne:

Bob Marley sang på bilanlægget – eller i hvert fald een, der lød som ham. Jeg sad på bagsædet i den lurvede vogn, og manden bag rattet skulle vende sig, for at kunne føre en lavmælt samtale med mig, mens vi sad der og ventede i det tunge, fugtige mørke:

Vores samtale kredsede om at ryge bhangi: Marihuana. Og tygge mira, som de kalder det somaliske Khat hernede. Og om kokain, som han var overbevist om, at den britiske hær selv skaffer sine soldater, når de træner til deres ørkenmissioner hernede. Et stof han mente, gør dem vanvittige.
Når man tygger mira, sover man ikke. Når man ryger bhangi, bliver man helt enormt fokuseret på lige præcis det, man foretager sig, forklarede han. Men når man sniffer kokain så tror man, at man kan alt. Man bliver farlig for sine omgivelser, og følelsen af at være overmenneske er så vanedannende, at den er svær at slippe igen. Han var een af dem med filosofien, alt skal prøves mindst een gang i livet.

Selv sad jeg nu ikke der på bagsædet i min militærkjole og de brune cowboystøvler og krøllet hår af fugt og støv for at købe lykke-midler af den ene eller anden slags. Den del af den østafrikanske kultur, jeg kender så godt fra Jacob Ejersbos romaner fra Tanzania, der handler om at være skæv og høre Bob Marley, er egentlig ikke en del af mit afrikanske soundtrack.
Jeg ventede på at rykke til forsædet, så der blev plads til mine kolleger Mathilde og Tasja på bagsædet og et par af MS voluntørerne, hvoraf den ene havde haft et besynderligt blackout og mistet dele af sin korttidshukommelse efter at have slået hovedet under boldspil med de lokale unger. Derfor hospitalet.
Man skal passe på, hvad man gør med sit hoved. For man behøver ikke engang at få slag eller ryge sig skæv for at skabe hvirvler i den flod af tanker, sindet udgør. Som den mørke chauffør bag rattet fortalte, da vores samtale i taxaen cirklede om Jesus, international våbenhandel og populærkulturens trivielle romaner og sange: - Så bliver vi hele tiden "påvirket":

Fra pladsen bag rattet så verden ud til at være ordnet i store mønstre holdt skjult for masserne af en djævelsk kraft med stærk bevidsthed om, hvor lette vi faktisk er at gøre lykkelige – og ikke mindst sultne efter lykken. Slet og ret med gentagelse, gentagelse og evig gentagelse af det samme tilfredsstillende, æggende mønster.
Som chaufføren sagde. Det er den samme kærlighedssang. Og den samme historie, der bliver fortalt igen og igen og igen. Med djævelsk energi. Og vi lader os forføre af det.
Lidt efter kunne taxaen rulle ud på de støvede og hullede veje, som chaufføren med en dreven sløvhed undgik et for et, så turen tog dobbelt så lang tid som normalt i mørket. Med et typisk afrikansk soundtrack med konstant pulserende rytme i højttalerne. Ikke for langsom, ikke for hurtig. Levende. I takt med hjertet.

Og så sneg lykken sig ind i mit sind:
Chafføren der kørte med det ene hjul i rabatten. Blødt gennem vandpytter. Op og ned.

Den rene gentagelse over for verdens mørke mønster uden for af huller i vejen, dyr i rabatten og modkørendes blændende lygter. Tågeslør og træer som grå silhuetter skåret af pap uden for ruderne.
Den evige køretur og den uendelige rytme. Som den form for elskov, der kan sende et menneske i himlen, mens det stadig er på jorden. Måske han har fat i noget: Chaufføren med de røde øjne og de hvide tænder. Det djævelske i gentagelsens lykke:
For den planter drømmen om evigheden i dig, så du må længes. Når motoren slukkes. Når vejen hører op. Og du er kommet hjem.

Overtro, hekseri og mirakel-kunst

Der er ikke noget som en stille søndag eftermiddag med avisen ved en swimmingpool i Central-kenya. Godt nok sidder mine MS-kolleger og fryser her ved bordet, fordi den afrikanske radiolarm fra baren bag os akkompagneres af tunge tordenskrald og vand i massive mængder fra himlen.


Den kræftramte og påske-miraklet
Men så kan man bare slå op i avisen og lade sig underholde af den første den bedste featurehistorie, hvor en skribent fra The Standard ganske nøgternt fortæller, hvordan videnskab, bøn og hekseri for nylig har været i hårrejsende spil i Kiburi distriktet:

Det er beboerne i landsbyen Kipwostuiyo, der har oplevet en mirakuløs uddrivelse af djævelskab. Den 30-årige Leonard Rotich, der har lidt under mavekræft i 5 år blev i påsken smurt med en særlig olie af pastor Sammy Rotich. Artiklen nævner ikke noget om, hvorvidt de to er i familie.

Levende insekter fra maven
Seancen udvikler sig, så det forbløffede publikum ser levende insekter kravle ud af Leonards maveskind. Mirakuløst nok uden at efterlade mærker på maven, som skribenten fra The Standard, der kommer på besøg dagen efter, fortæller.

Han har også talt med folk i området, der alle siger, at det er heksekraft, og at den er stærk i området. Leonards familie menes at være ramt af en forbandelse, da både hans mor og søster er ramt af kræft.


Pastorens interesse
Artiklen slutter af med at pastor Rotich siger, at miraklet er en demonstration af bønnens kraft, og landsbyboerne siger, at de har brug for flere af disse bønner for at overkomme det onde. Pastoren får sikkert nok at gøre i fremtiden.

Den slags artikler er ikke mindst interessante at læse, når jeg til daglig forsøger at lære en gruppe unge kenyanere, hvad objektiv, kritisk journalistik går ud på. Og hvordan de fleste kilder journalister taler med har en interesse, som vi skal lære at gennemskue for virkelig at forstå en historie.

Historier fra bushen
Jeg husker tydeligt, sidst jeg var hernede, hvordan jeg en aften inviterede mit hold af elever til historiefortælling i min hytte. Og een efter een fortalte de den ene vilde røverhistorie efter den anden om folk der forsvandt i skove og blev opfostret af ulve.

Om en talende elefant, der afbrød et middagsselskab. Og en utro mand, der blev forhekset af sin kone og  forvandlet til en slange. - Den historie var i alle medierne, sagde de. Og om en heks, der stjal undertøj i landsbyen og lagde kakelakker på det for at forbande ejerne.

Hvad der overgår vores forstand
Og hvis man skal prøve på en eller anden måde at forstå behovet for at leve i en verden, hvor de her historier er en realitet, så formoder jeg, at det er fordi kulturen er grundliggende troende og anerkender, at der er hændelser i verden, der overgår vores forstand - også videnskabens - og at de er værd at beskæftige sig med, selvom vi ikke kan finde endegyldige svar?

Og det er der så en masse svindlere og bedragere, der profiterer af:

Vores egen blinde tro
Men ved nærmere eftertanke, så er de der jo egentlig også derhjemme, hvor folk som Stein Bagger formår at putte tryllestøv i øjnene på hele det danske erhvervsliv, fordi han ved, hvad VI tror blindt på: Pengene og vækstens mirakel.

Ligesom vi tror på lykkepiller og ADHD-medicin og andre interessante løsninger på menneskelivets udfordringer: Medikamenter, hvis effekter er tvivlsomme, og hvis opfindere spinder guld på vores fælles ukritiske tro på det sande i dette mirakelmiddel, der fjerner vores problemer - dette hekseri i pilleform.

Jeg må sige, at jeg tvivler stærkt på, at exorcismen helbreder Leonard. Jeg ser præsten for mig med insekter gemt i håndfladen eller en klud, som han bruger til at smøre olie på den syge mands mave. Om det virkelig giver manden livet tilbage er i sagens natur fortsat uvist, men familien er ifølge artiklen i "The Standard" glade for sidste søndags mirakel:

Det viser nemlig, at - The holy always triumph over the evil. Og med den universelle bemærkning: Amen - og god søndag.

Den grædende minister

Miljøminister Ida Auken var hovedperson i en lidt usædvanlig billede-reportage på side to i avisen "The Standard - Kenya's Bold Newspaper" i torsdags, den 12. april.

Billederne viser Ida Auken, der deler bønne og majs-retten githeri ud til de fattige rollinger i slumkvarteret Kibera i Nairobi:

Og til de kenyanske journalisters tilsyneladende store forundring, begyndte ministeren at græde under seancen:

- She seemed to have been enjoying herself cooking githeri and chatting with jovial Kibera children. But at some point, the Danish Minister for Environment Ms Ida Auken, suddenly turned emotional, skriver avisen og fortsætter:

- No one knows why but she was seen wiping tears from her eyes. Some speculated that she was shocked that such young children had noting else to eat besides the hard githeri. Others suspected that she was moved by the poor environment in Kibera.

Begge spekulationer fra kenyansk side kan sagtens have en sandhed i sig. Jeg har selv stået i "Chocolade Town", som Kibera også kaldes i folkemunde, fordi bydelen nærmest er grundlagt på brune banker af mudder, affald og eskrementer, og haft lyst til at tage et af de små børn på armen og give det et bad og en sut og et tæppe.

Men måske også der er noget helt særligt dansk på spil i den tårevædede maduddeling. Noget af det jeg holder allermest af ved at være i Afrika er nemlig et vilkår, der bringer een som menneske i meget tæt kontakt med sit eget følelsessystem: Det massive menneskelige "nærvær" alle steder.

Her er et mylder af folk i byerne. De er tæt på dig. Mennesker, der rækker armen frem mod dig. Smiler til dig. Vil i kontakt med dig. Jeg kender mange, der ikke har brudt sig om oplevelsen. Forleden tog jeg en matatu fra Nairobi til Nanyuki. Her delte en mor et lille sæde med sin syv-otte årige datter og sin lille baby, der fik bryst flere gange på turen.

Mathilde var tilbøjelig til at synes, at det var for meget, at udsætte medpassagerne for. Jeg kunne ikke selv få øjnene fra babyen og kunne instinktivt godt lide følelsen af, at være tæt på denne her lille familie.

Min teori er, at danskere som regel ikke er vant til den form for nærvær. Den fysiske, kropslige tæthed. Den sultne opmærksomhed. Lugten af mennesker, man ikke kender. Og derfor tror jeg, at det sætter følelser i gang hos os, vi er så uvante med, at vi enten bliver bange eller får trang til gråd. Vi bliver overvældet.

Jeg husker, da jeg ankom i Nairobi for snart to uger siden. Jeg gik ned fra flyet og mærkede varmen. Tætheden. Mørket. Fugten. Og lugten af Nairobi. Og det føltes som at få et stort varmt knus af et menneske, man holder inderligt af, og hvis lugt af sved gør een tryg. En favn man kan overgive sig i. En favn man kan græde i.

Jeg ved ikke, om det er oplevelsen af sådan et knus, der gav Ida Auken overskriften "Kibera's emotional chef" torsdag. Under alle omstændigheder, tror jeg godt, at jeg kan forstå hende.

Ægteskabs-rådgivning

Jeg var til bryllup sidste lørdag. I Thika lidt uden for Nairobi. MS Action Aids swahili-lærer Jessie's datter skulle giftes anden gang med sin muslimske mand ved et stort bryllup i brudgommens forældres hus.

Og det startede akkurat som jeg har forestillet mig et afrikansk bryllup: 

Nemlig klemt ind i en matatu - afrikansk minibus - mange timer forsinket i stegende hede, skrumplende af ujævne veje mod Nairobi fra Nanyuki. Brudens far var med i matatuen, så brylluppet måtte jo nødvendigvis vente på os, selvom turen tog os godt fem timer, mod de sædvanlige tre.

Undervejs stoppede vi et utal af gange i rabatten. Ofte ved nogle af de utallige frugtmarkeder, der er langs vejen til Nairobi, og med det samme resultat hver gang. En flok af kvinder i alle aldre og størrelser. Små rynkede morliller i spraglede heldrager. Unge kvinder med babyer på armen kommer løbende alt hvad deres ben kan holde til - med frugt. 

Og så holder de bananklasser frem eller poser med udskåret ananas. Tomater, græskar, mangoer, store advocadoer - tre gange så store, som dem vi kan købe i Danmark - og tigger os om at købe dem. 

Og selvom vi sidder med skødet fyldt af minibananer købt fra det sidste stop - eller kiks købt af drengene ved Total-benzinstationen i Nanyuki, hvor vi gjorde holdt, fordi den første matatus motor var ved at brænde sammen - så bliver de ved med at tigge os om at købe lige netop deres frugt. Insisterende. Vedvarende står de med løftede bananer uden for eens vindue og bedende øjne, så vi må forstå, at det er for deres skyld vi skal købe frugten, ikke fordi vi nødvendigvis mangler den.

Da vi ankommer i Thika og endelig finder den velhavende brudgoms familiehjem bliver vi budt velkommen af hans far i lang hvid kjortel og mænd og kvinder adskilles - så kvinderne sidder på terassen og mændene i haven. Alle under telte i den bagende sol. Og så går der igen timer før brullyppet går i gang.

Sent på eftermiddagen, da alle munde er mættet af buffetten med sure syltede limefrugter og mango og grønne chilier og bønnesalater og Chapati-pandekager, begynder en del af bryllupsceremonierne med præsentation af brudens og brudgommens familier.

Mandens to maver

Og så bliver alle kvinderne inviteret ind i huset til at rådgive bruden. De nærmeste samler sig i en stolekreds i stuen og som en af de første rejser en tante-lignende, mandhaftig dame i blåt sig med brede skuldre og hår redt tilbage fra pande til nakke, og taler til bruden.

Og hun går lige til sagen - på engelsk - så alle kan forstå det. - Manden har to maver der skal mættes siger hun og peger med begge hænder på sit skridt. - Her - og så hæver hun armene til maven - Og her. Og som hustru må du sørge for altid at holde ham mæt, så han ikke går andre steder hen.

- For der står andre i kø for at mætte ham derude.

Sådan et råd får man altså, når kvinder samles til afrikansk ægteskabsrådgivning, og det er forunderligt, hvordan man som frisindet dansker kan stå og tænke, at der godt nok er langt mellem den slags snakke hjemme i Danmark, hvor jeg fornemmer at enhver snak om utroskab, trods den vide udbredelse af fænomenet, synes at være omgærdet af en hel del tabuer.

Jeg har i hvert fald aldrig oplevet, at det er blevet bragt op i en bryllups-tale, selvom det jo overalt i verden må ses som en central udfordring for ethvert ægteskab.

Andre kvinder byder ind. De taler swahili og kikuyu, så ikke engang de kenyanske kvinder ved min side kan hjælpe med at oversætte. Men de fniser og klapper i hænderne og ler højt, og jeg gætter på, at der var flere og mere konkrete råd til, hvordan man skal holde sin mand tilfreds i ægteskabet:

Så han ikke lader sig lokke, når kvinderne uden for matatuen - billedligt talt - kommer løbende og byder sig til med friske frugter.

Måske en og anden feminist derhjemme ville synes, at det var helt galt at give kvinden ansvaret for, at manden stiller sin seksuelle sult uden for ægteskabet. Men derfor synes jeg nu alligevel, at der godt kan være en vis ræson i som kvinde at påtage sig ansvaret for at tilfredsstille både den øvre og nedre sult hos den mand, man har valgt at elske.

Det kunne jo være, at det ville gøre skilsmisserne derhjemme mindre talrige, tænker jeg.

Apropos sex, så fylder de emner, vi ville kalde "kvinde-emner" i Europa, enormt meget i aviserne. De kenyanske aviser bringer hele tillæg i weekenderne helliget rådgivende artikler om kærlighedsliv og partnerskab. Om alt fra vold og HIV, børn, faderskab og jalousi og manglende lyst. Og jeg har fået fortalt, at man sågar har et meget offensivt radioprogram, hvor utro mænd bliver ringet op og afsløret live i programmet. Måske man her tager samliv, kærlighed og erotik mere alvorligt, end vi gør derhjemme?

Mount Kenya - Kikuyernes hellige bjerg

Mount Kenya gemmer sig. Det er sjældent bjerget med den spidse hvide top står klart frem med himlen bag sig, for skyer og regn hænger næsten konstant som tunge slør omkring toppen. Noget, der giver det  blåsorte massiv, som det tårner sig op over byen Nanyuki, hvor jeg sidder netop nu, et truende præg.

For nylig har en ung bjergbestiger mistet livet på bjerget, og flere jeg kender, der har forsøgt sig med en vandretur i højderne har oplevet at måtte vende om på grund af højdesyge

Det er ikke så sært, at Mount Kenya ifølge kikuyu-stammens legender er Guds bjerg.

Kikuyuerne har her i Rift Valley, der strækker sig fra bjerget over Aberdare mod vest og ned til Nairobi,  været den dominerende stamme i århundreder, og de har deres helt egen skabelsesberetning med udgangspunkt i det hellige bjerg:

Den isede top, der så ofte er sløret af skyer og regn er guden Ngais trone. Her kunne Ngai sidde og se ud over sit land. Og til at bo her i "Edens Have" skabte han kikuyuernes stamfader Gikuyu. Og da Gikuyu blev ensom skabte Ngai en kvinde af et figentræ: Mumbi blev hun kaldt.

Gikuyu og Mumbi boede på savannen og fik ni døtre, Wanjiku, Wanjiru, Wanjeri, Wambui, Wangari, Wacera, Waithera, Wairimu, and Nyambura. Navne som alle kikuyu-piger traditionelt har båret et af.

Døtrene var ifølge sagnet alle smukke og stærke kvinder - men de voksede op uden en mand i miles omkreds, og derfor gik de omkring og vred deres hænder af længsel efter at blive mødre og hustruer, så Gikuyu måtte gå til Ngai for at bede om mænd til sine døtre.

Ngai forbarmede sig, og bad Gikuyu tænde ild og ofre en ged mellem figentræerne på savannen. Her smed Gikuyu ni pinde ind i flammerne og med Ngais vilje, sprang der ni unge mænd ud af flammerne til Gikuyus ni døtre.

Så blev der bryllup ved Mount Kenya, og ifølge sagnet blev de ni ægteskaber starten på kikuyustammen, der succesfuldt har levet som driftige forretningsmænd og -kvinder i Rift Valley helt frem til i dag - hvor Kenya i øvrigt er styret af en kikuyu: Præsident Mwai Kibaki.

I dag ofrer man også geder ved Mount Kenya.

Men siden Gikuyu ofrede for sine døtres frugtbarhed - har man her på egnen mest skåret halsen over på en ged for at få regnen til at falde tungt over de tørre stepper. Eller som mine kenyanske studerende har planer om at gøre i morgen - for at få nyama choma - stegt kød - til en fødselsdag de fejrer søndag.

Og med hensyn til regnen, så er bønnerne blevet hørt her på egnen: Om eftermiddagen rumler tordenen over Nanyuki, og skyerne samler sig i en blågrå masse for at afgive tunge skyld over landet, så kvæget kan drikke og den lavvandede flod ved Daraja kan svulme op og bruse igen.

Det mørke afrika

Lyden af græshopper blander sig med gøende hunde uden for hytten. Jeg sidder i min seng med tæppet over mig og pandelampen på hovedet. Insekterne svirrer om ørerne på mig. Især de halvstore biller, der siger en høj brummende lyd går tæt på. Så ligger de og spræller på tæppet med benene vejret, inden jeg verfer dem væk.

Efter klokken ti er elektriciteten hernede slået fra. Så er der kun lygter og stearinlys til at lyse op med. Til gengæld er der tusind lys udenfor. Mælkevejen ligger blinkende hen over himlen, og inden jeg for lidt siden gik tværs over savannegræsset på græsstierne mellem hytterne, kunne jeg som vanligt ikke lade være med at slukke lyset og lægge hovedet helt tilbage for rigtig at se stjernehavet over mig.

Her mellem klokken ti og midnat er himlen sort og fløjlstung, og kendte jeg stjernebillederne, er jeg sikker på, at man kunne se dem alle. I aften er der dog blæksorte skyer, der spiser af stjernerne fra horisonten. Bid for bid. Derhjemme er det lyset fra anlæg og veje, byer og både, der har spist mørket og gjort dette kig til universet noget nær umuligt. Hvornår kan man nogensinde være alene i mørket i Danmark? Tænker jeg. - Hvornår er det stjerner alene, der lyser eens verden op?

Jeg kan huske, at jeg har interviewet Danmarks Naturfredningsforening om det for et halvt års tid siden, da de gik ud med en pressemeddelelse om, at mørket er truet i Danmark. Hvorfor er det egentlig så vigtigt? Tænkte jeg dengang fra min arbejdsplads ved computerskærmen med de tusind lysende pixels. Men nu forstår jeg det. For jeg har aldrig haft denne her himmel over mig. Og selvom det pusler og hvisler og kvækker og rasper i buske og græs omkring mig, så slukker jeg min lygte og kigger op på de lys, der har guidet mennesker omkring i denne verden i årtusinder. 

For måneder tilbage har der været en leopard på området, som een af vagterne dræbte med et spyd: Måske der gemmer sig et kattedyr i mørket et sted på jagt efter bytte. Og længere væk. Mod vest i Kenya er der en stamme, der har det for vane at løbe rundt i nattens mørke og skræmme folk, som min kollega på platformen Godfrey fortalte under en middag forleden. Natløberne fra Kisi. 

Men selvom nogen jager i natten, og der foregår ting, som ikke tåler lyset, så åbner mine øjne og sanser  sig nu for et større rum - af magi og erkendelse af livet omkring mig. Og det spændende er, at jeg kan mærke, at når sanserne skærpes, så forsvinder angsten. Jeg føler mig tryg. Mørket bliver en omfavnelse, og verden på en gang lille og kæmpestor. Måske det er derfor, at det er en skam, at der ikke længere er rigtigt mørke at finde i Danmark, tænker jeg her i min seng i min hytte på savannen tæt ved Mount Kenya. 

Jeg kan høre lyden fra en fuglestrube, der lyder som et sløvt maskingevær. Og nu: Fuglen, der siger som en dør, der knirker.

Grundet manglende kontakt til internettet på savannen er indlægget her uploadet et halvt døgn efter det er skrevet.

Edens Have

Jeg gik en tur ude på landet Langfredag. Det var sent på dagen. Inden solnedgang, hvor skyggerne bliver lange. Det var varmt, og regnen, der havde ligget i luften, var forsvundet uden at blive til vand.

Tornebuske
Jeg gik for mig selv og tænkte på Biblen og menneskets oprindelse. Ude på savannen langs hegnet, der indhegner pigeskolen Daraja Academy og MS Action Aids hytter. Over den knoldede, røde jord med lave langtornede buske, der nu er så tørre, at de her helt lysegrå i farven.

Bakkedraget
Terrænnet skrånede opad, og jeg gik med tunge skridt i luften, der er tynd her på højsletten langt over havets overflade.

Til sidst nåede jeg højden på bakkedraget, hvor jeg lettere forpustet kunne se ud over de bløde dale under den mægtige himmel med tunge grå skyer og et helt særligt lys ved solnedgangstid - gult og varmt og beige og meget rigt:

Hyrder
Og så stillede jeg mig til at kigge ud over bakkedrag og dale. Det var et helt utroligt syn – nærmest paradisisk: Tre masai-hyrder var ved at drive deres gedeflok ned i terænnet for mine fødder.

Til højre var en gumlende flok kvæg på vej imellem træer, buske og kaktusser. Jeg kunne se enkelte hytter bygget af strå og kokasser og jord.

Klokker
En lille flok spurvefugle lettede fra jorden hvor kvæget kom frem. Det hele summede. Der var lyden af klokker om køernes halse. Og legende børn, der lo og larmede i en landsby længere ude til højre. Og så også lige et par kameler, der stod og spiste skud af de lave træer.

Jeg har lige siden tænkt på det syn, og på hvor priviligeret det er at være her på kloden, hvor de første mennesker på jorden siges at komme fra. Hvis man skal leve primitivt, så skulle det næsten være her. Når altså blot regnen stadig kommer.

Hvor livet begyndte
For snart vil landskabet her måske være væk. Tørken tager til år for år, træerne bliver færre og færre, siger de lokale. Regnen mere og mere sparsom. Sidste år døde alt kvæget på grund af tørken, fortæller Mathilde mig. Det er ikke et let liv, selvom det lige her og nu ser ud som selveste Edens Have.

Slange-reden

Det kribler og krabler på savannen, da jeg kommer her i april. Mathildes hus, hvor jeg bor, er udsat for en sand myreinvasion – og vi starter med at flytte min seng ind ved siden af hendes, da jeg kommer.

For sidst de fandt en slange i huset, var det netop i det hjørne, hvor sengen stod under vinduet ved den smukke blomsterbusk uden for med det viltre grenværk.

Mens vi venter på regnen
Tørken får dyrene til at komme frem af den tørre jord. På jagt efter vand. Og myrernes jagt i huset er fascinerende. De bittesmå myrer myldrer omkring indgangen til huset og gør gulvet levende, og så snart de finder noget spiseligt, er de der.

De lokaliserer en åben rulle kiks i Mathildes kamerataske i sofaen ved døren. Og så bevæger de sig frem i en klar stribe op over armlæn og hen over sofastof og forcerer velcrolukninger og lynlåse, så de kan invadere kikserullen.

Kage-jægerne
De går endda i køleskabet. Og den dedikerede holdindsats får Mathilde til mere end en gang at stå og puste på resterne af min store fødselsdags-chokoladekage uden for døren til hytten, for den finder myrerne også trods to plasticposers forsegling.

Myrerne morer mig, og jeg fascineret af at studere deres ihærdige mylder, indtil myremidlet slår dem ihjel. Til gengæld vender jeg hver taske og tøjstykke med omhu i huset vel vidende, at en af verdens mest giftige slanger – den sorte mamba – har været på besøg. Flere gange. For nylig.

Slange-reden
Mathilde taler også om, at der er en mulig Cobra-rede et sted tæt ved, men jeg har endnu ikke set slangen i paradiset. Selvom jeg står længe og ser på blomsterbusken uden for eller stirrer på det stråtækte tag for at afsløre en bugtende bevægelse, så er de der ikke.

Det nærmeste jeg kommer en slangerede de første dage er mine egne sammenfiltrede tanker.

Skær biddet ud
Men det er altid godt at være forberedt. Vores lokale masai-lærer James fortæller, at hvis uheldet er ude og man for eksempel bliver bidt i armen, så snører man så stramt til, så blodet ikke kan løbe.  Og så tager man en kniv og skærer såret ud. Godt så.

Spyttende Cobra
Men – så er der også den britiske kaserne. Her har de for nylig slået en over to meter lang spyttende Cobra ihjel, fortæller en af soldaterne os nede på restaurant Kongoni. Og han er leveringsdygtig i gode historier. Vi taler om alt det myldrende kryb hernede, og jeg erklærer frejdigt, at jeg ikke er bange for kryb. Kun slanger gør mig frygtsom.

Camel edderkoppen
Edderkopper er jeg til gengæld rimelig afslappet overfor. - Det er så, fordi jeg ikke har hørt om Camel Spideren, siger soldaten. Den er stor som en håndflade, og den er her, og den er i Irak og i ørkener generelt, og den er ikke rar:

Camel Spideren gør nemlig det, at den bedøver med sit bid. Og så spiser den kød.

Bedøvelse
Det gik ifølge soldaten ud over en anden brite under Irak-krigen. Edderkoppen gik i hans sovepose og fandt frem til de blødere dele mellem benene. Og før manden anede det, havde det mangebenede dyr fortæret en væsentlig del af hans manddom.

Hvad gjorde han så? Spørger jeg gysende. - Ja, han ringede vel hjem til konen og fortalte de dårlige nyheder, sagde soldaten.

Urban Legend
Meget tyder dog på, at vi har at gøre med en myte, når jeg går i gang med at undersøge Camel spideren på nettet. Men rar ser den ikke ud. Og jeg kan læse mig til, at den bider slemt og kan blive op til 30 centimeter i diameter med de lange ben.

Under alle omstændigheder kan den slags historier godt tage spejderglæden ved det forunderlige dyreliv omkring os på savannen væk. Men. Intet paradis uden slanger. Og myrer. Og edderkopper. Og når regnen kommer, er krybet væk, siger de lokale. I hvert fald ude af syne.

Gaverne til børnehjemmet

Vi er på besøg med gaver på det lokale børnehjem. Onsdag den 4. april. En tidligere frivillig hos Mellemfolkeligt Samvirke her i Kenya har købt en mængde bamser og dukker i Danmark og sendt dem herned. Så nu går Marie, Mathilde og jeg over savannens gule græs for at hilse på Mary og Ann og Francis på børnehjemmet i den lokale landsby tæt ved kirken.

Snottede unger
Der bor 32 børn på børnehjemmet. Forældreløse børn, der løber rundt i en flok. Børn med gult snot tørret ind under deres små næser og små beskidte hænder, som de rækker frem. De møder os ude på savannen og cirkler rundt om os og kigger og griner.

Hvad ønsker de fattige sig?
Og så kommer jeg igen til at tænke på, hvor svært jeg synes, det har været, at købe gaver til mine afrikanske bekendte hernede, inden jeg tog afsted:

For hvad giver man mennesker, der ingenting har? Hvad er dit behov og dine ønsker, når du er en kvinde i starten af 20’erne og bor i et blikskur med 10-11 søskende og kun har job fra dag til dag: En taske, et tørklæde, en neglelak, et skønhedsprodukt?

Ofte siger vi til hinanden i den vestlige verden: Hvad skal man give een, der har alt? Sådan ser jeg mig selv, når folk spørger mig, hvad jeg ønsker mig til min fødselsdag. Jeg kan jo købe det jeg mangler. Og hvad skal jeg med flere ting, når jeg har nok til at fylde 42 flyttekasser?

Ingenting
Men her på savannen er horisonten lidt anderledes. For her er ingenting - ud over det fantastiske, tørre golde landskab.

Et af børnene ved børnehjemmet sidder med nogle små plasticflasker. En anden står nede i et hul med enormt beskidt vand. Et af de huller folkene i landsbyen har gravet, så de kan plante træer til, når regntiden kommer lige om lidt.

Fra frottetæppe til mudderpøl
Mon ikke nogen af alle de farvestrålende bamser ender hernede om lidt, hvis børnene får dem? De er jo syet og farvet til et liv på lyserøde frottetæpper og ikke et barfodet liv med snot og myrer og mudder. Tanken med bamserne er sød – og kunne lige så godt være min. For man vil så gerne give noget. Dele sit overskud. Gøre en forskel.

Men måske det er derhjemme, vi skal gøre en forskel ved at begynde at udvikle en ny og mere bæredygtig livsstil, så der også er ressourcer nok til, at de her børn en dag kan få et liv med samme frihed og rettigheder og muligheder, som vi er vant til.

For når man står på savannen med de her børn og tænker på snakken om alarmen over finanskrisen i Europa, så opleves det altså lidt absurd, at vi er så bekymrede for at miste den enorme købekraft, vi er blevet vant til.

Fremgang i syd
For lige nu er omkring tre fjerdedele af verdens vækst noget, der foregår i udviklingslande som Kina, Indien, Brasilien og Rusland og efterhånden også her, hvor Kenya har vækstrater på 8-9 procent på et år, så er det jo i virkeligheden fantastisk:

Måske de her børn vokser op og flytter til byen og får et arbejde, så de kan give deres egne børn sko på fødderne i fremtiden?

Det kan godt være, at det betyder mindre af den samlede kage til os i de traditionelt rige lande. Og at det måske er ved at være slut med, at det bare er os, der giver gaver. Men det kan jo være, at de gaver vi kunne få retur i sidste ende ville være afsavnet værd.

Bolde
På vej tilbage til Daraja Academy spørger Mathilde vores tolk James, hvad der ville bringe mest glæde – og gøre mest gavn, hvis man skulle give børnehjemmets børn en gave. Han har selv ni børn og to koner i et hus på sletten lidt borte fra, hvor vi bor:

Bolde er en stor lykke, siger han. Bolde - og måske også papir og blyanter, tilføjer vi selv. Hvad så med de lidt større børn? Der kommer ikke rigtig noget svar. Det er åbenbart ikke så let at forestille sig, hvad man har brug for, når man er vant til at klare sig uden. 

Børnehjemmets køkken..

På vej til børnehjemmet. James, Mathilde og Marie med gaverne.

Børnenes soveværelse. Så vidt jeg kunne tælle var der ikke en seng til hver.

Bar-slagsmål i Nanyuki

Der hænger meget passende et billede fra Tarantinos film "Pulp Fiction" på væggen i restaurant Kongoni.

Jeg er på Ækvator. I Byen Nanyuki i Centralkenya. Nærmere bestemt på baren Kongoni, hvor jeg netop har haft en lavmælt snak med en af soldaterne fra den britiske kaserne, der ikke ville have, at hans kolleger skulle høre, at jeg spurgte ham ud om det vilde masseslagsmål hans kolleger fra kasernen var i forleden.


Sportsman Arms
Jeg ankom selv tidligere på ugen. Et par dage efter, at Nanyuki ramte verdenspressen med en historie det britiske militær lige nu prøver at lægge låg på. Det forstår man godt, når ambulancehelikoptere må flyve fem hårdt sårede soldater til Nairobi efter at være blevet skåret op af kammeraterne i et barslagsmål. I øvrigt på Sportsman Arms Hotel, hvor mine kolleger på MS Action Aids platform her i Kenya er faste gæster i weekenden. 

Det vilde Vesten
Det var de dog ikke i lørdags, for de havde fået en advarsel om, at der var et eller andet ondt i gære. Og derfor kan jeg ikke lade være med at skrive det, jeg har skrevet før: Den bedste måde jeg kan beskrive byen Nanyuki i Centralkenya er altså som en blanding af Det vilde Vesten og en Tarantino-film.  

Da jeg ankom med lejet matatu fra Nairobi forleden og blev sat af ved den britiske restaurant "The Eatery" fik jeg mig en god kop kenyansk kaffe, og satte mig til at glo udmattet ud af vinduet for lige at falde til ro: 

Æselkærren

Og blev selvfølgelig med eet vækket af mine tanker ved synet af en mand, der kom kørende på vejen uden for stående på en æselkærre med tre æsler spændt for ved siden af hinanden.

Han er ved at falde flere gange, men holder tømmen til trækdyrene i den ene hånd og en tynd primitiv pisk, der ligner en mellemting mellem en pind og et strå i den anden hånd, så han hvert andet øjeblik kan give dyrene et rap bagi, så de bevæger sig fremad i usynkron takt. 

Sniffende gadebørn
Lige der overrasker det mig så jeg kommer til at sidde og le, for det her syn er så helt og aldeles besynderligt sammelignet med udsigten fra min arbejdsplads på Amager eller Østerbro-lejligheden derhjemme, som jo på ingen måde indeholder de samme facetter som hverdagens gadebillede her i Nanyuki:

Gadebørn i rendestenen, der sidder med deres limflasker, som de sniffer af. Unge fyre, der hænger ud over deres knallerter og motorcykler på fortovet. Blinde tiggere. Monstertrucks, soldater foran indkøbscenteret Nakumatt. Støv, lugten af brændt gummi. Kø ved benzinstationen.

"Stamme-krig"
Og så til weekendens slåskamp, som faktisk indirekte har en sammenhæng med den brogede traffik. Ifølge den landsdækkende avis The Nation og en af soldaterne, jeg taler med paa Kongoni, havde kamptropperne, der endte med decideret at smide hinanden ud af vinduerne på baren, netop været i træningslejr i Samburu. Og slagsmålet var aftalt på forhånd.

Og det er ikke helt galt, når den kenyanske avis "The Nation" med typisk kenyansk humor skriver om soldater "i stammekrig” i overskriften:

Een af de udløsende årsager til det voldsomme barslagsmål var nemlig ifølge militæret selv, at skotske og irske soldater var blevet uvenner, da den ene part har drillet de andre med, at de var dårlige chauffører efter to forudgående biluheld i Nanyuki, hvor soldater blandt andet, ifølge "The Nation" var kommet til at køre en lokal politimand ned.

Flyvende flasker - og soldater
Og det var åbenbart nok til, at over 300 soldater gik i gang med at smadre hinanden med de bare næver og knuste flasker i baren lørdag aften. Flere blev smidt ud af vinduerne på 1. sal. Det lokale politi blev angiveligt holdt uden for oprydningen af det britiske militær, der helst selv ville stå for at få soldaterne hjem: 

De, der ikke blev fløjet med helikopter på hospitalet i Nairobi, måtte ifølge artiklen marchere de 500 meter hjem på kasernen i samlet flok. Og baren har fået 150.000 kenyanske shillings til at fikse de ødelagte møbler, vinduesglas og flasker af militæret - samt fået mundkurv på over for pressen.

Sikkerhed
Vi var som sagt advaret her på MS platformen. Selv sad jeg derhjemme på arbejdet og var ved at forberede en debat til radioen om søndagen, mens Sportsman Arms i Nanyuki sejlede i blod og glasskår. I en grad så man kunne læse om det på politiken.dk her midt på ugen.


Nu sidder jeg derfor meget mageligt på byens anden bar Kongoni med et glas rødvin og kigger på soldaterne med de brede overarme i baren... Jeg tror nu stadig den største sikkerhedsrisiko her i byen er manden med æslerne og den uoverskuelige trafik. Og når alt kommer til alt, så var det jo angiveligt også den, der fik det til at kokse for soldaterne.

Læs hvordan slagsmålet ramte den danske presse, her. Informationerne stammer fra de kenyanske aviser, The Nation, som ikke havde hele historien.
http://borsen.dk/nyheder/ritzau/artikel/U/3/FRA-483699/britiske_soldater_i_kaempeslagsmaal_i_kenya.html

Læs mere om mine oplevelser fra Nanyuki her:
http://verdenifolgegry.blogspot.com/2011/09/det-vilde-vesten-i-nanyuki.html

Nogle dage senere overværede jeg denne scene på gaderne i Nanyuki. En mand har uheldigvis punkteret det ene hjul på sin æselkærre. Ærgerligt. Ikke mindst fordi regnen var på vej til at stå ned i tykke tove.

Sahara

”Some day I’ll buy a one way ticket to Kenya” er titlen på et maleri min bror har malet, der hænger i min mors soveværelse. Det forestiller en blå himmel og ørkensand i fine bløde, gule, dynger. Og et lille fly af den slags man fløj rundt med i tiden omkring 1. verdenskrig. 

Ikke en stor tung KLM-maskine, som den jeg sidder i nu ved vinduet med sol og Sahara glidende forbi under mig. Motoren rumler med samme tunge kværnen som mine tanker.

Sahara fra Middelhavet og frem ser ud som en blottet havbund. Store glatte flader og for længst forladte floddeltaer med eroderede lagdelte skrænter. Mørkere sandfarver  i store plamager, som der hvor bølgerne slår ind over havet. 

Flødeskum
Det flade glatte overflader afløses af bløde gule sanddynger med fine små vuggende ubevægelige bølgeformer. Som om en heftig vind har lagt de fine gule sandkorn i samme folder som nypisket flødeskum.

Så bliver det igen mere hårdt. En stenørken i golde rødbrune farver med noprede forhøjninger.

Solceller
Det er et faktisk et smukt land. Når der engang imellem er noget, der glimter, tænker jeg over, hvad det kan være i det komplet menneskeforladte landskab:

En vragdel fra et fly. En hemmelig militær installation. Våbendele eller noget andet – der er brudt sammen over eller i ørkenen. Glimtet får mig til at tænke på solen. Det er et land for solceller. Måske fremtidige flyveture her bliver som at flyve over et mægtig glimtende hav af lys.

Blændet
Hvis det da overhovedet er sikkert og ikke blænder piloterne, så parkerne aldrig bygges, fordi folk hellere vil bygge vindmøller, hvis vinger er lavet af farlig fiberplast, der ikke kan nedbrydes men til gengæld ikke kommer i vejen for flyruterne. Det er ikke altid let at forstå, hvorfor gode ideer går til i ørkenen og knap så gode slår rod og spirer. Men der er penge i det. Og politik.

Linial
Engang imellem gennemskæres landskabet af en helt ret linie. Det ligner en flænge i ørkenen, trukket med en linial, og jeg spekulerer over, om det mon er et oliekabel, der ligger der og fører sort guld op mod Europa.

Faldskærmstropper
Jeg kommer til at tænke på min mors ven Hugo, der er gammel SAS-soldat og under 2. verdenskrig har været i faldskærmstropperne og saboteret tyskernes fly her i Sahara. Det har sikkert været længere vestpå, end hvor jeg flyver nu. Men bare tanken om at skulle kastes ned med faldskærm om natten og klare sig igennem dette land med feltrationer af vand og dadler i dagevis i en operation hvor 50 procent omkom, kan gøre mig tør i halsen.

Måske det nærmeste jeg kommer på sådan en operation er en ”One way ticket to Kenya”? Some day… 

 

Kenya III

Man siger, at tredje gang er lykkens gang. Og da jeg adskillige gange har oplevet, at livet faktisk er som i eventyrene, bruger jeg den sidste dag i mit 30. år på at flyve til Kenya for 3. gang og fejre min fødselsdag den 3. april præcis der, hvor jeg føler mig allermest hjemme: På savannen.

Om ni timer flyver jeg tilbage til Nairobi og tager nordpå til Mount Kenya ved Ækvator, hvor jeg var i september for at undervise et nyt hold højskoleelever fra Danmark og Kenya i journalistik. Jeg glæder mig meget - ikke mindst til at gense mine gode kolleger på MS højskolen og møde både nye og gamle elever.

Planen er tre uger med undervisning og udvikling af et undervisningskoncept til MS Action Aids globale højskoler. Dernæst en uge i Nairobis slumkvarter Kibera, hvor jeg skal være med i et borgerjournalistik-projekt.

Så nu har jeg pakket bøger og papirer, computer og pensler, skitseblok og romaner sammen med tøj til noget nær al slags varmt vejr og prøver at forestille mig, hvordan det bliver at være tilbage på YMCA i Nairobi i morgen aften. I en anden verden, på et andet kontinent, i en anden kultur - ja endda i en anden årstid:

Godt nok rusker vinden og regnen lige nu efterårsagtigt i København og Øresund, men vi er trods alt på vej mod lysere tider. Mens vinteren er på vej syd for Ækvator. Den store regntid starter i Kenya her i april og slutter i maj.

Og da vinter-udmattelse og pollenallergi som regel har det med at gøre mit forår træt og tungt, glæder jeg mig nu vildt til min yndlingsårstid: Efterår i Kenya.

Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at skrive om alt, hvad jeg oplever. Jeg håber I læser med, og ikke holder jer tilbage med at kommentere mine indlæg.

At være - eller ikke at være - Europæer

Fredag indkaldte den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle til et nyt møde om EU's fremtid. For Tyskland ønsker sig, at de europæiske nationer knyttes tættere sammen med en fælles grundlov og en folkevalgt præsident.

Og da den melding traditionelt har det med at sætte danske politikere i bakgear, skyndte udenrigsminister Villy Søvndal sig da også at melde fra til det forestående tyskledede møde.

Hackescher Markt

Det fik mig til at tænke tilbage på en eftermiddag i forretningskvarteret Hackescher Markt i Berlin for to år siden.

Jeg var på det tidspunkt ved at skrive speciale om EU og grundloven og danskernes manglende lyst til at afgive national magt, og jeg var i Tyskland for lige at trække vejret en gang: Det lune, lækre forårsvejr - akkurat som det er i København lige nu.

Fra vulkaner til vinterbad
Inden jeg kom til Berlin havde jeg været på De Kanariske Øer, besøgt venner i Oxford og London og rejst til Finland for at vinterbade i et par af deres tusind isdækkede søer, så jeg var både træt og forkølet og satte mig derfor udmattet af by-turisme til at kigge på folk, der gik forbi og lignede mig selv til forveksling:

Folk der kom fra toget med pap-kaffekrus og i Converse-sko på en plads, der med sine grå toner lige så godt kunne have ligget i København.

En præsident i Berlin
- Jeg er jo egentlig europæer, tænkte jeg: Det er så let og billigt at komme omkring efterhånden. Og når vi nu ligner hinanden så meget og lever så ens, er det egentlig så så slemt, hvis vi en dag fik en tysk eller fransk præsident, der styrede unionen her fra dens hjerte - det engang så splittede Berlin?

Først finanspagten

Allerede på det tidspunkt var det sådan set klart, hvad der var ved at ske. Den nødvendige økonomiske overbygning på møntunionen var på tegnebrættet, allerede inden Grækenland for alvor kom i uføre.

Det ligger nemlig i hele EU's historiske konstruktion, at det økonomiske samarbejde - ikke mindst en fælles valuta - gør det nødvendigt også at koordinere andre politikker.

Næste skridt: Grundlov og præsident

EU-præsidenten Herman van Rompuy talte allerede om en finanspagt i 2010.

Og helt tilbage ved EF's begyndelse - dengang det hed Kul og Stålunionen i 1950'erne - forestillede den franske embedsmand Jean Monnet sig, at en form for føderation mellem de europæiske lande med tiden ville vokse frem.

Ideen var ganske enkelt, at det økonomiske samarbejde hele tiden ville gøre det nødvendigt at lave fælles lovgivning på nye områder, så unionen til sidst var en realitet, uden at der som sådan var nogen, der havde taget politisk beslutning om det

Søvndal: Ikke relevant
Nu taler udenrigsminister Guido Westerwelle så om en folkevalgt EU-præsident og en ny traktat for Europa, men da det kom frem i Bella Centret under et EU-topmøde i København fredag udtalte udenrigsminister Villy Søvndal til Berlingske, at det havde han ikke tidligere hørt om, og at det ifølge hans optik ikke var relevante forslag.

En måske lidt tankevækkende melding fra formandslandet:

Ja til finanser - nej til visioner
For hvordan kan det være, at vi på den ene side skal tage EU så seriøst, at vi helt uden euro og folkelig debat anerkender en primært tysk og fransk udtænkt plan for Europas finanser, men samtidig ikke vil tage Tysklands udenrigsministers visioner for Europas fremtid seriøst?

Den tøvende Villy Søvndal over for de tyske visioner viser med al klarhed Danmarks svære position i EU fra de spæde skridt i starten af 70'erne og frem:

Vi har altid gerne villet se fællesskabet som ren økonomi. Og når det kommer til det politiske fællesskab - som er en realitet - så ryster danske politikere på hovedet, så presse og folk får indtrykket af, at det ingen gang har på jorden.

Den hemmelige europæer

Og så er jeg tilbage ved, hvad der allerede nagede mig, da jeg sad på Hackescher Markt: Jeg har nemlig ikke noget imod at være "Europæer". Jeg kan godt lide at læse "Die Welt" højt for mig selv om søndagen. Jeg elsker belgiske tegneserier. Og franske makroner og italienernes pludrende sprog.

Men der er ikke nogen herhjemme i EU's nuværende formandsland, Danmark, der har fortalt mig, at det er en identitet jeg skal til at vænne mig til at bruge til noget:

Og at Angela Merkel og Nicolas Sarkozy og et vældigt korps af bureaukrater i Bruxelles faktisk er dem, der sætter rammerne for min - og ikke bare grækernes - fremtid.

Danmark - en forbundsstat?

Ifølge vores folkevalgte politikere er det i vores interesse, at det er sådan. Og jeg betvivler ikke de gode motiver.

Men jeg tvivler til tider på den historiske bevidsthed hos politikerne - om de lange seje træk i udviklingen mod den endelige union, en føderation, der i praksis kan ende med at gøre Danmark til en forbundsstat.

S trimmer velfærden
Og det kunne jo godt pege derhenad allerede nu, hvor Socialdemokraterne stik imod tidligere politiske udmeldinger med "velfærd frem for skattelettelser", har fremlagt et sparekatalog med forslag til en ganske omfattende trimning af velfærdsstaten - umiddelbart i forlængelse af underskriften på finanspagten.

"Die Welt"

Jeg tror dog bevidstheden om den europæiske identitet er på vej mod overfladen. Den er i hvert fald ved at materialisere sig ude i gaden her i København: Fornemmelsen af at være europæer:

Foreløbig er jeg i hvert fald som avis-elsker dybt begejstret over for nylig at opdage, at de tyske visioner for kontinentet nu er lige til at tage med hjem under armen fra Østerport Station i København:

Her nåede jeg lige at få den sidste "Die Welt" med hjem fra standeren forleden. Der er åbenbart rift om dem.